Kejser og Galilæer
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporos og den asiatiske kyst.
Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.
griber Julian med begge hænder om hovedet og kysser ham)
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsamling, både af tilhængere og af modstandere, øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne, som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, ved I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr; forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen kom fra, var to store fugle med kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg eder to.
sagte)
Syv dage senere døde CæSkudilo, med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled højt da han, skønt endnu fordums kejseres vis og rakte kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sunken under synd og forfølgelse.
han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger)
hyndet og vender sit ansigt bort)
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus drev barbarerne mere og mere østligt imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte, under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Knodomar mærked at der var al fare, søgte han at undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men før det kunde hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt, men visst er det at forræderi eller misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som kasted sig til jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene –
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge hans herlighed; hans pris skal et bad i ungt jomfrublod –
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren for dette syndens rige; derfor steg en engel fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og råbte på hende. Eller hvad? Ved du Lutetia udlagde hendes død på denne vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke himmelbruden, som førtes hjem til brudgommens hus? – Hvad lo du af?
Det være, som det vil. Men ser du ikke at denne lammende rædsel har tætnet og tårnet sig til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel hvorfor den store Konstantin førte en slig viljebindende lære til sejr og magt i riget. Ingen livvagt med spyd og skjold slutter således op om kejsersædet, som denne disse kristne? Huløjede, blegkindede, fladbrystede er de alle tilhobe; de ligner linnedvæverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad de begærer, er at forsage og lide for at komme til at dø.
Hvad har han gjort for mig, denne store fordringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler i sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
( salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken)
1.utg: [6]
1.utg: [8]
EN FRUGTHANDLER
EN VAGTFØRER
EN SOLDAT
EN SMINKET KVINDE
SOLDATER, KIRKEGÆNGERE, HEDENSKE TILSKUERE, HOFFOLK, PRESTER, LÆRLINGER VED VISDOMS-SKOLERNE, DANSERINDER, TJENERE, QUÆSTORENS FØLGE,
GALLISKE KRIGSFOLK
GALLISKE KRIGSFOLK
SYNER og RØSTER
1ste handling foregår i Konstantinopel, 2den handling i Athen, 3die handling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te handling i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.
Konstantinopel, 2den handling i Athen, 3die handling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te handling i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.
Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporos og den asiatiske kyst.Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder pladsen.
hustropper på kirketrappen. Store skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder pladsen.i afgrundens svælg;
på jorden er helg!
GULDSMEDEN POTAMON
med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på akslen og spørger
SOLDATEN
Ved ikke.
FARVEREN FOKION
Mukke imod en velklædt kristen; – imod en mand af kejserens egen tro!
Frugthandleren skynder sig ud.
GULDSMEDEN POTAMON
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
FARVEREN FOKION
GULDSMEDEN POTAMON
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran selve hofkapellet –
HIS: 262
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
FARVEREN FOKION
Hvad? Donatist! Er du en Donatist?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Hvad nu? Er ikke du det samme?
GULDSMEDEN POTAMON
gør korsets tegn
Gid pest og bylder –!
GULDSMEDEN POTAMON
Ret så; ret så!
FARVEREN FOKION
støder guldsmeden bort
GULDSMEDEN POTAMON
holder sin papirlygte frem
FARVEREN FOKION
Ve mig, som hjalp en djævelens søn!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
slår ham på øret
Tag det, som løn for hjælpen!
GULDSMEDEN POTAMON
Forbandet, forbandet være I begge!
Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.
VAGT-FØREREN
råber til soldaterne
Kejseren kommer!
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
på jorden er helg!
røgelsekar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.
1.utg: 16
Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelsekar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.Hvor er Gallos?
FYRST JULIAN
blegner
Gallos? Hvad vil du Gallos?
KEJSER KONSTANZIOS
Der greb jeg dig!
HIS: 265
FYRST JULIAN
Herre –!
KEJSERINDE EUSEBIA
fatter kejserens hånd
Kom; kom!
FYRST JULIAN
Vi?
KEJSER KONSTANZIOS
Du og han!
KEJSER KONSTANZIOS
HIS: 266
KEJSER KONSTANZIOS
Mine hænder –!
FYRST JULIAN
O, stræk dem i nåde over os!
KEJSER KONSTANZIOS
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine hænder?
FYRST JULIAN
griber hans hænder og kysser dem
Kejserens hænder er hvide og kølige.
KEJSER KONSTANZIOS
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte du? Nu greb jeg dig igen!
KEJSER KONSTANZIOS
Ja, ja, ja, Julian!
KEJSERINDE EUSEBIA
Kejseren er syg –!
HIS: 267
FYRSTINDE HELENA
KEJSERINDE EUSEBIA
vinker
Memnon, gode Memnon!
Hun taler sagte med slaven.
KEJSER KONSTANZIOS
Hvor vilde du helst hen?
FYRST JULIAN
KEJSER KONSTANZIOS
HIS: 268
SLAVEN MEMNON
til kejseren
Nu er det på tiden –
KEJSER KONSTANZIOS
Nej, nej, jeg vil ikke –
SLAVEN MEMNON
tager ham om håndledet
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.
KEJSER KONSTANZIOS
retter sig ivejret og siger med værdighed
Ind i Herrens hus!
KEJSER KONSTANZIOS
til Julian
Gallos skal møde frem for mig.
Fyrst Julian bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden.
KEJSER KONSTANZIOS
HIS: 269
Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge og blinde om kejseren.
EN VÆRKBRUDEN
Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneskesværmen adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.
adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.
FYRST JULIAN
HIS: 270
FYRST JULIAN
En broder i vantro og blindhed.
Han vil gå ud ad vejen til venstre.
EN STEMME
sagte, bag ham, mellem buskerne
Julian, Julian!
STEMMEN
nærmere
Julian!
FYRST JULIAN
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.
Stille; det er mig –
FYRST JULIAN
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, menneske!
DEN UNGE MAND
O, mindes du da ikke Agathon –?
AGATHON
For sex år siden. Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere)
HIS: 271
FYRST JULIAN
AGATHON
Se på mig; se rigtig –
FYRST JULIAN
omfavner og kysser ham
AGATHON
FYRST JULIAN
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du søgte mig?
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin, at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset, Agathon; – hvor du ser stærk ud.
AGATHON
Og du er blegere.
HIS: 272
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk ved rækværket) – « Kan der komme noget godt fra Ja, – venner kan komme. Gives der noget bedre?
(ser længe på ham)
stilt og ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk ved rækværket) – « Kan der komme noget godt fra 1.utg: 24
Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan komme. Gives der noget bedre?
FYRST JULIAN
Nej, nej, nej –!
AGATHON
O, lad mig ligge så!
FYRST JULIAN
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle dig – – –
bespottelse at knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle dig – – –
vorden fyldigt og fugtigt. Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret?
HIS: 273
Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt. Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret?
AGATHON
Han er ganske hvidhåret.
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
smiler svagt
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lykkes. – Hvorledes er det gåt siden?
HIS: 274
AGATHON
FYRST JULIAN
tankefuld
AGATHON
Var den hellige Mamas?
FYRST JULIAN
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne. Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse. Hekebolios har med overmåde megen lærdom udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift, min Agathon, som visse visdomsvenner, ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i læresalene. –
blodvidne. Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse. Hekebolios har med overmåde megen lærdom udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift, min Agathon, som visse visdomsvenner, ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i læresalene. –
AGATHON
Julian!
HIS: 275
AGATHON
FYRST JULIAN
tungt
AGATHON
Hvilken?
FYRST JULIAN
AGATHON
Det mindes jeg ikke.
AGATHON
Hvad drømte hun?
HIS: 276
FYRST JULIAN
AGATHON
levende
Tror du endnu lige stærkt på drømme?
AGATHON
Du skal få høre; thi det hænger sammen med hint, som drev mig over havet –
AGATHON
AGATHON
Ikke med nogen.
FYRST JULIAN
Hvad tid kom du?
FYRST JULIAN
Og straks vil du vide –? Hvad er det for ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen, som har bedt dig –? (slår armene om ham) O, tilgiv mig, Agathon, ven!
FYRST JULIAN
rejser sig og lytter
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en fugl i buskerne. – –
AGATHON
Og kejseren er dig jo i faders sted?
FYRST JULIAN
Kejseren er over al måde vis og god.
AGATHON
som også har rejst sig
Julian, er det rygte sandt, at du engang skal være kejserens efterfølger?
FYRST JULIAN
hastigt
HIS: 278
AGATHON
Jeg kommer på Gud Herrens vegne.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag hjem igen. (lytter ud over rækværket) Tal sagte; der lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side)
sagte; der lægger en båd til. –
AGATHON
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.
AGATHON
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?
HIS: 279
AGATHON
Er han også farligere, end hin gådefulde Maximos?
FYRST JULIAN
Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri har han visselig ikke megen uret. – –
Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden. Og så, da den var over, i November måned, regned her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvivle, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale ned imod jorden og slukne undervejs. –
våndet sig under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden. Og så, da den var over, i November måned, regned her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvivle, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale ned imod jorden og slukne undervejs. –Siden har han lært her, han, visdomselskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber, lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
lært her, han, visdomselskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber, lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
AGATHON
i skræk
O, du har også søgt ham, Julian!
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til dem. Det er ikke sandt, at jeg søgt Libanios om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle troende, som kommer denne spidsfindige mand falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejser-slottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed) Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Libanios’s hoved på et sølvfad!
skærme mig mod sligt! Skulde visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til dem. Det er ikke sandt, at jeg HIS: 280
har søgt Libanios om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle troende, som kommer denne spidsfindige mand HU: 42
nær, de falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejser-slottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed) Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Libanios’s hoved på et sølvfad!
AGATHON
Men hvor er det muligt at kejseren tåler dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –?
FYRST JULIAN
Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu mystikeren Maximos’s tvende brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke mægtige støtter Libanios har. En eller anden af de ringere visdomslærere udjages stundom af staden. Ham
vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! – Hvad hjælper det at de andre fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve i løvens hule –
den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu 1.utg: 33
som for to år siden. Dengang måtte mystikeren Maximos’s tvende brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke mægtige støtter Libanios har. En eller anden af de ringere visdomslærere udjages stundom af staden. Ham
vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! – Hvad hjælper det at de andre fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve i løvens hule –
HIS: 281
AGATHON
livfuldt
Julian, – hvad sagde du der!
FYRST JULIAN
Jo, jo; kun et under kan fri os.
AGATHON
O, så hør! Det under er sket.
FYRST JULIAN
Hvad mener du vel?
AGATHON
FYRST JULIAN
Et syn, siger du!
FYRST JULIAN
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske ligegyldig; – lad som intet.
De blir begge stående ved rækværket.
middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kommende.
HIS: 282
En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kommende.
VISDOMSLÆREREN
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
FYRST JULIAN
som står lige ved ham
FYRST JULIAN
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen med dine skatte?
Han vil gå forbi.
HIS: 283
FYRST JULIAN
med undertrykt latter
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke din egen rigdom.
VISDOMSLÆREREN
standser
Hvi så?
VISDOMSLÆREREN
Han vil stige ned.
VISDOMSLÆREREN
Ham –?
VISDOMSLÆREREN
Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt nærmere og siger)
Du smilte nys. Hvad smilte du ad?
FYRST JULIAN
Hvad ikke rummes, det stikker frem.
FYRST JULIAN
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæer-mærke?
FYRST JULIAN
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger du i Athen?
FYRST JULIAN
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Libanios er?
VISDOMSLÆREREN
ser stivt på ham
VISDOMSLÆREREN
Han er ked af at vente på sin ligemand.
FYRST JULIAN
Nu spøger du, fremmede! Hvor kan Libanios tænke at finde sin ligemand?
FYRST JULIAN
Hvem? Hvor? Nævn ham!
FYRST JULIAN
Hvorfor?
FYRST JULIAN
Og hvad så?
FYRST JULIAN
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! – Kejserens efterfølger, siger du? Jeg ved ikke hvem du mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios’s ligemand?
VISDOMSLÆREREN
FYRST JULIAN
med hast
Sligt sker for at holde hans tro ren!
VISDOMSLÆREREN
smiler
FYRST JULIAN
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder og lærere, hører du –
VISDOMSLÆREREN
HIS: 287
FYRST JULIAN
forvirret
Og det vover du –!
VISDOMSLÆREREN
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne, men –
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – –
(vender sig)
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i enrum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede)
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad ved du, hvad ved I alle om fyrst Julian?
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Slottet og kirken er som et dobbelt bur, hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den ikke til.
1.utg: 40
nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den ikke til.
FYRST JULIAN
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.
HIS: 288
VISDOMSLÆREREN
For dig synes det dog. Og i al fald for os. – –
FYRST JULIAN
Det var spøg, taleøvelser –
VISDOMSLÆREREN
Ja, vel kunde han vorde os en modstander, som vi både måtte frygte for og længes efter. gå den samme skole igennem, som den Paulus gik igennem, og som han gik så uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er fra ham det kommer. Men glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det ikke hos os at han har lært at bruge de sprogets våben, som han nu med en så højt lovprist færdighed svinger imod os?
1.utg: 41
Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld højde? Fattes der ham andet, end at gå den samme skole igennem, som den Paulus gik igennem, og som han gik så uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er fra ham det kommer. Men glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det ikke hos os at han har lært at bruge de sprogets våben, som han nu med en så højt lovprist færdighed svinger imod os?
HIS: 289
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i sammenligning med de gaver, der så underfuldt åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg holder for vildfarende og som derfor desto vanskeligere vinder indgang, men som han dog forkyndte med en sådan åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Hekenidsyg end nidkær; derfor har Libanios ventet forgæves.
vinder indgang, men som han dog forkyndte med en sådan åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Heke1.utg: 42
bolios er, som I andre, – mere nidsyg end nidkær; derfor har Libanios ventet forgæves.
FYRST JULIAN
griber ham om armen
VISDOMSLÆREREN
HIS: 290
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
FYRST JULIAN
spændt
FYRST JULIAN
Du vil dog vel ikke nægte at det var Libanios –?
VISDOMSLÆREREN
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.
HIS: 291
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
VISDOMSLÆREREN
Nej, nej!
VISDOMSLÆREREN
Nej, nej, siger jeg.
HIS: 292
VISDOMSLÆREREN
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er Hekebolios –
FYRST JULIAN
Hekebolios!
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Havde denne forblindede og bedragne yngling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke handlet så hårdt imod os.
FYRST JULIAN
Hvad taler du om?
VISDOMSLÆREREN
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
Han vil gå.
FYRST JULIAN
griber hans hånd
Ven og broder, – hvem er du?
HIS: 293
FYRST JULIAN
Hvad kalder du det guddoms-bårne?
VISDOMSLÆREREN
Det uskabte i det skiftende.
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Genforening, som regndråbens med havet, som det smuldrende løvs med den jord, der fostred det.
HIS: 294
FYRST JULIAN
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte mod dig!
FYRST JULIAN
vigende
Ah!
VISDOMSLÆREREN
Han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå hører man båden ro bort med dem.
FYRST JULIAN
ser længe ud over vandet
Hvem var han, den gådefulde mand?
AGATHON
kommer nærmere
Hør mig, Julian –!
FYRST JULIAN
i livfuld bevægelse
Han forstod mig! Og Libanios selv; den store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ikke det hedenske øje være!
HIS: 295
AGATHON
Dette var et fristelsens værk, tro mig!
FYRST JULIAN
uden at agte på ham
Jeg holder det ikke lænhine vederstyggelige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min tale; Hekebolios selv –! viger fra mig; jeg bliver ond her.
HU: 51
ger ud imellem disse mennesker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min tale; Hekebolios selv –! 1.utg: 48
O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg bliver ond her.
FYRST JULIAN
går op og ned ved rækværket
AGATHON
Hør og lyd; Kristus venter på dig!
FYRST JULIAN
Ven, hvad mener du?
AGATHON
Synet, som drev mig til Konstantinopel –
FYRST JULIAN
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
HIS: 296
AGATHON
FYRST JULIAN
De dumdristige! Det er dem jo strængt forbudt –
AGATHON
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrigheden lod templet bryde ned, og vi sønderslog drog vi gennem staden og faldt som vredens sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til Guds ære!
1.utg: 49
de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under salmesang, og med hellige faner foran, drog vi gennem staden og faldt som vredens sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til Guds ære!
FYRST JULIAN
Og så? Synet, min Agathon!
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed længer holde skridt med åndens iver, og vi afstod fra forfølgelsen. –
hævnens herre stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed længer holde skridt med åndens iver, og vi afstod fra forfølgelsen. –Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge eller sove. Det tyktes mig at jeg var hul indvendig og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg sang; – jeg ved ikke mere hvorledes det var. –
våge eller sove. Det tyktes mig at jeg var hul indvendig og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg sang; – jeg ved ikke mere hvorledes det var. –
Da, med et, så jeg foran mig ved væggen et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt på mig.
HIS: 297
Da, med et, så jeg foran mig ved væggen et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt på mig.
FYRST JULIAN
Det så du!
FYRST JULIAN
AGATHON
Det er du visselig.
FYRST JULIAN
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – således er det, min Agathon! Det er Guds vilje at jeg skal søge Libanios –
AGATHON
Nej, nej, hør mig tilende!
FYRST JULIAN
HIS: 298
AGATHON
Nej, nej, det er ikke således ment.
FYRST JULIAN
Kan du tvivle? Libanios, – er ikke han vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
FYRST JULIAN
Og det er du viss på, Agathon?
FYRST JULIAN
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor, hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.
FYRST JULIAN
imod ham
Gallos!
HIS: 299
FYRST JULIAN
Agathon.
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
Ved du det, Gallos, – kejseren har spurgt efter dig.
FYRST JULIAN
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at være i den yderste vrede.
FYRST GALLOS
Hvoraf ved du det? Hvad sagde han?
FYRST GALLOS
Ah!
FYRST GALLOS
Det gælder død eller landsforvisning.
HIS: 300
AGATHON
Nådige frelser!
FYRST GALLOS
Hvad skal jeg tale? Ved jeg mere, end du? Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt mig –
O, kunde jeg da længer leve dette liv i uvisshed og angst? Lad ham handle med mig, som han vil; alt andet er bedre, end dette –
FYRST JULIAN
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!
FYRST GALLOS
HIS: 301
FYRST JULIAN
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på dig; du har spurgt om mere!
FYRST GALLOS
Hold op; jeg har ikke spurgt –
FYRST JULIAN
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands liv eller død!
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
Gallos! Broder!
AGATHON
Morderen!
HIS: 302
FYRST JULIAN
O, du kalder fordærvelse over os!
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
Hør ikke på ham! Bort, bort!
FYRST JULIAN
Jeg! Din egen broder –!
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
FYRST GALLOS
Ha-ha; godt spillet, gøgler!
HIS: 303
FYRST JULIAN
FYRST GALLOS
Min faders blod, – din faders og din moders –!
FYRST JULIAN
O, hvad ved vi om hine rædsler? Vi var jo små dengang. Det meste var soldaternes skyld; det var oprørerne, – onde rådgivere –
FYRST GALLOS
ler
Efterfølgeren øver sig!
FYRST JULIAN
i gråd
FYRST GALLOS
hurtigt, ser imod kirken
Nu kommer han!
Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig klædning.
imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig klædning.Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter havt en tung stund for din skyld.
FYRST JULIAN
Desværre; det har du visst altfor ofte.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
FYRST JULIAN
Jeg ved det, min Hekebolios! Du siger mig det så tidt.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
FYRST JULIAN
HIS: 305
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Hvad siger du, min søn!
FYRST JULIAN
Det står i dine øjne at du lyver! Jeg ved med fuld visshed at du har skrevet det. Hvorledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i Libanios’s navn?
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Nu vel, min inderlig kære, når du ved det, så –
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
HIS: 306
Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken. Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne på højre side.
KEJSER KONSTANZIOS
SLAVEN MEMNON
sagte
Vov straks, herre!
KEJSER KONSTANZIOS
Der står de begge.
Han går hen imod dem.
KEJSER KONSTANZIOS
med udstrakte arme
Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham)
Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.
HIS: 307
KEJSERINDE EUSEBIA
med et skrig
Konstanzios!
FYRST GALLOS
fortumlet
Cæsar!
Han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.
KEJSER KONSTANZIOS
slår afværgende imod ham
FYRST GALLOS
Jeg – jeg Cæsar!
KEJSER KONSTANZIOS
FYRST GALLOS
O, min nådigste herre –!
KEJSER KONSTANZIOS
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sapores står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor bekymret du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at slå ham.
Sapores står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor bekymret du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at slå ham.HIS: 308
(han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet og kysser ham)
Og du, Julian, fromme ven og broder, – det måtte så være.
FYRST JULIAN
Velsignelse over kejserens vilje!
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i Konstantinopel –
FYRST JULIAN
Ja, lovet være Kristus og kejseren!
KEJSER KONSTANZIOS
Du ved det allerede? Hvem har sagt dig det?
FYRST JULIAN
Hvilket, herre?
FYRST JULIAN
Libanios – forvist!
KEJSER KONSTANZIOS
Jeg har forvist ham til Athen.
FYRST JULIAN
Ah!
HIS: 309
KEJSER KONSTANZIOS
Der ude ligger skibet; han sejler inat.
FYRST JULIAN
sagte
Ham selv; ham selv!
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være dig et ringe vederlag, min Julian –
KEJSER KONSTANZIOS
Kræv alt, hvad du vil.
KEJSER KONSTANZIOS
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hedningerne –?
KEJSER KONSTANZIOS
Og hvad vil du ham, broder?
FYRST JULIAN
Jeg vil lære at brydes med løverne.
HIS: 310
KEJSER KONSTANZIOS
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes ikke –; du tror dig stærk nok –?
FYRST JULIAN
KEJSER KONSTANZIOS
Julian!
FYRST JULIAN
I denne nat var du selv hans redskab uden at vide det. O, lad mig gå og rense verden!
KEJSERINDE EUSEBIA
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne dragende længsel imod.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
sagte
KEJSER KONSTANZIOS
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i denne stund? Gå med Gud, Julian!
FYRST JULIAN
kysser hans hænder
O, tak, – tak!
HIS: 311
KEJSER KONSTANZIOS
Toget sætter sig i bevægelse.
FYRST GALLOS
sagte
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
FYRSTINDE HELENA
Hyss!
FYRST GALLOS
Du, elskede? Eller hvem – hvem?
FYRST GALLOS
Hvad mener du?
HIS: 312
KEJSER KONSTANZIOS
Hvorfor så taus, Eusebia?
KEJSERINDE EUSEBIA
sagte, i gråd
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!
KEJSER KONSTANZIOS
råber
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs, blæs!
Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon kommer frem mellem træerne.
AGATHON
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.
FYRST JULIAN
Hørte du, hvad her gik for sig?
AGATHON
Ja, alt.
FYRST JULIAN
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!
HIS: 313
AGATHON
Til Athen? Du går jo til Pergamon.
FYRST JULIAN
AGATHON
Farvel, min ven og herre!
FYRST JULIAN
Vil du følge mig, Agathon?
(råber dæmpet)
Ah!
AGATHON
Hvad var det?
FYRST JULIAN
I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen billedstøtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang gade. Solnedgang.
udmunder en trang gade. Solnedgang.Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende ved en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.
højskolens lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Med nye lærlinger?
GREGOR FRA NAZIANZ
Ja.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
rejser sig
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Fyrst Julian –; med roser i håret, med blussende ansigt –
GREGOR FRA NAZIANZ
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor; det er kristne ynglinge –
GREGOR FRA NAZIANZ
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler ikke at se ham således.
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.
HIS: 317
Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer fyrst Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.
FYRST JULIAN
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får I idag.
SALLUST FRA PERUSIA
Når vor fører tier, føler vi det tomt, som morgenen efter et natligt gilde.
HELE FLOKKEN
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!
FYRST JULIAN
Væk med fyrsten, I venner –
SALLUST FRA PERUSIA
Stig op, du uforlignelige!
FYRST JULIAN
HIS: 318
SALLUST FRA PERUSIA
Det er sandt!
FYRST JULIAN
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er en anklaget.
FYRST JULIAN
På dommersædet, siger jeg! På dommersædet! (til de andre) Hvad har jeg forbrudt?
NOGLE STEMMER
Ja, hvad skal det være? Vælg selv!
MANGE STEMMER
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!
FYRST JULIAN
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med sammensnørte hænder –
HIS: 319
SALLUST FRA PERUSIA
til Gregor
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor meget tør kejseren kræve?
GREGOR FRA NAZIANZ
Alt.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Og hvad så?
HIS: 320
GREGOR FRA NAZIANZ
Alt.
FYRST JULIAN
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov til at give kejseren?
GREGOR FRA NAZIANZ
Kære venner, ikke mere af denne leg.
LÆRLINGERNE
under støj og latter
Jo, jo; svar ham!
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
FYRST JULIAN
LÆRLINGERNE
Jo, jo!
HIS: 321
FYRST JULIAN
Og hvad straf sætter I for en slig ugerning?
STEMMER
Døden! Døden i et vinkar!
FYRST JULIAN
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for kejserens magt?
NOGLE I SKAREN
Kejserens magt er uden grænse.
LÆRLINGERNE
Jo, jo; Kappadokieren er gal!
FYRST JULIAN
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyptiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos og de andre visdomsvenner i østerlandene? De siger at den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren – er altså i særligt forbund med det himmelske. – Udgyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
østerlandene? De siger at den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren – er altså i særligt forbund med det himmelske. – Udgyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
LÆRLINGERNE
under latter og jubel
Priset være Kappadokieren! Priset være Kappadokierens dommer!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?
FYRST JULIAN
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som ikke ved, at der nys er landet et skib fra Efesos?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
hånligt
Det kommer jo fra Efesos!
HIS: 323
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres førstefødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guldmynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en
præge en ægte vægtig guldmynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en 1.utg: 75
sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en fuldvægtig guldmynt? –Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd, som holder sig selv for at elske og at forkynde visdommen, de stimler sammen på landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor? For at være den første på tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger udenfor sandheden.
hvis det så synes eder. Her blev sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd, som holder sig selv for at elske og at forkynde visdommen, de stimler sammen på HU: 67
landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor? For at være den første på tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger udenfor sandheden.
HIS: 324
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde din tale af; thi denne gang vil i al fald en af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Min ven spøger.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
griber ham i ærmet
Hvad siger du?
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Mange fandt at det var for ringe gave for Milon.
FYRST JULIAN
Mest de to ynglinge.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Det vil jeg tro. Guderne give, for den velgørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –
give, for den velgørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –
SALLUST FRA PERUSIA
Jeg er med!
SALLUST FRA PERUSIA
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og Gregor fra Nazianz blir tilbage i søjlegangen.
HIS: 326
FYRST JULIAN
følger dem med øjnene
GREGOR FRA NAZIANZ
Julian –
FYRST JULIAN
Se kun på mig; jeg er ædru.
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg ved det. Du er mådeholden i alle ting. Og dog lever du dette liv med.
FYRST JULIAN
Hvorfor ikke? Ved du eller jeg når lynet slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barndom taug til det. Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette?
henslæbt både min barndom HU: 69
og mine første ungdomsår i et gyldent slaveri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kejseren taug til det. Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette?
GREGOR FRA NAZIANZ
Du skal tyde det i kærlighed, Julian!
O, du ved ikke –! Jeg hader denne magt udenfor mig, forfærdende når den handler, – end mere forfærdende når den hviler.
GREGOR FRA NAZIANZ
Vær ærlig, ven, og sig mig om det er blot dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
FYRST JULIAN
Hvad mener du med sælsomme veje?
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios! Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten ydmyg og skælvende af glæde frem for det menneske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte ham min store broder.
HIS: 328
FYRST JULIAN
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, – verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios er ingen stor mand.
stor mand.
FYRST JULIAN
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed.
hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og 1.utg: 81
kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været HU: 71
tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. HIS: 329
– Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte at dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
kommer fra højre side
Breve! Breve fra Kappadokia!
GREGOR FRA NAZIANZ
Også til mig?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Se her; fra din moder.
Han åbner papiret og læser.
FYRST JULIAN
til Basilios
Er det din søster, som skriver?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
der er kommen med sit eget brev åbent
FYRST JULIAN
Hvilke; hvilke?
HIS: 330
FYRST JULIAN
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina «strængt herredømme»?
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
til Basilios
Nævner Makrina intet om, hvad der går for sig i Antiokia?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ja, ja; hvad er der med ham?
GREGOR FRA NAZIANZ
Han er myrdet, Basilios!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hvad siger du! Myrdet?
HIS: 331
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet ham uden lov og dom.
FYRST JULIAN
Hvem? Hvem har henrettet ham?
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
Hvilket slot?
GREGOR FRA NAZIANZ
Min moder skriver kun slottet.
FYRST JULIAN
Nu? Og så –?
GREGOR FRA NAZIANZ
Man ved kun, at hun der har skænket en fornem og mægtig kvinde et meget kostbart smykke for at udvirke en dødsdom –
FYRST JULIAN
Ah, men den fik de ikke!
GREGOR FRA NAZIANZ
De fik den, Julian!
HIS: 332
FYRST JULIAN
O, Jesus!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Forfærdeligt! Og Klemazios –?
GREGOR FRA NAZIANZ
GREGOR FRA NAZIANZ
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad agter du at gøre?
FYRST JULIAN
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og takke Herren min Gud at han tog magtens fristelse fra mig.
GREGOR FRA NAZIANZ
Godt; men så?
HIS: 333
FYRST JULIAN
Jeg forstår dig ikke –
GREGOR FRA NAZIANZ
Så hør. Du må ikke tro det er nok med mordet på Klemazios. Denne uhørte skændselsdåd har slåt ned som en pest over Antiokia. Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine smuthuller. Min moder skriver at det er som
smuthuller. Min moder skriver at det er som 1.utg: 86
om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, sønner angiver sine fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer –
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Hvad kræver du?
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
vigende
Afsindige, hvad tænker du!
GREGOR FRA NAZIANZ
Har du din broder kær? Vil du frelse ham?
HIS: 334
FYRST JULIAN
Jeg havde Gallos kær som ingen anden.
GREGOR FRA NAZIANZ
Du havde –?
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
O, det var heller ikke her slaget skulde stå.
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
Jeg ser det; jeg ser det!
HIS: 335
GREGOR FRA NAZIANZ
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du. Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
GREGOR FRA NAZIANZ
afvisende
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Julian!
FYRST JULIAN
Til bakkanal, I venner!
Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort gennem søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de nyankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du hvad –!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Fy, fy; – vend dit øje bort!
Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.
lejrer sig på torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.
FYRST JULIAN
efter en kort taushed
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske synd så skøn?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Du fejler, ven; der er digtet og berettet skønt om den hedenske synd; men den var ikke skøn.
FYRST JULIAN
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn når han, hed af vin, som en ung gud stormed gennem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes
Var ikke Alkibiades skøn når han, hed af vin, som en ung gud stormed gennem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes HIS: 337
og hamred på borgernes døre, – når han råbte på deres hustruer og døtre, mens kvinderne derinde skalv og i sukkende åndeløs taushed intet heller ønsked sig end at –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Digt, digt; – du blander digt og sandhed sammen.
FYRST JULIAN
Har ikke de digtede sind og viljer de vore hellige skrifter, både de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sandheden skulde være skønhedens fiende.
HU: 76
skabtes vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sandheden skulde være skønhedens fiende.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
FYRST JULIAN
holder sig for ørerne
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
tidender?
HIS: 338
Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad kaldte du de øvrige tidender?
FYRST JULIAN
Ja, ja; – hvad var det?
FYRST JULIAN
levende
Mystikeren?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
FYRST JULIAN
Mere, mere; jeg beder dig!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
HIS: 339
FYRST JULIAN
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig være en sjelden kvinde, din søster.
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Den tanke står altid fast hos hende.
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
FYRST JULIAN
HIS: 340
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hun ved det, Julian; men hun tror det ikke.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Jeg beder dig, ven, forskån mig –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
rækker ham brevet
Du vil det; – læs; det begynder der.
FYRST JULIAN
læser
«Hver gang du skriver om kejserens unge slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind af en stor og strålende glæde –». O, Basilios, vær du mit øje; læs videre for mig.
FYRST JULIAN
griber ham om armen
Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs forventning ser imod dig?
Giv hid; lad mig se. (læser) «Guds ånd være over ham i striden og alle dage». –
O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler mig som hin Dædalos mellem himmel og hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad mening er der i disse røster, som råber til mig fra øst og vest at jeg skal frelse kristendommen? Hvor er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne over den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de, som raser mod templerne, som myrder hedninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld? Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina om kristendommen støtte-helgenen står på et ben. Eller om treenigheden består af tre personer eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristendommen?
Dædalos mellem himmel og hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad mening er der i disse røster, som råber til mig fra øst og vest at jeg skal frelse kristendommen? Hvor er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne over den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de, som raser mod templerne, som myrder hedninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld? Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina om kristendommen HU: 79
er at søge i ensomheden, – på søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller 1.utg: 95
er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i Konstantinopel, som nys kæmped med næverne for at klare det spørgsmål om treenigheden består af tre personer eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristendommen?
HIS: 342
BASILIOS FRA CÆSARÆA
BASILIOS FRA CÆSARÆA
I de hellige mænds skrifter.
FYRST JULIAN
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, – altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn, en røst –!
Bøger, – altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn, en røst –!Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i naglesåret –
orakelråb, som jeg ikke kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i naglesåret –
HIS: 343
FYRST JULIAN
slår ud med hånden
Jeg ved alt, hvad der står skrevet. Dette med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, Bloddøden, om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte) Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort) Et eneste har jeg lært i Athen.
i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, HU: 80
ligesom ombord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde du bede den ned over mig! Bloddøden, om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte) Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort) Et eneste har jeg lært i Athen.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hvilket, Julian?
Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen fra højre side.
FYRST JULIAN
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Hvilke begge?
HIS: 344
FYRST JULIAN
Milons sønner.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham, min Julian!
FYRST JULIAN
Hvem, dyrebare broder?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Han har fanget sig i sit eget garn!
FYRST JULIAN
Aha, – en vismand altså?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Al visdoms modstander.
FYRST JULIAN
Hvem, hvem, spørger jeg?
FYRST JULIAN
Om Maximos? O, hav dog den godhed –
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
HIS: 345
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Og det laster du ham for?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Ånder og skygger –
HIS: 346
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsamling, både af tilhængere og af modstandere, øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne, som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ugudeligt værk!
FYRST JULIAN
åndeløs
Og så –?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i dette? Samkvem mellem ånd og ånd –
HIS: 347
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, dyrebare forvildede ven –!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi andre – kastet fortolkningens lys over det hele? Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb udtydning, som vi, som visdommens elskere, som skolen, som –
hin gamle blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi andre – kastet fortolkningens lys over det hele? Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb 1.utg: 101
og af udtydning, som vi, som visdommens elskere, som skolen, som –
FYRST JULIAN
stormende
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
slår armene om ham
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, medbroder, hvor vil du hen?
HIS: 348
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så dybt, i samme stund har du afført dig det herlige ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje skole –
skulde ville ile til dette forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så dybt, i samme stund har du afført dig det herlige ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje skole –
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
ser en tid efter ham
Denne fyrstelige yngling er farlig for videnskaben.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
halvt hen for sig
Fyrst Julian er farlig for mere.
I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.
Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.
hynder om bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.
GREGOR FRA NAZIANZ
Umuligt! Driv dog ikke spot med os.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; – vinkanderne, omvundne med blomster og grønt; lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.
Husmesteren Eutherios nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig; de går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter.
Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre spænding.
hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre spænding.
FYRST JULIAN
går hen imod dem og hilser dem med stor hæftighed
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders ånd fløj forud for eders legemer!
HIS: 351
GREGOR FRA NAZIANZ
Julian!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Min ven og broder!
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, ved I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr; forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen kom fra, var to store fugle med kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg eder to.
GREGOR FRA NAZIANZ
Er du viss på alt dette?
HIS: 352
FYRST JULIAN
Tænkte I på mig; talte I om mig inat?
FYRST JULIAN
En time efter midnat.
GREGOR FRA NAZIANZ
med et blik til Basilios
Forunderligt.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
følger ham med øjnene
O, så er det dog sandt –
FYRST JULIAN
Hvilket? Hvad er sandt?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du her øver.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Det kan du trygt tro.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflejren; men derom skriver min broder Cæsarios intet.
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Og så –?
FYRST JULIAN
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen henregner jeg blodvidnerne til de udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter,
lettelig nogen HU: 87
morgenandagt i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter, 1.utg: 108
ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det hele tror jeg nok at Aëzios var vel tilfreds med mig da han rejste.
HIS: 354
BASILIOS FRA CÆSARÆA
griber hans hånd
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, – tal åbent om din stilling.
FYRST JULIAN
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner! Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med rette, – Maximos er den største, som nogen tid har levet.
GREGOR FRA NAZIANZ
bereder sig til at gå
Vi vilde kun se dig, herre!
FYRST JULIAN
Kan dette gøre broder så fremmed imod broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før jeg blev seende og før jeg aned det, som er livets kerne.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hvad kalder du livets kerne?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Og den er bleven dig til del?
GREGOR FRA NAZIANZ
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –!
HIS: 355
FYRST JULIAN
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting? Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. HU: 88
Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
GREGOR FRA NAZIANZ
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth. – –
sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth. – –Ved du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig? – Det skede en nat under bøn og faste. Da fornam jeg at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. –
fornam jeg at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. –Se, da blev denne flade mere og mere gennemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke mere, og mit skib hang over
HIS: 356
et tomt forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol dernede, – kun den døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige nøgenhed. –
GREGOR FRA NAZIANZ
Hvilken erkendelse mener du?
FYRST JULIAN
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er, det er.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys og tåger!
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte)
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal inden føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg HIS: 357
som –, ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Nej, nej; hvor kan vi vide –?
FYRST JULIAN
Apollinaris har udsagt at han hørte nogen banke gentagne gange på døren ved nattetid. purpurklædning, således, som nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
banke gentagne gange på døren ved nattetid. 1.utg: 112
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, – derude fik han øje på en skikkelse, – mand eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skikkelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
GREGOR FRA NAZIANZ
Var det dette tegn, du nys sagde, havde bekræftet sig?
FYRST JULIAN
nikker langsomt
Syv dage senere døde CæHU: 90
sars hustru i Bithynia. Konstantina har altid været hans onde engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det omslag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre uger efter Konstantinas død kom kejserens udsending, tribunen Skudilo, med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled højt da han, skønt endnu HIS: 358
kun Cæsar af navn, stod frem på de fordums kejseres vis og rakte kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sunken under synd og forfølgelse.
FYRST JULIAN
Jeg har sikker kundskab. Det haster med purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så tvivle på de ting, Maximos har bebudet som nær forestående for mig? I nat falder det sidste slør. Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens og forventningens natte-timer! Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens og forventningens natte-timer! Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Aldrig!
HIS: 359
FYRST JULIAN
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle gåder for dig, – hvad så?
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Du higer dog ikke mod døden, Julian!
FYRST JULIAN
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det er det just den store hemmeligheds mål at forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er genoprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, – det er den forspildte lighed med guddommen. Hvorfor så tvivlende, I brødre? Hvorfor står I der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg ved, hvad jeg ved. I hvert af de skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra
trældomsfuldt håber på bag døden, det er det just den store hemmeligheds mål at forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er genoprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, – det er den forspildte lighed med guddommen. Hvorfor så tvivlende, I brødre? Hvorfor står I der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg ved, hvad jeg ved. I hvert af de skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra HIS: 360
Nazareth. 1.utg: 115
Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fattedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
river sig løs
Julian, Julian!
GREGOR FRA NAZIANZ
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes hovmod trukket dig!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, Gregor, han er syg og forvildet!
FYRST JULIAN
Hvorfor al denne hånlige tvivl? Er det min spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg vordende skal mere undfanges af ånden, end af legemet. I den første Adam var der ligevægt, som i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da han skulde holde dem manende oprakte hist ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder eder troende, og har dog så liden tro til Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra skriftbundne tvivlere, der skal åndens kejser-rige grundes!
min spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg HU: 92
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå. Det vordende skal mere undfanges af ånden, end af legemet. I den første Adam var der ligevægt, som i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da han skulde holde dem manende oprakte hist ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder eder troende, og har dog så liden tro til 1.utg: 116
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent, – I skal få se; – bruden skal visselig skænkes mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå imod øst, did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra HIS: 361
skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud over jorden; der, I skriftbundne tvivlere, der skal åndens kejser-rige grundes!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over dig. Er du hin samme Julian, som for tre år siden drog fra Konstantinopel!
FYRST JULIAN
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte kun den vej, der standser ved læren.
GREGOR FRA NAZIANZ
Ved du, hvor din vej standser?
FYRST JULIAN
Hvor vejen og målet er et. – For sidste gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og meget andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg så meget at sige. Du er jo din slægts hoved; og hvo ved, om ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit hus –
HU: 93
din slægts hoved; og hvo ved, om ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit hus –Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind i dit afsind og i dine vilde drømme.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Kom, Basilios!
HIS: 362
FYRST JULIAN
med udstrakte arme
O, I venner; I venner!
GREGOR FRA NAZIANZ
Mellem os er et skille fra denne dag.
Han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.
FYRST JULIAN
ser en stund efter dem
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad ved I to lærde mænd! Hvad bringer I med fra visdommens stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end mindre –. Ah!
visdommens stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end mindre –. Ah!Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i østerlandske klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.
høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.
1.utg: 118
Mystikeren Maximos går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst.
FYRST JULIAN
sagte
Endelig!
trefod; derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær.
HIS: 363
Mystikeren Maximos drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær.
FYRST JULIAN
i spændt forventning
Er tiden inde?
MYSTIKEREN MAXIMOS
uden at se på ham
Er dit sind og dit legem rent?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Så kan nattens højtid begynde!
Han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården. Musik og dans under det følgende.
danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården. Musik og dans under det følgende.
FYRST JULIAN
Maximos, – hvad er dette?
FYRST JULIAN
Og midt under denne sansernes tummel vil du –?
FYRST JULIAN
Roser i håret! Perlende vin!
( han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger)
Ah, hvad var der i vinen?
Han lægger sig ned på den anden side af bordet.
DE DANSENDE PIGER
synger i forgården
vug dig på strømmende
rythmers flod!
FYRST JULIAN
drikker
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du tyde denne salighed?
FYRST JULIAN
(bleg; springer halvt ivejret)
Maximos, vi er ikke alene!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Med skyggerne.
FYRST JULIAN
Nævn mine gæster!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ikke nu. Hør, hør!
FYRST JULIAN
Hvad er det? Det bruser som en storm gennem huset –
MYSTIKEREN MAXIMOS
skriger
Julian! Julian! Julian!
HIS: 366
FYRST JULIAN
Tal, tal! Hvad sker med os?
FYRST JULIAN
springer op og viger langt tilbage fra bordet
Ah!
Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store broncelampe hæver sig en blåligt lysende kreds.
MYSTIKEREN MAXIMOS
kaster sig helt ned
Øjet mod lyset!
FYRST JULIAN
Hist?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ja, ja!
PIGERNES SANG
dæmpet fra forgården
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind.
FYRST JULIAN
stirrer mod lysskæret
Maximos! Maximos!
HIS: 367
MYSTIKEREN MAXIMOS
sagte
Ser du noget?
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvad ser du?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Mand eller kvinde?
FYRST JULIAN
Jeg ved ikke.
EN STEMME I LYSET
For at tjene ånden.
HIS: 368
MYSTIKEREN MAXIMOS
Svarer det?
FYRST JULIAN
Ja, ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Spørg mere.
FYRST JULIAN
Hvad er min gerning?
STEMMEN I LYSET
Riget.
FYRST JULIAN
Og på hvilken vej?
FYRST JULIAN
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?
STEMMEN I LYSET
Nødvendighedens vej.
HIS: 369
FYRST JULIAN
Og ved hvilken magt?
STEMMEN I LYSET
Ved at ville.
FYRST JULIAN
Hvad skal jeg ville?
STEMMEN I LYSET
Hvad du må.
FYRST JULIAN
Det blegner; det svinder –!
(nærmere)
Tal, tal! Hvad må jeg?
Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.
FYRST JULIAN
Borte.
FYRST JULIAN
(han lægger sig atter ned)
Hvad er riget?
FYRST JULIAN
Tre?
FYRST JULIAN
Og det tredje?
MYSTIKEREN MAXIMOS
FYRST JULIAN
Og det rige skal komme –?
FYRST JULIAN
bryder hvast af
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?
HIS: 371
MYSTIKEREN MAXIMOS
De tre hjørnestene under nødvendighedens vrede.
FYRST JULIAN
Hvem, hvem?
FYRST JULIAN
Nævn dem!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke; – men jeg kunde vise dig dem –
MYSTIKEREN MAXIMOS
Vogt dig –!
FYRST JULIAN
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale med dem, en for en.
MYSTIKEREN MAXIMOS
(han svinger sin stav og råber)
HIS: 372
MYSTIKEREN MAXIMOS
med tilhyllet ansigt
Hvad ser du?
FYRST JULIAN
dæmpet
(nølende)
Kan du, så tal til mig!
FYRST JULIAN
Hvi forbrød du dig?
STEMMEN
Hvi blev jeg ikke min broder?
FYRST JULIAN
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?
STEMMEN
Hvi blev jeg mig selv?
FYRST JULIAN
Og hvad vilde du, som dig selv?
FYRST JULIAN
Og hvorfor måtte du?
STEMMEN
Jeg var mig.
FYRST JULIAN
Du er ordknap.
FYRST JULIAN
Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde)
STEMMEN
Tegnet.
FYRST JULIAN
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt har din brøde båret?
HIS: 374
STEMMEN
Den herligste.
STEMMEN
Livet.
FYRST JULIAN
Og livets grund?
STEMMEN
Døden.
FYRST JULIAN
Og dødens?
STEMMEN
taber sig, som i et suk
Ja, det er gåden!
FYRST JULIAN
Borte!
MYSTIKEREN MAXIMOS
ser op
Borte?
HIS: 375
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Kendte du ham?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvem var det?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Den vej altså! Forsk ikke mere!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!
FYRST JULIAN
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven)
FYRST JULIAN
stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden afværgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet
Ikke nærmere!
HIS: 376
MYSTIKEREN MAXIMOS
bortvendt
Ser du ham?
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvorledes ser du ham?
FYRST JULIAN
Tal til ham, Maximos!
FYRST JULIAN
Hvad var du i livet?
STEMMEN
Hvor var vognen rullet hen uden mig?
FYRST JULIAN
Hvor rulled den hen ved dig?
HIS: 377
STEMMEN
FYRST JULIAN
Hvi hjalp du?
STEMMEN
Fordi jeg var villende.
FYRST JULIAN
Hvad vilde du?
STEMMEN
Hvad jeg måtte ville.
STEMMEN
Mesteren.
STEMMEN
Ja, det er gåden!
Kort stilhed.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du tier?
HIS: 378
FYRST JULIAN
Han er her ikke mere.
MYSTIKEREN MAXIMOS
ser op
Kendte du ham?
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvad hed han i livet?
MYSTIKEREN MAXIMOS
springer op
Afgrunden skyder blomster; natten forråder sig selv!
FYRST JULIAN
skriger til ham
Den tredje frem!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Han skal komme!
(svinger staven)
(kaster sig atter ned på 1.utg: 132
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem, du tredje store frigivne under nødvendigheden!hyndet og vender sit ansigt bort)
Hvad ser du?
FYRST JULIAN
Jeg ser intet.
FYRST JULIAN
Intet; intet!
MYSTIKEREN MAXIMOS
svinger atter staven
Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet)
FYRST JULIAN
rejser sig
Hvorfor? Tal, tal!
FYRST JULIAN
Han lever?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ja, han lever.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; – jeg ved ikke –
HIS: 380
FYRST JULIAN
trænger ind på ham
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her, sagde du –!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Slip min kappe!
FYRST JULIAN
Altså du eller jeg! Men hvem af os?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Slip kappen, Julian!
FYRST JULIAN
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du er mere vidende end jeg. Hvad forkyndte røsten i lyset?
FYRST JULIAN
Røsten i lyset –?
(med et skrig)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Det tredje rige!
FYRST JULIAN
HIS: 381
FYRST JULIAN
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke tjene den. Jeg er fri, fri, fri!
Larm udenfor; danserinderne og fløjtespillerne flygter.
FYRST JULIAN
Der trænger fremmede mennesker ind i huset –
MYSTIKEREN MAXIMOS
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!
FYRST JULIAN
Vær rolig; os kan ingen ramme.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Fremmede mænd har omringet huset; de har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten med vold. Der kommer de, herre! Der er de!
HIS: 382
QUÆSTOREN LEONTES
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min nådigste herre –
QUÆSTOREN LEONTES
FYRST JULIAN
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!
QUÆSTOREN LEONTES
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens udsending.
FYRST JULIAN
bleg
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg, Leontes! Denne mand (tyder mod Maximos) er hos mig som læge.
QUÆSTOREN LEONTES
Tillad mig, nådige herre –!
QUÆSTOREN LEONTES
Han vil glæde dig, herre, med et stort og vigtigt budskab.
HIS: 383
FYRST JULIAN
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab du bringer.
QUÆSTORENS FØLGE
Længe leve Cæsar Julian!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Cæsar!
FYRST JULIAN
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?
QUÆSTOREN LEONTES
O, spørg ikke.
FYRST JULIAN
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor er Gallos?
FYRST JULIAN
Død!
HIS: 384
QUÆSTOREN LEONTES
Salig hos sin hustru.
FYRST JULIAN
Død; død! Gallos død! Død midt på sit sejerstog! Men når, – og hvor?
GREGOR FRA NAZIANZ
brydes med vagten ved indgangen
Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. – Julian!
FYRST JULIAN
Gregor, broder, – så kom du dog igen!
GREGOR FRA NAZIANZ
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en pileregn over staden?
FYRST JULIAN
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
FYRST JULIAN
Kejserens bud, Gregor!
GREGOR FRA NAZIANZ
Du vil træde på din broders blodige lig –
HIS: 385
FYRST JULIAN
Blodige –?
GREGOR FRA NAZIANZ
Ved du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.
FYRST JULIAN
med sammenslagne hænder
Myrdet!
QUÆSTOREN LEONTES
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.
FYRST JULIAN
Myrdet; – hvo myrded ham?
FYRST JULIAN
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet vil jeg vide.
QUÆSTOREN LEONTES
O, lad mig skåne dine broderlige øren.
HIS: 386
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
bøjer sig
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af slægten, Gregor! – Kejser Konstanzios er stor.
FYRST JULIAN
Rød! Væk med den! Var det den, han bar i Pola –?
FYRST JULIAN
med et blik til Maximos
Fra Sidon! Purpurklædningen –!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Apollinaris’s syn!
HIS: 387
GREGOR FRA NAZIANZ
Julian; Julian!
QUÆSTOREN LEONTES
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren. Han lader dig sige at han, børnløs som han er, håber at du vil læge dette hans livs dybeste sår. Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det hans vilje at du går som Cæsar til Gallien. De Rhin-strømmen og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget.
De 1.utg: 140
alemanske grænsefolk HU: 105
har sat over Rhin-strømmen og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget.
FYRST JULIAN
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Tegn imod tegn.
QUÆSTOREN LEONTES
Hvorledes, høje Cæsar?
FYRST JULIAN
Også mig er visse ting varslet; men dette –
QUÆSTOREN LEONTES
Hvo er du, som trodser kejseren?
HIS: 388
GREGOR FRA NAZIANZ
BASILIOS FRA CÆSARÆA
baner sig vej gennem mængden
Tag ikke purpuret, Julian!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –
FYRST JULIAN
Hvad forfærder dig ved dette?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
De rædsler, som vil komme.
FYRST JULIAN
Ved mig skal riget grundfæstes.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Kristi rige?
FYRST JULIAN
Kejserens store skønne rige.
HIS: 389
BASILIOS FRA CÆSARÆA
BASILIOS FRA CÆSARÆA
MYSTIKEREN MAXIMOS
Tegn imod tegn, Cæsar!
FYRST JULIAN
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside)
Hvor fører du mig hen?
QUÆSTOREN LEONTES
Til Rom, herre!
FYRST JULIAN
QUÆSTOREN LEONTES
O, herre, en så hånende mistro –
HIS: 390
FYRST JULIAN
Gallos’s legeme er knapt rådnet endnu.
QUÆSTOREN LEONTES
Jeg kan hæve alle tvivl. (tager et papir frem) Dette brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig i enrum –
FYRST JULIAN
Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, – Helena til mig!
FYRST JULIAN
Helena til mig! Det uopnålige vundet! – Men hun, Leontes –?
QUÆSTOREN LEONTES
Ved afskeden tog han fyrstinden ved hånden og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde, og lad ham vide at han altid har været den mand, som – –
HIS: 391
FYRST JULIAN
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyrdes alt!
(han råber højt)
Purpurkappen om mig!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du har valgt?
FYRST JULIAN
Valgt, Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Valgt, trods tegn imod tegn?
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos, Maximos, du har været blind, du seende! – Purpurkåben om mig!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Det er sked!
MYSTIKEREN MAXIMOS
mumler for sig selv, med oprakte hænder
Sejr og lys over den villende!
FYRST JULIAN
HIS: 392
STEMMER BLANDT QUÆSTORENS FØLGE
Plads, plads for Cæsar Julian!
Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun Gregor og Basilios blir stående.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os holde sammen.
GREGOR FRA NAZIANZ
Her er min hånd.
Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats « De varme bade» udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.
Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats « De varme bade» udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en armstol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står ovenfor hende og holder forhænget tilside.
FYRSTINDE HELENA
SLAVINDEN MYRRHA
Jo, jeg synes visst –
FYRSTINDE HELENA
SLAVINDEN MYRRHA
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo altid kommen som sejerherre.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle disse krydsende stadsforstanderne og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger udenfor portene?
efter alle de mindre sammenstød. Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle disse krydsende HIS: 394
rygter. Hvis Cæsar var kommen som sejerherre, hvorfor skulde han da have skikket hint brev til stadsforstanderne og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger udenfor portene?
SLAVINDEN MYRRHA
O, du ved jo, herskerinde, hvor lidet din høje husbond tragter efter slige ting.
FYRSTINDE HELENA
HUSMESTEREN EUTHERIOS
fra baggrunden
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare noget pålideligt –
FYRSTINDE HELENA
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv må dog vide –
HUSMESTEREN EUTHERIOS
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag –
(lytter og skriger ud)
Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian; min elskede!
rustning, kommer hurtigt fra baggrunden
HIS: 395
CÆSAR JULIAN
i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden
Helena!
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Min høje Cæsar!
CÆSAR JULIAN
favner fyrstinden med voldsomhed
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!
FYRSTINDE HELENA
Slagen! Forfulgt!
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Herre!
CÆSAR JULIAN
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra kejseren?
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Nej, herre; men der er en udsending ivente.
CÆSAR JULIAN
Gå, gå! (til slavinden) Væk med dig.
Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.
CÆSAR JULIAN
trækker forhænget sammen
Hvem ved. Blot varsom, så kan uvejret endnu –
HIS: 396
FYRSTINDE HELENA
Efter et sådant nederlag –?
CÆSAR JULIAN
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig levende igen.
FYRSTINDE HELENA
springer op
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?
FYRSTINDE HELENA
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har sejret, og dog –?
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
HIS: 397
FYRSTINDE HELENA
Hvad? Hvad?
CÆSAR JULIAN
Hvilken forandring med dig i disse måneder! Helena, har du været syg?
FYRSTINDE HELENA
Nej, nej; men sig mig –?
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian! Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende bønner til den højt velsignede på korsets træ –
FYRSTINDE HELENA
Der kan intet dølges længer. Siden kejserindens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed det at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne sig
Siden kejserindens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed det at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne sig HIS: 398
til at bære krigsrustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne, så måtte jeg høre at jeg burde kunnet opnå mere.
FYRSTINDE HELENA
Men alle dine venner i hæren –
CÆSAR JULIAN
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til 1.utg: 151
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
FYRSTINDE HELENA
Ah, Julian!
CÆSAR JULIAN
går op og ned
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor! Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spiseseddel, min kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget deri, hverken lægge til eller tage fra!
rænker på spor! Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spiseseddel, min kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget deri, hverken lægge til eller tage fra!
CÆSAR JULIAN
Alle ved det, uden du. Alle spotter over Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil ikke bære det!
FYRSTINDE HELENA
Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har rygtet overdrevet –?
CÆSAR JULIAN
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss; hvad var det? (lytter mod døren) Nej, nej; jeg syntes kun –.
Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Knodomar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden han havde fåt samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til angreb.
1.utg: 152
Jeg tør sige at jeg i disse måneder har udrettet alt, hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Knodomar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden han havde fåt samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til angreb.
FYRSTINDE HELENA
Min helt, min Julian!
CÆSAR JULIAN
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus drev barbarerne mere og mere østligt imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte, under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Knodomar mærked at der var al fare, søgte han at undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men før det kunde HIS: 400
ske lod jeg Florentius møde ham med prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt, men visst er det at forræderi eller misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som kasted sig til jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene –
CÆSAR JULIAN
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel.
holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel.
FYRSTINDE HELENA
Julian! O, du elsker mig ikke!
CÆSAR JULIAN
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom, min elskede! Det var som om en lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd.
lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd.
FYRSTINDE HELENA
HIS: 401
CÆSAR JULIAN
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i, Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig.
1.utg: 154
der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig.
FYRSTINDE HELENA
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig tryg?
FYRSTINDE HELENA
Et tilfælde?
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
O, tal dog; du ængster mig!
CÆSAR JULIAN
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med at jeg omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.
den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med at jeg 1.utg: 155
skulde flåes levende når jeg faldt i hans hænder. Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælvende over HIS: 402
hele legemet; knækket af ulykken, således, som det er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.
FYRSTINDE HELENA
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte du ham, min elskede?
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
Uden at pine ham?
CÆSAR JULIAN
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, – jeg fatter ikke hvorledes det gik til, – i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige kejser!
du mægtige kejser!
FYRSTINDE HELENA
Ah!
CÆSAR JULIAN
Mine ledsagere vilde til at le; men barbar-kongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt Titan havde slynget et berg ud i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men –
1.utg: 156
soldaternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte de omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om en Titan havde slynget et berg ud i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men –
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
Ja, ja; men soldaterne –?
CÆSAR JULIAN
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille omkring, hvide af skræk og vrede.
FYRSTINDE HELENA
Ja, ja, – de, men ikke soldaterne.
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele, men –
HIS: 404
FYRSTINDE HELENA
Nu, – og hvad har han svaret?
CÆSAR JULIAN
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående taushed når han vil ramme nogen.
FYRSTINDE HELENA
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig sikkerhed for at –
FYRSTINDE HELENA
O, Herre min Gud, lad mig se!
CÆSAR JULIAN
Siden, siden.
(han går op og ned)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden for lange tider, mens han selv har lidt nederlag på nederlag ved Donau og mens hæren i Asien ikke synes at spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
nederlag ved Donau og mens hæren i Asien ikke synes at HU: 116
vinde et skridts fremgang 1.utg: 158
imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her, hvor man satte en modstræbende visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
FYRSTINDE HELENA
Ja, jeg tror det også.
HIS: 405
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stående ved dette.
CÆSAR JULIAN
standser
Helena, kunde du følge mig?
FYRSTINDE HELENA
sagte
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.
FYRSTINDE HELENA
Hvad siger du? Ensomhed!
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
ser nedad ham
Ah, således!
CÆSAR JULIAN
Hvad ellers?
FYRSTINDE HELENA
Nu ja; hvad ellers?
HIS: 406
CÆSAR JULIAN
Ja ja, – jeg spørger, hvad ellers?
FYRSTINDE HELENA
nærmere
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?
CÆSAR JULIAN
vigende
Helena!
FYRSTINDE HELENA
atter nærmere
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i soldaternes rækker?
CÆSAR JULIAN
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor hver dør!
FYRSTINDE HELENA
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Hjem igen til din broder?
HIS: 407
FYRSTINDE HELENA
sagte
CÆSAR JULIAN
Helena!
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Du ældes ikke; du er ung og skøn!
FYRSTINDE HELENA
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære dette med tålmod; livet går fra mig!
CÆSAR JULIAN
ser på hende
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du ikke!
CÆSAR JULIAN
favner hende
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den eneste, som har elsket mig.
FYRSTINDE HELENA
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere. Når alt er over, så –
HIS: 408
CÆSAR JULIAN
river sig løs
Stille! Jeg vil ikke høre mere.
FYRSTINDE HELENA
går efter ham
CÆSAR JULIAN
Ti, ti!
FYRSTINDE HELENA
Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind under korsets nåde.
blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind under korsets nåde.
FYRSTINDE HELENA
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge hans herlighed; hans pris skal HIS: 409
forkyndes ved os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og da, min Julian, – når du ser mig igen –; forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord, og middelet skal være usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod –
CÆSAR JULIAN
Du skønne, du eneste!
CÆSAR JULIAN
med et blik mod døren, råber
Helena!
FYRSTINDE HELENA
Ah!
CÆSAR JULIAN
Er han kommen?
HIS: 410
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Ja, herre!
CÆSAR JULIAN
Hans navn? Hvem er han?
FYRSTINDE HELENA
Virkelig? Den fromme Decentius!
CÆSAR JULIAN
Hvem har han talt med?
CÆSAR JULIAN
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Godt, nådigste herre!
Han går ud i baggrunden.
CÆSAR JULIAN
Nu, min Helena, nu vil det vise sig –
FYRSTINDE HELENA
sagte
Hvad der end viser sig, så glem ikke at du kan stole på soldaterne.
HIS: 411
CÆSAR JULIAN
Ah, stole, stole –; jeg ved ikke om jeg kan stole på nogen.
Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.
FYRSTINDE HELENA
imod ham
TRIBUNEN DECENTIUS
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tænker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes er det med hans sundhed?
CÆSAR JULIAN
Gå, gå, min elskede Helena!
TRIBUNEN DECENTIUS
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset, at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du fromme Decentius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i guldskåler! Hvor forsmægter her i Gallien.
Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i guldskåler! Hvor HIS: 412
skal de ikke læske mig; – frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
CÆSAR JULIAN
Et glædes-måltid skal ende dagen; men forretninger først. Gå, min dyrebare hustru!
FYRSTINDE HELENA
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og for alle håb.
Hun går ud til højre.
TRIBUNEN DECENTIUS
Brevskaber.
CÆSAR JULIAN
læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud
Mere!
TRIBUNEN DECENTIUS
Høje Cæsar, det er omtrent alt.
CÆSAR JULIAN
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange vej kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned)
Var Alemanerkongen Knodomar kommen til Rom før din afrejse?
HIS: 413
TRIBUNEN DECENTIUS
Ja, høje Cæsar!
CÆSAR JULIAN
TRIBUNEN DECENTIUS
Knodomar er død, herre!
CÆSAR JULIAN
standser
Knodomar er død?
CÆSAR JULIAN
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.
TRIBUNEN DECENTIUS
Alemanerkongen døde af hjemve, herre! Længselen efter slægt og frihed –
HIS: 414
CÆSAR JULIAN
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg ved det. – Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg burde ladet ham dræbe her.
TRIBUNEN DECENTIUS
Cæsars sind er mildt.
CÆSAR JULIAN
Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere. (til Decentius) Siden slaget ved Argentoratum taler han altid til mig om sejers-vognen og det hvide forspand. (til Sintula) Det blev Phaëtons færd med lybske solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
faun? Frist mig ikke mere. (til Decentius) Siden slaget ved Argentoratum taler han altid til mig om sejers-vognen og det hvide forspand. (til Sintula) Det blev Phaëtons færd med 1.utg: 168
de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
CÆSAR JULIAN
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger. Jeg ved virkelig ikke at tage det på anden måde. – Der har vi dem.
Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.
prætorianhøvdingen Florentius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.
CÆSAR JULIAN
går dem imøde
CÆSAR JULIAN
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig, – hvad fattedes i Cæsars lykke?
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?
CÆSAR JULIAN
Nu ingenting. (til Decentius) Hæren har forlangt at jeg skulde holde sejers-indtog i staden. I spidsen Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved – (bryder pludselig af) Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver og hilsninger fra Rom.
1.utg: 169
for legionerne vilde man at jeg skulde drage ind gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved – (bryder pludselig af) Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver og hilsninger fra Rom.
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.
HÆRFØREREN SEVERUS
sagte til Florentius
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!
HIS: 416
CÆSAR JULIAN
Det synes, som om en forundringsfuld stumhed havde slåt eder alle. – Man finder at kejseren har gjort formeget, gode Decentius!
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?
HÆRFØREREN SEVERUS
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for sin nåde?
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet i disse få år i Gallien?
CÆSAR JULIAN
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har slet intet udrettet. Intet, intet!
HIS: 417
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
HÆRFØREREN SEVERUS
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden ledelse –
CÆSAR JULIAN
Overdrivelse, Severus!
CÆSAR JULIAN
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Hvorledes, herre? Kan du tvivle om så store ting?
CÆSAR JULIAN
HIS: 418
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
ligeledes til tribunen
FLERE HOFMÆND
trænger sig frem
Ja, herre, Cæsar er stor!
ANDRE HERRER
klapper i hænderne
Cæsar er uden lige!
CÆSAR JULIAN
ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han ud i en høj kort latter
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han holder i hånden)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og sug det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det er kejserens melding til alle statholderne rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord: det var under kejserens lykkelige forvarsler at den riget overhængende fare blev afvendt.
under kejserens lykkelige forvarsler at den riget overhængende fare blev afvendt.Alle rigets sager nyder fremgang under kejserens forvarsler.
CÆSAR JULIAN
Mere, mere! Her berettes det, at det er kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er kejseren, som har løftet op den ydmygt bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo her; her står det; det var kejseren, som påbød slagordningen; det var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!
HU: 125
skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo her; her står det; det var kejseren, som påbød slagordningen; det var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!
HÆRFØREREN SEVERUS
Høje Cæsar, dit ord er nok.
CÆSAR JULIAN
Og hvor vil I så hen med eders dårende tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette? Du ser at jeg i min egen lejr må holde øje med tilhængere, som stundom grænsepæle.
dårende tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette? Du ser at jeg i min egen lejr må holde øje med tilhængere, som stundom 1.utg: 174
i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle.
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
hurtigt til tribunen
I sandhed, mine ord er bleven højlig mistydede, ifald –
HIS: 420
CÆSAR JULIAN
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det. Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom. Han finder derfor at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula, og sørg for at de påtænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at de skal forblive i lejren udenfor murene.
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det. Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom. Han finder derfor at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula, og sørg for at de påtænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at de skal forblive i lejren udenfor murene.Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.
TRIBUNEN DECENTIUS
TRIBUNEN DECENTIUS
Rigets grænse er sikret imod Rhin.
HIS: 421
CÆSAR JULIAN
Af kejseren, af kejseren.
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Lad se, lad se! (læser) Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han op og siger)
CÆSAR JULIAN
En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og læser papirerne igennem på ny.
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det selvfølgelig ikke dermed ment at –
HÆRFØREREN SEVERUS
sagte
Aldrig kunde det komme i min tanke at det ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
EN HOFMAND
på tribunens anden side
EN ANDEN HOFMAND
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed, som om forvovne håb –
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius! Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde nedlægge denne ansvarsfulde værdighed.
TRIBUNEN DECENTIUS
Det skal blive kejseren meldt.
CÆSAR JULIAN
Jeg kræver himlen til vidne på at jeg aldrig –; ah, der er Sintula; så kan vi altså – rend="next">(til tribunen) Du går?
TRIBUNEN DECENTIUS
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar!
HIS: 423
CÆSAR JULIAN
TRIBUNEN DECENTIUS
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare slægtning.
Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som blir stående ved døren.
CÆSAR JULIAN
ser en stund på ham
Sintula!
STALDMESTEREN SINTULA
Ja, høje herre!
CÆSAR JULIAN
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på at du kunde være mig så hengiven.
CÆSAR JULIAN
peger på papirrullen
Her kan jeg læse mig det til; der står at du skal forlade mig.
STALDMESTEREN SINTULA
Jeg, herre?
CÆSAR JULIAN
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!
HIS: 424
STALDMESTEREN SINTULA
Opløser –?
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
CÆSAR JULIAN
Just det, Sintula! Kejseren skriver at jeg gav hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke. Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det. Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede harm, kanske deres dødbringende våben, imod mig.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner vil byde dig sit bryst til skjold.
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
Ah, dette er –!
HIS: 425
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af dine hærførere lader sig bruge til dette.
STALDMESTEREN SINTULA
Jeg, min Cæsar!
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd, som Florentius og den gamle Severus –
STALDMESTEREN SINTULA
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her villet unde mig lejlighed til at vise –
CÆSAR JULIAN
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for din troskab.
HIS: 426
STALDMESTEREN SINTULA
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –
CÆSAR JULIAN
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge til dette.
STALDMESTEREN SINTULA
Gud forbyde at jeg skulde nægte kejseren lydighed!
CÆSAR JULIAN
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!
STALDMESTEREN SINTULA
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig. Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.
CÆSAR JULIAN
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.
STALDMESTEREN SINTULA
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din pligt.
HIS: 427
SLAVINDEN MYRRHA
O, nådige himmel, min herskerinde –
CÆSAR JULIAN
Din herskerinde, – hvad hun?
SLAVINDEN MYRRHA
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!
CÆSAR JULIAN
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme, Sintula! Hent ham!
Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil ile ud til højre, men møder i døren fyrstinde Helena omringet af slavinder. Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.
Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Helena! For Guds nådes skyld –!
FYRSTINDE HELENA
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder mig med nålestik!
FYRSTINDE HELENA
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne, Myrrha!
HIS: 428
LÆGEN ORIBASES
kommer fra baggrunden
CÆSAR JULIAN
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!
FYRSTINDE HELENA
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
Hun synker halvt om mellem slavinderne.
CÆSAR JULIAN
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases? Se, – se øjnene, hvor store –!
LÆGEN ORIBASES
til Myrrha
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun spist eller drukket?
CÆSAR JULIAN
Ah, du tror –?
LÆGEN ORIBASES
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?
SLAVINDEN MYRRHA
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –
HIS: 429
CÆSAR JULIAN
Frugter! Ferskener? Af dem, som –?
SLAVINDEN MYRRHA
Ja – nej – ja; jeg ved ikke, herre; – det var to Nubiere –
CÆSAR JULIAN
Hjælp, hjælp, Oribases!
LÆGEN ORIBASES
Desværre, jeg frygter –
CÆSAR JULIAN
Nej, nej, nej!
LÆGEN ORIBASES
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.
CÆSAR JULIAN
Helena! Hør; saml dine tanker –
LÆGEN ORIBASES
Min høje fyrstinde –
CÆSAR JULIAN
Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd) Nej, her, hvor jeg står.
HIS: 430
CÆSAR JULIAN
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!
FYRSTINDE HELENA
Den afskyelige; – altid er han om mig.
CÆSAR JULIAN
Hvad mener hun?
LÆGEN ORIBASES
Gå tilside, nådige herre –!
FYRSTINDE HELENA
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min Gallos!
CÆSAR JULIAN
Gallos?
LÆGEN ORIBASES
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –
FYRSTINDE HELENA
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
CÆSAR JULIAN
Alle afgrundes afgrund –!
LÆGEN ORIBASES
Vildelsen tager til –
CÆSAR JULIAN
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske, Oribases!
SLAVINDEN MYRRHA
Herre, befaler du ikke at jeg skal –?
CÆSAR JULIAN
Væk med dig, kvinde!
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases! Jeg selv skal vogte fyrstinden.
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Ikke nærmere, Oribases!
FYRSTINDE HELENA
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter dette. Du ved jo vor søde hemmelighed. i din tjeners skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –
1.utg: 186
O, du mine dages længsel, mine HIS: 432
nætters henrykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –
CÆSAR JULIAN
viger med et skrig
Ah!
FYRSTINDE HELENA
med udbredte arme
Min elsker og herre! Min, min –!
Hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.
CÆSAR JULIAN
står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber
Galilæer!
Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer ridderen Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.
RIDDEREN SALLUST
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!
Sig sandheden! Har du før idag vidst at –; nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst noget om – om fyrstindens tilstand?
LÆGEN ORIBASES
Jeg, som alle andre, herre!
CÆSAR JULIAN
Og du har intet sagt mig, Oribases!
CÆSAR JULIAN
Hvor kunde du vove at fortie sligt!
LÆGEN ORIBASES
Herre, der var et, vi alle var uvidende om.
CÆSAR JULIAN
Og det var?
LÆGEN ORIBASES
At Cæsar intet vidste.
Han vil gå.
CÆSAR JULIAN
Hvorhen?
LÆGEN ORIBASES
Prøve de midler, som min kunst –
CÆSAR JULIAN
Jeg tror at din kunst vil vise sig unyttig.
LÆGEN ORIBASES
Herre, det var dog muligt at –
CÆSAR JULIAN
Unyttig, siger jeg!
HIS: 434
LÆGEN ORIBASES
et skridt tilbage
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig i dette.
CÆSAR JULIAN
LÆGEN ORIBASES
Ah!
CÆSAR JULIAN
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –
LÆGEN ORIBASES
bøjer sig ærbødigt
Jeg tror min kunst er unyttig, herre!
Han går ud til højre.
CÆSAR JULIAN
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.
CÆSAR JULIAN
kort og afværgende
Fyrstinden dør.
RIDDEREN SALLUST
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
HIS: 435
CÆSAR JULIAN
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for en dag, og så –
TRIBUNEN DECENTIUS
kommer fra baggrunden
CÆSAR JULIAN
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius! Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og slørende nok, for at bringe dette i en tålelig fremstilling for kejserens broderlige øre!
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende havstorm, just som skibet syntes at ville løbe ind i en længe forønsket havn; denne, denne –; sorgen gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig. Men først forretninger. De to Nubiere skal fængsles og forhøres.
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?
HIS: 436
TRIBUNEN DECENTIUS
TRIBUNEN DECENTIUS
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for alle og enhver –
syvfold fortjent døden, de efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for alle og enhver –
CÆSAR JULIAN
Aha! Ja så, Decentius!
TRIBUNEN DECENTIUS
STALDMESTEREN SINTULA
kommer fra baggrunden
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på ingen måde magter.
HIS: 437
STALDMESTEREN SINTULA
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed ikke voksen.
TRIBUNEN DECENTIUS
Hvad er hændt?
STALDMESTEREN SINTULA
TRIBUNEN DECENTIUS
Trods imod kejserens vilje!
STALDMESTEREN SINTULA
Soldaterne råber på at de vil holde sig til Cæsars løfter.
CÆSAR JULIAN
Hør, hør; disse brøl udenfor –!
STALDMESTEREN SINTULA
Sværmen stormer hid –
TRIBUNEN DECENTIUS
Lad ingen slippe ind!
RIDDEREN SALLUST
ved vinduet
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af truende soldater.
HIS: 438
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Jeg vil selv tale med de rasende.
CÆSAR JULIAN
Hvad nu?
TRIBUNEN DECENTIUS
RIDDEREN SALLUST
Ah!
CÆSAR JULIAN
Så kom det dog!
CÆSAR JULIAN
Til Rom!
HIS: 439
STALDMESTEREN SINTULA
Hvad siger du, herre!
CÆSAR JULIAN
Som Gallos! (råber gennem vinduet) Hjælp, hjælp!
RIDDEREN SALLUST
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, bataviske hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind gennem vinduet. På samme tid trænger en anden sværm ind gennem døren i baggrunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, tildels med børn på armene, følger de indtrængende.
SKRIG BLANDT SOLDATERNE
Cæsar, Cæsar!
ANDRE STEMMER
Cæsar, hvi har du forrådt os?
CÆSAR JULIAN
kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra mine fiender!
HIS: 440
TRIBUNEN DECENTIUS
Ah, hvad er det –!
VILDE SKRIG
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!
CÆSAR JULIAN
Slut kreds om mig; drag eders sværd!
CÆSAR JULIAN
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros! Ja, ja; på dig kan jeg stole.
CÆSAR JULIAN
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde mig, som de myrded min broder Gallos!
FANEBÆREREN MAUROS
Hvad siger du, herre?
HIS: 441
TRIBUNEN DECENTIUS
Tro ham ikke!
CÆSAR JULIAN
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden skyld.
UNDERFØREREN LAIPSO
Det mindes Cæsar?
CÆSAR JULIAN
UNDERFØREREN VARRO
Har du virkelig villet det?
CÆSAR JULIAN
Lægg ikke kejseren til last at han afslog min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således, som jeg kender eder.
TRIBUNEN DECENTIUS
Soldater, hør mig –!
HIS: 442
MANGE STEMMER
ANDRE
trænger truende frem
Cæsar skal stå os til regnskab!
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
MANGE SOLDATER
Fem guldstykker og et pund sølv!
ANDRE SOLDATER
Og det nægtes os!
ATTER ANDRE
Hvem tør nægte Cæsar noget!
FANEBÆREREN MAUROS
Således handler man med Cæsar, soldaternes fader!
HIS: 443
UNDERFØREREN LAIPSO
Med Cæsar, som mere har været os en ven end en herre! Eller har han kanske ikke?
MANGE STEMMER
Jo, jo, det har han!
UNDERFØREREN VARRO
Bør ikke Cæsar, sejerherren, kunne vælge til høvedsmænd, hvem han vil?
CÆSAR JULIAN
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal føres bort til de fjerneste lande for at gå en uviss skæbne imøde –
SOLDATERNE
Vi går ikke!
CÆSAR JULIAN
HIS: 444
MANGE SOLDATER
stimler om ham
Cæsar! Gode Cæsar!
CÆSAR JULIAN
KVINDERNE
grædende
Cæsar, Cæsar, tag dig af os!
UNDERFØREREN LAIPSO
Skriv til kejseren og lad ham vide –
CÆSAR JULIAN
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på sind og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets vel. Ikke sandt, Decentius?
TRIBUNEN DECENTIUS
Jo, visselig; men –
CÆSAR JULIAN
(han trykker de omståendes hænder)
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er forblevne trofaste imod eders fædrene guder! – – Ved I vel at kejseren har holdt sejersindtog i Rom?
HIS: 445
FANEBÆREREN MAUROS
Har kejseren?
CÆSAR JULIAN
Som han kom fra Donau har han holdt sejersindtog for vore sejervindinger –
TRIBUNEN DECENTIUS
truende
Høje Cæsar, betænk –!
Latter blandt soldaterne.
ENKELTE STEMMER
Er det en kejser!
UNDERFØREREN VARRO
Og ham skal vi lyde!
HIS: 446
FANEBÆREREN MAUROS
Cæsar, tag du styret!
TRIBUNEN DECENTIUS
Oprør –!
MANGE STEMMER
Tag magten; tag magten, Cæsar!
CÆSAR JULIAN
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig, gode Mauros, – hvad råbte han?
CÆSAR JULIAN
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?
FANEBÆREREN MAUROS
Leve kejser Julian!
DE BAGENFOR STÅENDE
Hvad går for sig?
UNDERFØREREN VARRO
De udråber Cæsar Julian til kejser!
HØJE SKRIG
Leve kejseren! Leve kejser Julian!
forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.
HIS: 447
Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.
CÆSAR JULIAN
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater, venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende arme –! Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg lægger eder intet til last, I trofaste; det er fortvivlelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan vidne for Konstanzios at jeg kun nødtvungen – rend="next">(vender sig til Varro) Gå, høvedsmand, og forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil uden ophold skrive til Rom –
lægger eder intet til last, I trofaste; det er fortvivlelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan vidne for Konstanzios at jeg kun nødtvungen – rend="next">(vender sig til Varro) Gå, høvedsmand, og forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil uden ophold skrive til Rom –
CÆSAR JULIAN
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.
FANEBÆREREN MAUROS
Denne kan gøre det.
Han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om Cæsars pande.
HIS: 448
SOLDATER
De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser ham for mængden under længe vedvarende bifaldsråb.
LEGIONSSOLDATER
Fem guldstykker og et pund sølv!
BATAVER
Ikke over Alperne!
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
med oprakte hænder
Guddommelige visdom, lys op i hans formørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før!
I Vienna. Et hvælvet rum i katakomberne. Til venstre snor sig en bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en mængde trin ned til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en brændende hængelampe.
katakomberne. Til venstre snor sig en bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en mængde trin ned til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en brændende hængelampe.Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den udenfor tilbyggede kirke.
uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den udenfor tilbyggede kirke.
CÆSAR JULIAN
taler nedad
Endnu intet tegn?
EN STEMME
dybt nede
Intet.
CÆSAR JULIAN
Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?
STEMMEN
Begge dele.
CÆSAR JULIAN
Det er jævngodt med intet.
STEMMEN
Vent, vent.
RIDDEREN SALLUST
kommer oppe fra gangen tilvenstre
Herre; herre!
CÆSAR JULIAN
Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?
RIDDEREN SALLUST
Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.
CÆSAR JULIAN
Hvad vil du?
RIDDEREN SALLUST
Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud til de levende igen.
CÆSAR JULIAN
Hvad nyt oppe fra verden?
RIDDEREN SALLUST
Ja, herre!
HIS: 451
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
Hvorledes udlægges det?
RIDDEREN SALLUST
Tør jeg sige det?
CÆSAR JULIAN
Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?
RIDDEREN SALLUST
Mange tror at det mindre var sorg end anger, som så sælsomt drev dig ned under jorden.
CÆSAR JULIAN
De tror jeg dræbte hende?
RIDDEREN SALLUST
Det gådefulde i sagen må undskylde dem, om –
CÆSAR JULIAN
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren for dette syndens rige; derfor steg en engel fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og råbte på hende. Eller hvad? Ved du HIS: 452
ikke at presterne i Lutetia udlagde hendes død på denne vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke 1.utg: 206
hendes ligtog hid været som et sejerstog gennem landet? Strømmed ikke alle Viennas kvinder hendes kiste imøde udenfor portene, hilste hende med grønne grene i hænderne, bredte tepper ud på vejen og istemte lovsange til ære for himmelbruden, som førtes hjem til brudgommens hus? – Hvad lo du af?
RIDDEREN SALLUST
Jeg, herre?
CÆSAR JULIAN
Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene siden. Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad. Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars
forherligelse løftes hun opad. Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars HU: 144
var, og den anden gav hun –; nå, det var ikke det, vi skulde tale om; du er ikke indviet i lærens hemmeligheder, Sallust! – Hvad nyt, spurgte jeg om?
RIDDEREN SALLUST
CÆSAR JULIAN
Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os vel allerede i ånden foran Roms porte.
RIDDEREN SALLUST
RIDDEREN SALLUST
Du kom dog i sadlen, herre!
CÆSAR JULIAN
Men manden faldt.
RIDDEREN SALLUST
Bedre mænd vil falde, hvis Cæsar nøler.
CÆSAR JULIAN
Om min nødtvungne udråbelse. Man tvang mig; der var intet valg.
RIDDEREN SALLUST
Kejseren lader ikke den forklaring gælde. Det er hans agt, når en hær er samlet i de østlige landskaber, at rykke ind i Gallien.
CÆSAR JULIAN
Hvoraf ved du –?
CÆSAR JULIAN
Godt, godt; når det sker, vil jeg gå Konstanzios imøde, – ikke med sværd i hånd –
CÆSAR JULIAN
Kejseren er affældig.
RIDDEREN SALLUST
O, dette forfængelige håb! (kaster sig på knæ) Så tag mit liv, herre!
CÆSAR JULIAN
Hvad nu!
RIDDEREN SALLUST
Cæsar, tag mit liv; jeg vil heller dø på dit end på kejserens bud.
CÆSAR JULIAN
Rejs dig, ven!
HIS: 455
RIDDEREN SALLUST
Nej; lad mig ligge for min Cæsars fødder og tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte fordums venskab under samværet i Grækenland, – da jeg bad om at måtte dele krigens farer med dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg som en lønlig spejder i kejserens sold –
1.utg: 209
sige dig dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren ved Rhin, – da jeg minded dig om vort fordums venskab under samværet i Grækenland, – da jeg bad om at måtte dele krigens farer med dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg som en lønlig spejder i kejserens sold –
CÆSAR JULIAN
Du –!
RIDDEREN SALLUST
RIDDEREN SALLUST
Jeg var ødelagt, herre; og jeg syntes at Cæsar havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar, jeg forrådte dig – i de første måneder; siden ikke. Din vennesælhed, dit store sind, al den nåde, du viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde givet mig ud for, din trofaste tilhænger, og i mine lønlige breve til Rom førte jeg bag lyset dem, som havde udsendt mig.
slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar, jeg forrådte dig – i de første måneder; siden ikke. Din vennesælhed, dit store sind, al den nåde, du viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde givet mig ud for, din trofaste tilhænger, og i mine lønlige breve til Rom førte jeg bag lyset dem, som havde udsendt mig.
HIS: 456
RIDDEREN SALLUST
De indeholdt intet til skade for dig, herre! Hvad andre kan have skrevet, ved jeg ikke; jeg ved kun at jeg tidt nok vånded mig i kval under en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved mig så langt frem, som jeg på nogen måde turde. Hin skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din lejr, hvori meldes om kejserens sejers-indtog i Rom, og som du en morgen, undervejs til Lutetia, fandt indstukken under dit telt –; ja, du fandt den dog, herre?
vånded mig i kval under en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved mig så langt frem, som jeg på nogen måde turde. Hin skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din lejr, hvori meldes om kejserens sejers-indtog i Rom, og som du en morgen, undervejs til Lutetia, fandt indstukken under dit telt –; ja, du fandt den dog, herre?
CÆSAR JULIAN
Ja, ja –?
RIDDEREN SALLUST
CÆSAR JULIAN
RIDDEREN SALLUST
CÆSAR JULIAN
Ah, hvilket vanvid! Hvor kan du tænke –?
HIS: 457
RIDDEREN SALLUST
Kejseren tager en ny hustru, herre! (rækker ham nogle papirer) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve vil ikke levne nogen tvivl hos dig.
CÆSAR JULIAN
griber papirerne og læser
Ja, ved solens lys og magt –!
RIDDEREN SALLUST
O, havde jeg dog turdet tale før!
CÆSAR JULIAN
fremdeles læsende
Han tager en kvinde til svindende menneske-skygge –! Faustina –, hvad står der? ung – knapt nitten år gammel –, en datter af – ah! en datter af hin overmodige slægt. En ivrig kristen-kvinde altså.
(folder papirerne sammen) Du har ret, Sallust; hans affældighed rummer intet håb. Om han er affældig, døende, – hvad vil det sige? Er ikke Faustina from? En bebudelsens engel vil åbenbare sig; eller også –; ha-ha! kort og godt, – på en eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar tilveje, og så –
HU: 147
ægte. Konstanzios, – denne svindende menneske-skygge –! Faustina –, hvad står der? ung – knapt nitten år gammel –, en datter af – ah! en datter af hin overmodige slægt. En ivrig kristen-kvinde altså.
(folder papirerne sammen) Du har ret, Sallust; hans affældighed rummer intet håb. Om han er affældig, døende, – hvad vil det sige? Er ikke Faustina from? En bebudelsens engel vil åbenbare sig; eller også –; ha-ha! kort og godt, – på en eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar tilveje, og så –
CÆSAR JULIAN
Dette har været forberedt længe og i al stilhed, Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder. Helena –, det var ikke, som jeg tænkte, hendes uforsigtige tunge, der fældte hende –
HIS: 458
RIDDEREN SALLUST
Nej, herre!
CÆSAR JULIAN
– man har tænkt, – man har troet at –; o, uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte hun afvejen.
RIDDEREN SALLUST
CÆSAR JULIAN
RIDDEREN SALLUST
Kun et kan frelse dig, min Cæsar; du må handle før kejseren kommer til kræfter.
RIDDEREN SALLUST
HIS: 459
CÆSAR JULIAN
RIDDEREN SALLUST
Skåner du ham, så vil han inden tre måneder stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.
CÆSAR JULIAN
Ja, ja; det har du visselig ret i. Det er mig næsten som et tvingende bud at træde op imod ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel, som her handles om? Gælder det ikke tusenders liv? Eller stod det vel i min magt at afvende denne yderlighed? Du er mere skyldig, end jeg, Sallust! Hvorfor talte du ikke før nu?
afvende denne yderlighed? Du er mere skyldig, end jeg, Sallust! Hvorfor talte du ikke før nu?
CÆSAR JULIAN
En ed. Så. Ved dine forfædres guder?
RIDDEREN SALLUST
Ja, herre, – ved Zeus og ved Apollon.
CÆSAR JULIAN
Og dog bryder du eden?
RIDDEREN SALLUST
Jeg ønsker at leve.
HIS: 460
CÆSAR JULIAN
Men guderne?
RIDDEREN SALLUST
Guderne – de er langt borte.
CÆSAR JULIAN
Ja, eders guder er langt borte; de hemmer ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en mand rum omkring sig til at handle. O, denne græske lykke, at føle sig fri! – –
Du sagde at kejseren, hævnfyldt, som han er, vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan tvivle på at så uskadelige fange bøde med livet for en sprogfejl? Thi – jeg ved det, Sallust – de dræbte ham; det var løgn, hint rygte om barbarens hjemve. Hvad har så ikke vi at forhadt lys har vel ikke tribunen Decentius fremstillet sagerne i Rom?
udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan tvivle på at så HU: 149
sker? Blev Knodomar skånet? Måtte ikke denne uskadelige fange bøde med livet for en sprogfejl? Thi – jeg ved det, Sallust – de dræbte ham; det var løgn, hint rygte om barbarens hjemve. Hvad har så ikke vi at 1.utg: 215
vente os? I hvilket forhadt lys har vel ikke tribunen Decentius fremstillet sagerne i Rom?
RIDDEREN SALLUST
Det skønnes bedst af hoffets skyndsomme flugt til Antiokia.
CÆSAR JULIAN
Og er jeg ikke hærens fader, Sallust?
CÆSAR JULIAN
Og hvad blev rigets lod, om jeg vakler nu? En affældig kejser, og efter ham et umyndigt barn i herskersædet; splid og oprør; alles hånd imod alles for at rane magten. – For ikke mange nætter siden havde jeg et syn. Der åbenbared sig for mig en skikkelse med en lyskreds om hovedet; den så vredt udlagt dette syn, som sigtende til ganske andre ting; men nu, da jeg ved om kejserens forestående giftermål – –
alles hånd imod alles for at rane magten. – For ikke mange nætter siden havde jeg et syn. Der åbenbared sig for mig en skikkelse med en lyskreds om hovedet; den så vredt HIS: 461
på mig og sagde: vælg! Dermed løste den sig op, ligesom en stigende morgendamp. Hidtil har jeg udlagt dette syn, som sigtende til ganske andre ting; men nu, da jeg ved om kejserens forestående giftermål – –Ja, det gælder i sandhed at vælge, før ulykken vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen fordel; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust? Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende arme og vente på de mordere, som han i sin tinger til at støde mig ned? Har jeg ret til at give den ulykkelige Konstanzios lejlighed til at vælte en ny blodskyld over sit syndbetyngede hoved? Er det ikke bedre for ham, – som der står i skrifterne, – at han lider uret end at han øver uret? Hvis derfor det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret, så mener jeg at denne min uret udjævnes derved at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig
Mark Aurel, hin Sofias kronede brudgom, skulde give mig medhold i dette. Det vilde i al fald ikke være en ganske uværdig opgave for visdomsvennerne, min kære Sallust! – O, havde jeg dog Libanios her!
skyde valget fra mig, Sallust? Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende arme og vente på de mordere, som han i sin 1.utg: 216
vanvittige angst tinger til at støde mig ned? Har jeg ret til at give den ulykkelige Konstanzios lejlighed til at vælte en ny blodskyld over sit syndbetyngede hoved? Er det ikke bedre for ham, – som der står i skrifterne, – at han lider uret end at han øver uret? Hvis derfor det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret, så mener jeg at denne min uret udjævnes derved at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig
HU: 150
en uret. Jeg tror at både Platon og Mark Aurel, hin Sofias kronede brudgom, skulde give mig medhold i dette. Det vilde i al fald ikke være en ganske uværdig opgave for visdomsvennerne, min kære Sallust! – O, havde jeg dog Libanios her!
RIDDEREN SALLUST
Herre, du er jo selv så vidt forfremmet i visdom at du –
CÆSAR JULIAN
Sandt, sandt; men jeg gad dog gerne høre visse andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro ikke det! Og heller ikke finder jeg at vi har nogen grund til at mistvivle om et heldigt udfald. Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde afskrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da mit skjold brast under kamplegene, det tykkes mig med fuld føje at kunne udlægges således, at det skal lykkes mig at beholde, hvad min hånd har fattet tag i. Og når jeg, svingende mig op Hvorom alting er, min Sallust, så agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen skal retfærdiggøre at –
gad dog gerne høre visse andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro ikke det! Og heller ikke finder jeg at vi har nogen grund til at mistvivle om et heldigt udfald. Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde afskrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da mit skjold brast under kamplegene, det tykkes mig med fuld føje at kunne udlægges således, at det skal lykkes mig at beholde, hvad min hånd har fattet tag i. Og når jeg, svingende mig op 1.utg: 217
på min hest, rev til HIS: 462
jorden den mand, der hjalp mig i sadlen, så synes det som om dette bebuder et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust, så agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen skal retfærdiggøre at –
RIDDEREN SALLUST
CÆSAR JULIAN
Gå, gå, og stil dem tilfreds; – sig dem, at Cæsar snart skal vise sig.
RIDDEREN SALLUST
Herre, det er ikke Cæsar, det er kejseren selv, de vil se.
CÆSAR JULIAN
Kejseren kommer.
RIDDEREN SALLUST
Da kommer han – selv tomhændet – med tusenders liv i sin hånd!
CÆSAR JULIAN
Lykkelig du, hvis guder er langt borte. O, denne viljens våbenførhed –!
RIDDEREN SALLUST
Ah, hvad er det?
CÆSAR JULIAN
Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort!
RIDDEREN SALLUST
Det råber igen. O, så er det dog sandt!
CÆSAR JULIAN
Hvad skulde være sandt?
RIDDEREN SALLUST
CÆSAR JULIAN
Ha-ha; det siger man? Gå, gå!
RIDDEREN SALLUST
Jeg besværger dig, herre, – lad disse fordærvelige drømme fare. Kom med; kom op i dagen!
HIS: 464
STEMMEN
nærmere, nedenunder
Al møje er spildt.
CÆSAR JULIAN
ved nedgangen til højre
Intet tegn, min broder?
CÆSAR JULIAN
O, Maximos!
RIDDEREN SALLUST
Maximos!
CÆSAR JULIAN
Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette forrådnelsens hus, så kommer jeg som kejser.
RIDDEREN SALLUST
Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i mørket?
CÆSAR JULIAN
Lys. Gå, gå!
RIDDEREN SALLUST
Nøler Cæsar, så frygter jeg han finder vejen spærret.
Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt efter stiger mystikeren Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offerbind om panden; i hånden har han en lang blodig kniv.
hvidt offerbind om panden; i hånden har han en lang blodig kniv.
HIS: 465
CÆSAR JULIAN
Tal, min Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
CÆSAR JULIAN
Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente længer! Hvad råder du mig til?
CÆSAR JULIAN
MYSTIKEREN MAXIMOS
Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag din skæbne i egne hænder.
CÆSAR JULIAN
går urolig op og ned
MYSTIKEREN MAXIMOS
Gravmælet over ham, kejser Julian!
HIS: 466
CÆSAR JULIAN
Har han ikke i al sin færd imod mig været som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til venstre på mistroens strøm, snart kastet mod højre af angerens stormpust? Raved han ikke op på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben dryppende af min faders blod? kanske af min moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse på. Så drev han for mistroens strømdrag igen. afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar. Og jeg? Skylder jeg ham tak for det liv, han hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet under angsten for at den dag, der gik, skulde være min sidste.
purpurkåben dryppende af min faders blod? kanske af min moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse på. Så drev han for mistroens strømdrag igen. 1.utg: 221
Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar. Og jeg? Skylder jeg ham tak for det liv, han hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet under angsten for at den dag, der gik, skulde være min sidste.
CÆSAR JULIAN
MYSTIKEREN MAXIMOS
Og dette krav, – var det i dig?
CÆSAR JULIAN
Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb min sjæl sammen i gravende og tærende had til min slægts morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder fra den forgangne Græker-verden, så slog kristen-kravet søg det ene fornødne!
Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er ved ham bleven at dø. At elske og at hade, det er at synde. Har han da forvandlet menneskets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi skal, skal, skal!
elsk din fiende! Tørsted mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder fra den forgangne Græker-verden, så slog kristen-kravet HIS: 467
ned i mig med sit: søg det ene fornødne!
Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det 1.utg: 222
menneskelige er bleven ulovligt efter den dag, da seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er ved ham bleven at dø. At elske og at hade, det er at synde. Har han da forvandlet menneskets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi skal, skal, skal!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Og videre, end som så, er du ikke kommen? Skam dig!
CÆSAR JULIAN
Jeg?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos.
CÆSAR JULIAN
Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det let at vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden? En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
CÆSAR JULIAN
Vedblev ikke Libanios at være den han var, enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er det en handling, som jeg skal over. « Giv
Giv HIS: 468
kejseren, 1.utg: 223
hvad kejserens er». I Athen gjorde jeg engang leg deraf; – men det ligger dybere. Du kan ikke fatte det, du, som aldrig har været under gudemenneskets magt. Det er mere end en lære, han har spredt ud over verden; det er en trolddom, som tager sindene fangen. Den, som engang har været under ham, – jeg tror aldrig han kommer helt løs.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Fordi du ikke vil helt.
CÆSAR JULIAN
Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Er det møjen værd at ville det mulige?
CÆSAR JULIAN
MYSTIKEREN MAXIMOS
Vi? Hvem kalder du vi?
CÆSAR JULIAN
Alle dem, som er under den åbenbaredes rædsel.
HIS: 469
CÆSAR JULIAN
Det være, som det vil. Men ser du ikke at denne lammende rædsel har tætnet og tårnet sig til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel hvorfor den store Konstantin førte en slig viljebindende lære til sejr og magt i riget. Ingen livvagt med spyd og skjold slutter således op om kejsersædet, som denne HU: 155
betagende tro, der altid peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, fladbrystede er de alle tilhobe; de ligner linnedvæverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad de begærer, er at forsage og lide for at komme til at dø.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Så brug dem, som de er; men da må du selv stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det er valget. Vær træl under rædselen eller hersker i dagens og lysets og glædens land! Du kan ikke ville det modsigende; og dog er det det du vil. Du vil forene det uforenlige, – forlige de to, som ikke står til at forlige; derfor er det at du ligger her og rådner i mørket.
CÆSAR JULIAN
Kan du, så lys for mig!
HIS: 470
CÆSAR JULIAN
Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Min elskede Julian, se dig dog om i verden! Hine kristne med dødslængselen, som du nys nævnte, de er de færreste. Men hvorledes står det sig med alle de andre? Falder ikke sindene fra mesteren, et for et? Ja, svar mig, – hvad er der bleven af denne sælsomme kærlighedens lære? Raser ikke samfund imod samfund indbyrdes? Og nu biskopperne, hine guldbrammende herrer, der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –?
guldbrammende herrer, der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Athanasios var også den eneste. Og hvor er Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi han ikke var tilfals efter kejserens vilje? Måtte ty ind i den libyske ørken, hvor han er bleven opædt af løver? Og kan du så nævne mig en til, som Athanasios? Tænk på biskop Maris af Kalkedon, som nu tre gange har skiftet sind i de arianske stridigheder. Tænk på den gamle biskop Markos i Arethusa; ham kender du jo fra din ungdom. Har han ikke nylig, tvert imod lov og billighed, frataget borgerskabet al fælles ejendom og lagt den ind under kirken? Og tænk så på den affældige viljeløse biskop i Nazianz, som går til spot for sin egen menighed, fordi han svarer ja og nej til den samme sag og fordi han vil tækkes alle de stridende.
Forjog de ham ikke, fordi han ikke var tilfals efter kejserens vilje? Måtte 1.utg: 226
han ikke ty ind i den libyske ørken, hvor han er bleven opædt af løver? Og kan du så nævne mig en til, som Athanasios? Tænk på biskop Maris af Kalkedon, som nu tre gange har skiftet sind i de arianske stridigheder. Tænk på den gamle biskop Markos i Arethusa; ham kender du jo fra din ungdom. Har han ikke nylig, tvert imod lov og billighed, frataget borgerskabet al fælles ejendom og lagt den ind under kirken? Og tænk så på den affældige viljeløse biskop i Nazianz, som går til spot for sin egen menighed, fordi han svarer ja og nej til den samme sag og fordi han vil tækkes alle de stridende.
HIS: 471
CÆSAR JULIAN
Sandt, sandt, sandt!
MYSTIKEREN MAXIMOS
CÆSAR JULIAN
Ja, jeg ved det vel. Frafald på alle kanter! Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlægning; og siden den tid –! Maximos, – det er ikke langt fra at jeg står alene i alvoret.
Du står alene. Hele din hær er på vild flugt eller den ligger slagen rundt omkring dig. Blæs til kamp, – og ingen vil høre dig; gå frem, – og ingen vil følge dig efter! Bild dig ikke ind at du kan fremme den sag, som har opgivet sig selv. Du bukker Elsker du din fiende, Konstanzios, fordi om du ikke slår ham? Hader du kødets lyst og jordens lokkende færd, fordi om du ikke, som en hed svømmer, dukker dig ned deri? Forsager du verden, fordi om du ikke har mod til at eje den? Og ved du så visst at – om du afdør her – du da skal leve hisset?
Blæs til kamp, – og ingen vil høre dig; gå frem, – og ingen vil følge dig efter! Bild dig ikke ind at du kan fremme den sag, som har opgivet sig selv. Du bukker HU: 157
under, siger jeg dig! Og hvor vil du så hen? Forstødt af Konstanzios vil du være forstødt af alle magter på jorden – og over jorden. Eller vil du ty til Galilæerens favn? Hvorledes står det mellem dig og ham? Har du ikke selv sagt at du er under rædselen? Har du hans krav i dig? Elsker du din fiende, Konstanzios, fordi om du ikke slår ham? Hader du kødets lyst og jordens lokkende færd, fordi om du ikke, som en hed svømmer, dukker dig ned deri? Forsager du verden, fordi om du ikke har mod til at eje den? Og ved du så visst at – om du afdør her – du da skal leve hisset?
HIS: 472
CÆSAR JULIAN
går frem og tilbage
Hvad har han gjort for mig, denne store fordringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler i sin hånd, så måtte han jo have kunnet –salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken)
Hør, hør! Dette kalder de at tjene ham. Og dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang over ham, – og lovsang over hende i kisten! Er han den alting vidende, hvor kan han da –?
Min Cæsar! Herre, herre; hvor er du?
CÆSAR JULIAN
Her, Eutherios! Hvad vil du mig?
HUSMESTEREN EUTHERIOS
CÆSAR JULIAN
Du lyver!
CÆSAR JULIAN
Hvad så du?
HIS: 473
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Hele staden er i oprør. Der bæres syge og vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader dem røre ved den, og de går bort helbredede.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
CÆSAR JULIAN
Ah, Maximos, Maximos!
LÆGEN ORIBASES
råber oppe i gangen til venstre
Eutherios, – fandt du ham? Eutherios, Eutherios, hvor er Cæsar?
CÆSAR JULIAN
imod ham
Her, her; – er det sandt, Oribases?
LÆGEN ORIBASES
kommer frem
CÆSAR JULIAN
En røst forkynder –?
HIS: 474
LÆGEN ORIBASES
En usynlig røst, min Cæsar; en røst, højt under kirkens hvælving; – ingen ved, hvor den kommer fra.
CÆSAR JULIAN
står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til Maximos og råber
Livet eller løgnen!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Vælg!
CÆSAR JULIAN
Lad dem true.
LÆGEN ORIBASES
De giver dig og mig skylden for den undergørende fyrstindes død –
CÆSAR JULIAN
Jeg vil komme; jeg vil stille dem tilfreds –
LÆGEN ORIBASES
Der findes kun et middel; du må vende deres tanker i en anden retning, herre; – de er vilde af fortvivlelse over den skæbne, som venter dem, hvis du nøler længer.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Akilleus!
MYSTIKEREN MAXIMOS
rækker ham offerkniven
Denne.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Dyrets blod.
Han river offerbindet af sin pande og fæster det om Cæsars.
LÆGEN ORIBASES
nærmer sig
Hvad har du isinde, herre?
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Hør larmen! Op, op, min Cæsar!
CÆSAR JULIAN
Først ned, – siden op. (til Maximos) Helligdommen, min elskede broder –?
HIS: 476
MYSTIKEREN MAXIMOS
Lige under, i den anden hvælving.
LÆGEN ORIBASES
Cæsar, Cæsar, – hvor går du?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Til frihed.
CÆSAR JULIAN
Gennem mørke til lys. Ah –!
Han stiger ned i gravgangene.
LÆGEN ORIBASES
Og det nu, da hvert øjeblik er dyrebart –
MYSTIKEREN MAXIMOS
hvisker urolig idet han skifter plads
Disse glidende fugtige skygger! Fy; dette slimede kryb om fødderne –!
LÆGEN ORIBASES
lytter
Larmen stiger, Eutherios! Det er soldaterne; hør, hør!
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Det er sangen fra kirken –
HIS: 477
LÆGEN ORIBASES
Nej, det er soldaterne; – der kommer de!
Ridderen Sallust viser sig oppe i gangen omringet af en stor skare ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.
SOLDATERNE
Cæsar har forrådt os! Cæsar skal dø!
RIDDEREN SALLUST
Og hvad så, I rasende?
FANEBÆREREN MAUROS
Hvad så? Med Cæsars hoved køber vi tilgivelse –
RIDDEREN SALLUST
Cæsar, – min Cæsar, hvor er du?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Frigjort!
HIS: 478
RIDDEREN SALLUST
Hvor er han? Eutherios, Oribases, – hvad går her for sig?
KORET
i kirken
Helliget vorde dit navn!
CÆSAR JULIAN
stiger op ad trappen; han har blod på panden, på brystet og på hænderne
Fuldbyrdet!
SOLDATERNE
Cæsar!
RIDDEREN SALLUST
Blodig –! Hvad har du gjort?
CÆSAR JULIAN
Kløvet rædselens tåger.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Det skabte er i din hånd.
Sangen vedbliver under det følgende.
CÆSAR JULIAN
Nu står ingen livvagt om Konstanzios længer.
FANEBÆREREN MAUROS
Hvad siger du, herre!
HIS: 479
CÆSAR JULIAN
Ah, mine trofaste! Op i dagen; til Rom og Grækenland!
SOLDATERNE
Leve kejser Julian!
CÆSAR JULIAN
Vi vil ikke se tilbage; alle veje ligger åbne for os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne skal forstumme –!
(han iler op ad trappen i baggrunden)
Min hær, min skat, mit kejsersæde!
KORET
i kirken
Led os ikke udi fristelse; men frels os fra det onde!
andægtige skarer knæler nedenfor omkring fyrstindens kiste.
HU: 161
Cæsar Julian slår døren vidt op. Man ser ind i den stærkt oplyste kirke. Presterne står for højalteret; andægtige skarer knæler nedenfor omkring fyrstindens kiste.
CÆSAR JULIAN
Fri, fri! Mit er riget!
KORET
i kirken
Dit er riget og magten og æren –
CÆSAR JULIAN
blændet af lysningen
Ah!
HIS: 480
MYSTIKEREN MAXIMOS
Sejer!
KORET
i kirken
– i evighed, amen!
1.utg: [236]
1.utg: [238]
HOFMÆND OG STATSTJENERE
TJENERE I PALATSET
HARPESLAGERE
og
STADSVOGTERE
.
1.utg: [240]
DELTAGERE I APOLLON-TOGET
,
OFFERPRESTER
,
TEMPELTJENERE
,
HARPESLAGERE
og
STADSVOGTERE
.
AGATHONS YNGRE BRODER
DE KRISTNE FANGERS TOG
ROMERSKE OG GRÆSKE SOLDATER
PERSISKE KRIGSFOLK
Konstantinopel, anden handling i Antiokia, tredje handling ligeledes i Antiokia, fjerde handling i og omkring de østlige egne af kejserriget og femte handling på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.
HIS: 259
Første handling foregår i Konstantinopel, anden handling i Antiokia, tredje handling ligeledes i Antiokia, fjerde handling i og omkring de østlige egne af kejserriget og femte handling på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.HIS: 260
Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.
Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og Mamertinos.
Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og Mamertinos.
KEJSER JULIAN
ser vidt ud over vandet
KRIGSØVERSTEN NEVITA
Der kommer det.
KEJSER JULIAN
Hin lange båd?
HIS: 262
KEJSER JULIAN
GULDSMEDEN POTAMON
PRESTEN
Løgn, løgn; det kan I lide på.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og den store lynslyngende gud ved at jeg ikke har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt Sig mig, Cæsarios, – du må jo vide det bedst – har man undervejs vist det kejserlige legeme al sømmelig ære?
Solen, som jeg anråber, og den store lynslyngende gud ved at jeg ikke har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt HIS: 263
bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du må jo vide det bedst – har man undervejs vist det kejserlige legeme al sømmelig ære?
LIVLÆGEN CÆSARIOS
KEJSER JULIAN
TALEREN MAMERTINOS
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store vanskelige kald, således som du, uforlignelige herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der har attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets ror; men tag det således, som Julian tager det. Våg nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens 1.utg: 244
tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders retfærdighed være lige fjernt fra føjeHU: 31
lighed og fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på jordens kreds skal vride hænderne over eder. Byd trods – både Galliens ufremkommelighed og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare? Forfærdede over så strænge fordringer vilde de tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en Julian kan gøre fyldest for alt dette!
HIS: 264
KEJSER JULIAN
Den alt-styrende give at så store forhåbninger ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig ikke? En gysning overfalder mig. At skulle sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel og med så mange andre fortræffelige mænd! Har ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske over menneskene? O, bed med mig at jeg må gå fri for ærgærrighedens snarer og for magtens fristelser. Athen, Athen! Did går min længsel! Jeg var som en mand, der for sin sundheds skyld drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer man til mig og siger: træd frem på skuepladsen og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af skræk allerede før jeg begynder på kampen?
TALEREN THEMISTEOS
KEJSER JULIAN
Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.
kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.
DEN FØRSTE
Ser du; ser du!
EN TREDJE TILSKUER
Ikke heller bøjed han sig for det hellige.
KEJSER JULIAN
Så far hjem under pragt og ære, du min frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette Var det din ånd, som foer så hårdt med slægten at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd, som bød at min barndom skulde formørkes af tusend ængstelser? Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig æren for mine sejervindinger stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit udspring blodige skygger om dig på dit sidste smertefulde leje? Onde rådgivere har forbittret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det overbevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
hjem under pragt og ære, du min frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette 1.utg: 246
støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slægten at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd, som bød at min barndom skulde formørkes af tusend ængstelser? Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig æren for mine sejervindinger stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit udspring HIS: 266
i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på dit sidste smertefulde leje? Onde rådgivere har forbittret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det overbevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
HEDENSKE BORGERE
blandt de omstående
Leve kejser Julian!
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Nådigste herre, toget venter –
KEJSER JULIAN
til presterne
(toget drager langsomt ud tilvenstre)
hvo der vil; og bliv, hvo der vil. Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads er her.
(uro og bevægelse i mængden)
1.utg: 247
HU: 33
Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil. Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads er her.Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed sagt alt? Gives der ikke et kejserligt embede, som synes hånligt visket ud af erindringen i de senere år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt: var han ikke noget mere end kejser? Var han ikke yppersteprest tillige?
Var han ikke yppersteprest tillige?
STEMMER I MÆNGDEN
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad sagde han?
TALEREN THEMISTEOS
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din tanke –?
HIS: 267
KEJSER JULIAN
End ikke min store farbroder Konstantin
vovede at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære så højst overordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Græker-folkets ældgamle guddomme. At dette embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. formaste mig til noget, som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det være langt fra mig!
min store farbroder Konstantin
vovede at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære så højst overordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Græker-folkets ældgamle guddomme. At dette embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. 1.utg: 248
Skulde jeg formaste mig til noget, som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det være langt fra mig!
TALEREN THEMISTEOS
O, store kejser, vil du dermed sige –?
KEJSER JULIAN
Jeg vil dermed sige at der skal være fuld frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at bygge mit håb på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler for begunstigede Alexander på en noget lignende måde. Under disse guddommes skærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig for et guddommeligt menneske, – hvilket er en stor overdrivelse, I venner! Men visst
HU: 34
at al den fremgang, jeg vandt på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre guddomme, der begunstigede Alexander på en noget lignende måde. Under disse guddommes skærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig for et guddommeligt menneske, – hvilket er en stor overdrivelse, I venner! Men visst HIS: 268
er det at jeg ikke tør vise mig utaknemlig for så vedholdende nådesbevisninger.
STEMMER I MÆNGDEN
dæmpet
Hvad vil han gøre?
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes. De templer, som fromme herskere i fordums dage med så megen kunstfærdighed lod bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart; heller ikke skal der øves overlast mod deres gravsteder eller mod andre pladse, som en sælsom vildfarelse bringer dem til at holde for hellige. Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville tvinge nogen.
hildet i fejltagelser; – dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville tvinge nogen.Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og her i sværmen.
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig forundring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder Jeg har spurgt mig for, højt og lavt; men knapt en har kunnet give mig troværdig besked om hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet. Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum har været brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke derover når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –. Hvor hen, Cæsarios?
regnet på taknemmelige tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig forundring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder 1.utg: 250
en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Undertrykkelse og HIS: 269
spot har bragt fædrenes ærværdige skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for, højt og lavt; men knapt en har kunnet give mig troværdig besked om hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet. Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum har været brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke derover når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –. Hvor hen, Cæsarios?
KEJSER JULIAN
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager.
(Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre)
Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme og skikke, som var vore forfædre hellige, – at de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye og fremmede meninger, i de staden beskyttende guddommes navn.
tilstår den ringeste borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme og skikke, som var vore forfædre hellige, – at de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye og fremmede meninger, 1.utg: 251
– og da jeg er et barn af denne stad, og derfor har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i de staden beskyttende guddommes navn.Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden idet Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.
HIS: 270
TALEREN THEMISTEOS
EN ANDEN BORGER
Over det venstre lår. Er det så det skal brydes?
DEN FØRSTE BORGER
Det må vel så være.
TALEREN MAMERTINOS
KRIGSØVERSTEN NEVITA
TALEREN THEMISTEOS
HIS: 271
TALEREN MAMERTINOS
TALEREN THEMISTEOS
trænger sig nærmere
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det ikke siden at dette var os forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue solens opgang og nedgang?
(han vender sig til hoben)
atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det ikke siden at dette var os forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue solens opgang og nedgang?
TALEREN MAMERTINOS
TALEREN MAMERTINOS
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem vi skylder så store goder!
HIS: 272
KEJSER JULIAN
for altret med oprakte arme
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme, der så længe har måttet savne denne for eder så højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene – og især de fra østerlandene – tillægger navnet sol-kongen, fordi du bringer og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med højere ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig ved jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder, hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt som skal følge ethvert menneske på hans livs-gang. skyet end det ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede på mig; jeg forventer at alle Grækeres røster vil forene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder!
ihukommelse. Jeg har opsendt min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene – og især de fra østerlandene – tillægger navnet sol-kongen, fordi du bringer og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med højere ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig ved jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder, hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt 1.utg: 254
os. Men det ved jeg dog – og deri er alle andre visdomsvenner enige med mig – at det er dig, som har en væsentlig andel i valget af den ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal følge ethvert menneske på hans livs-gang. HU: 38
Jeg har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna! Meget mere har jeg den højeste opfordring til at yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig. Jeg har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede på mig; jeg forventer at alle Grækeres røster vil forene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder!Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.
holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.
HIS: 273
KEJSER JULIAN
ser sig om
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister man sig bort?
TALEREN THEMISTEOS
Ja, med skamrødme over en så mangeårig utaknemmelighed.
TALEREN MAMERTINOS
Nej, det var glædesrødme. De gik for at udbrede det store budskab i alle gader.
KEJSER JULIAN
går fra alteret
Den uvidende hob ved aldrig at finde sig tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde 1.utg: 255
at gøre; men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg går nu til andre pligter.Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene og hans øvrige ledsagere følger ham.
HIS: 274
En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden; på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt skatmesteren Ursulos samt talerne Themisteos og Mamertinos.
Ursulos samt talerne Themisteos og Mamertinos.
KEJSER JULIAN
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket rulle fremad, som en stormflods bølger. Den særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi ved alle at man ved passende midler kan helbrede legemets onder; – men kan man med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør?
stormflods bølger. Den HU: 39
stumme trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi ved alle at man ved passende midler kan helbrede legemets onder; – men kan man med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør?Således vil vi leve i endrægtighed med hverandre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – tilvisse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hverandre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden derfor at elske hverandre mindre.
(til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden)
endrægtighed med hverandre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle 1.utg: 256
udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte have. Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – tilvisse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hverandre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden derfor at elske hverandre mindre.Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode tidender bringer du?
KRIGSØVERSTEN NEVITA
HIS: 275
KEJSER JULIAN
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?
KRIGSØVERSTEN NEVITA
TALEREN THEMISTEOS
Selv did hen har rygtet båret dit navn og din hæder!
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk for fyrster og folkeslag!
TALEREN THEMISTEOS
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav –
KEJSER JULIAN
Hårskæreren skal komme!
(en hofmand går ud til højre)
Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, – dog uden pragt og smykker. Således vilde den ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og jeg vælger heller ham til forbillede, end den kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang. Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barbarerne i sin ringeste tjeners skikkelse – igen har taget plads på kejsersædet.
prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barbarerne HIS: 276
skal mærke sig at visdommen – rigtignok i sin ringeste tjeners skikkelse – igen har taget plads på kejsersædet.
KEJSER JULIAN
ser forundret på ham, går ham imøde og hilser
Hvad søger du her, herre?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Nådigste kejser, du har befalet mig at komme –
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Allernådigste kejser –
SKATMESTEREN URSULOS
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige hårskærer.
KEJSER JULIAN
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds og min frelsers skyld –
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler med? Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tempel har du plyndret, eller hvor mange greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg har ikke brug for dig.Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i løn?
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt underhold –
KEJSER JULIAN
Se, se; ikke mere?
SKATMESTEREN URSULOS
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig sum i penge og et guldstykke for hver gang han –
KEJSER JULIAN
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende på dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind!
(krigsøversten Nevita går ud i baggrunden)
Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er sømmeligst således; thi
omendskønt jeg vel ved at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages i agt af den mand, der – selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store læreres fodspor.
thi
omendskønt jeg vel ved at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages i agt af den mand, der – selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store læreres fodspor.
HIS: 278
Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af slaver, der bærer gaver af alle slags.
KRIGSØVERSTEN NEVITA
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det ædle tungemål, som så mange veltalende udbildet til fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, – samt barbariske lyde skurre i dine ører, har disse udsendinger fra østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.
mægtige det ædle tungemål, som så mange veltalende 1.utg: 260
mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, – samt HU: 42
derhos vel vogtende sig for at lade barbariske lyde skurre i dine ører, har disse udsendinger fra østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.
KEJSER JULIAN
siddende i tronstolen
Jeg er rede til at høre dig.
KRIGSØVERSTEN NEVITA
Først nedlægger da kongen af Armenien for dine fødder denne rustning, som han beder dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han vel ved at du, uovervindelige helt, står under gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give tilkende, at når guderne har forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede det i det øjemed at den skulde komme gudernes yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejerherre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om dit venskab, og navnlig beder de at du, hvis forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.
sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give tilkende, at når guderne har forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede det i det øjemed at den skulde komme gudernes yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejerherre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om dit venskab, og navnlig beder de at du, hvis 1.utg: 261
du, som et rygte har sagt dem, HIS: 279
til våren agter at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.
KEJSER JULIAN
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders herskere vide at det er min agt at holde venskab med alle de folkeslag, som ikke – det være sig med våben eller med underfundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejervindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en gudvoveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor meget mere da for eder? Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sørger for at intet fattes dem.
det være sig med våben eller med underfundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejervindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en gudHU: 43
dom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag. Jeg agter guderne for højt til at jeg skulde ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem, skønt jeg vel ved at der oftere, og især i ældre tider, har levet helte og herskere, som har været således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at det har været vanskeligt at sige om de rettest var at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor meget mere da for eder? Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sørger for at intet fattes dem.Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.
HIS: 280
TALEREN MAMERTINOS
TALEREN THEMISTEOS
TALEREN MAMERTINOS
– nu runger det, som en buldrende genlyd, over hele Asien.
KRIGSØVERSTEN NEVITA
TALEREN MAMERTINOS
O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige fiender i sin egen lejr? Havde han et misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?
KRIGSØVERSTEN NEVITA
Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.
Ursulos, det er min vilje at disse sendebuds komme skal gøres bekendt både i staden og i rigets samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøjagtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke gaver de har medbragt. Jeg vil ikke forholde borgerne noget af det, som kommer min styrelse ved. Du kan også lade indflyde nogle ord om den forunderlige mening blandt Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage.
HIS: 281
SKATMESTEREN URSULOS
nølende
Tilgiv mig, nådigste kejser, men –
KEJSER JULIAN
Nu?
SKATMESTEREN URSULOS
Du har selv sagt at ved dette hof skal ingen smiger tåles –
KEJSER JULIAN
Tilvisse, ven!
SKATMESTEREN URSULOS
Så lad mig da ærligt sige dig at disse sendebud kom hid for at søge din forgænger og ikke dig.
KEJSER JULIAN
Hvad vover du at ville indbilde mig!
TALEREN THEMISTEOS
Ej, hvilken urimelig tale!
SKATMESTEREN URSULOS
Det er sandhed. Jeg har længe vidst at disse mænd skulde komme, – længe før kejser Konstanzios lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ikke en falsk forfængelighed få indgang i dit unge sind –
KEJSER JULIAN
Nok, nok! Du vil altså dermed sige at –?
HIS: 282
SKATMESTEREN URSULOS
KRIGSØVERSTEN NEVITA
Sandt; lykken har været vore våben imod i hine egne. Men rygtet om de store rustninger, som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der ængsted Armenierne og de andre folkeslag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig tifold vidunderligere ifald –; spørg dem, og du skal få høre –
rustninger, som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der ængsted Armenierne og de andre folkeslag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig 1.utg: 265
hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere ifald –; spørg dem, og du skal få høre –
KEJSER JULIAN
bleg af vrede
Hvorfor siger du mig alt dette?
SKATMESTEREN URSULOS
Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle at se din unge skønne hæder formørket af en lånt kappe.
TALEREN THEMISTEOS
Hvilken forvoven tale!
TALEREN MAMERTINOS
Hvilken højst forvoven tale!
HIS: 283
KEJSER JULIAN
Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette hof. Det er guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er det ikke gudernes hæder, at de mægter store ting gennem et menneske? Men I hader dem – disse guder – hvis templer I har nedbrudt, hvis billedstøtter I har slåt sønder og hvis skatte I har tilranet jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore højst velgørende guder. I har knapt tilladt at de fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne. Nu vil I også nedbryde det taknemmelighedens tempel, som jeg har rejst for dem i mit hjerte; I vil tage fra mig den ersåre attråværdig velgerning; – thi er ikke hæder at agte for en sådan?
er1.utg: 266
kendtlige tanke at jeg skylder de udødelige en ny og såre attråværdig velgerning; – thi er ikke hæder at agte for en sådan?
SKATMESTEREN URSULOS
Den eneste himmelens Gud er mit vidne at –
KEJSER JULIAN
Den eneste! Der har vi det igen! Således er I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog i os. Siger vi at vore guder er de eneste? Agter hin jødiske Jehova, der visselig har udført store ting i sit folk? Men I derimod, – og det en mand, som du, Ursulos –! Er du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste! Hvilken barbarisk uforskammethed!
HU: 46
vi ikke både Egypternes guder og hin jødiske Jehova, der visselig har udført store ting i sit folk? Men I derimod, – og det en mand, som du, Ursulos –! Er du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste! Hvilken barbarisk uforskammethed!
SKATMESTEREN URSULOS
Du har lovet at du ikke vil hade nogen for hans meningers skyld.
KEJSER JULIAN
Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke at I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke være komne for at –? Det vil
HIS: 284
altså med andre ord sige at den store guddommelige Dionysos, der besynderligen har sin magt i at åbenbare menneskene de skjulte ting, – at han ikke skulde være virksom nu, ligeså vel som i de henfarne tider. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en overvættes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage dig til regnskab?
KEJSER JULIAN
Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte gøre eder skyldige i, blot fordi I er kristne? Skal eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke I forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet give efter for hans ublu fordringer?
øvet, både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet give efter for hans ublu fordringer?
KEJSER JULIAN
Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle hine frække halvmænd skal jages ud af tarvelighed skal indføres igen.
(til Themisteos og Mamertinos)
halvmænd skal jages ud af HU: 47
palatset; og alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En sømmelig tarvelighed skal indføres igen.I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. – Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op med des større anseelse, giver bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med dig i disse sager.
(til de ældre hofmænd og rådsherrer)
gå mig tilhånde i dette. – Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan 1.utg: 268
træde op med des større anseelse, giver HIS: 285
en hærførers værdighed, – dig overdrager jeg at undersøge hvorledes statens embeder er blevne forvaltede under min forgænger, og især i de senere år. Du kan tilkalde bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med dig i disse sager.Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre. Nevita, Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler sig om kejseren.
HÆRFØREREN NEVITA
Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde takke dig for det tegn på din nåde, som du nys –
KEJSER JULIAN
Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i det ene og i det andet.
Han går ud til højre.
Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige magter, som har vist os den rette vej.
TALEREN THEMISTEOS
De udødelige og deres mere end dødelige yndling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem riget, når det rygtes at du har fjernet hine voldsomme og egennyttige mænd!
TALEREN MAMERTINOS
Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt håb vil man ikke vente på valget af deres efterfølgere!
TALEREN MAMERTINOS
TALEREN THEMISTEOS
HIS: 287
TALEREN MAMERTINOS
TALEREN THEMISTEOS
Ikke vil jeg dermed have sagt at det valg, som du, o uforlignelige kejser –
TALEREN MAMERTINOS
Nej, nej, på ingen måde!
TALEREN THEMISTEOS
Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter at tjene en elsket hersker –
TALEREN MAMERTINOS
– da har du i sandhed mere end en fejlende ven –
TALEREN THEMISTEOS
TALEREN MAMERTINOS
– selv om de måtte undvære ethvert synligt tegn på din nåde –
KEJSER JULIAN
TALEREN THEMISTEOS
Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –!
HIS: 288
TALEREN MAMERTINOS
EN HOFMAND
Priset være den kejser, som lader retfærdigheden råde!
EN ANDEN HOFMAND
Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne med forfærdelse!
TALEREN THEMISTEOS
KEJSER JULIAN
Der traf du tingens kerne, min Themisteos! Til guderne er det vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at beDet være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig idet jeg føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det skal ikke være inden fire vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. –
Til guderne er det vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at be1.utg: 272
lære eder, men for at påminde eder om, hvad der ved dette hof så længe er bleven forsømt. Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig idet jeg føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det skal ikke være HU: 50
noget gilde for mine hoffolk, ej heller et HIS: 289
gæstebud inden fire vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. –Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende klynger og fjerner sig efterhånden.
Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i en retning henad gaden. Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i nogen frastand.
EN SKOMAGER
i sin husdør, råber tvers over gaden
Hvad er på færde, kære nabo?
EN FRUGTSÆLGER
på gaden
Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver om med abekatte og dromedarer.
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen
HIS: 290
EN KVINDE
i et lidet vindu
KVINDEN I VINDUET
List dig ind bagvejen, søde ven!
KVINDEN I VINDUET
Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eunapios; iforgårs fik jeg en sending friske duer –
HIS: 291
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
I dette øjeblik; – jeg har helliget de hede høstmåneder til stille andagt på mit landgods på Kreta. Men sig mig for al ting, hvad går her for sig?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Ulykke og forvirring. Den nye kejser –
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter –
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Taler du sandhed?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Ve mig; jeg selv var den første –
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Herren være lovet, jeg har en god samvittighed.
HIS: 292
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting?
Småting? Skønner du da ikke, forblindede ven, at det er vort sindelag, som gode kristne, han forfølger?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Hvad siger du? Herrens kors, skulde det være muligt?
KVINDER
i trængselen
Der kommer de!
EN MAND
på et hustag
Jeg kan se ham!
FOLK PÅ GADEN
Kejseren!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Kejseren!
HIS: 293
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Kom, kom, fromme broder!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Slip mig, herre; jeg er slet ikke from.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Ikke from –?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Man slipper ham ind gennem husdøren.
MÆNGDEN
Der er han! Der kommer han!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Alle unøjagtige oppebørsler –! Undersøgelse! O, forfærdelsens lynslag!
Han lister sig bort med begge slaverne.
fauner og satyrer, danser efter takten. Midt i toget ser man kejser Julian, ridende på et æsel, der er
overtrukket med panterskind; han er klædt som guden Dionysos, med en panterhud over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i hånden en med grønt omvunden stav, på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne sminkede kvinder og ynglinge, dansere og tamburiner og bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.
1.utg: 277
Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespillere går foran; drukne mænd, tildels udklædte som fauner og satyrer, danser efter takten. Midt i toget ser man kejser Julian, ridende på et æsel, der er
overtrukket med panterskind; han er klædt som guden Dionysos, med en panterhud over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i hånden en med grønt omvunden stav, på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne sminkede kvinder og ynglinge, dansere og HIS: 294
gøglere omringer ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tamburiner og bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.Ildnende drag!
Læberne nippende,
hylder dig, vingud, i svimlende lag!
KVINDERNE
synger
Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler,
Se, på sin panter
sidder den herlige!
Favn os, bakkanter;
kend, vi er hede; føl, vi er kærlige;
springende, syngende,
ravende, gyngende,
favn os, bakkanter!
KEJSER JULIAN
KEJSER JULIAN
HIS: 295
EN GAMMEL MAND
Kristus oplyse dig, herre!
KEJSER JULIAN
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
omringet af piger i kvinden Barbaras husdør
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
En frigjort mand, nådigste kejser! – Plads, I bakkanter; plads for en broder!
Han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.
KEJSER JULIAN
Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne Græker, hvis I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og det er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud er bleven så miskendt – ja, latterliggjort – som denne henrykkelse 1.utg: 279
bringende Dionysos, hvem Romerne også kalder Bakkus. Mener I, han er en gud for drukkenbolte? O, I højst uvidende, jeg ynker eder, hvis I tænker så. Hvem anden end ham er det, seerne og digterne skylder sine vidunderlige gaver? Vel ved jeg at nogle tillægger Apollon denne virksomhed, og det visselig ikke uden al føje; men da er sammenhængen hel anderledes at forstå, HIS: 296
– hvilket jeg kan bevise af forskellige skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes med eder på åben gade. Heller ikke tillader tiden det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn! Jeg ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted gerne stene efter mig, om I voved det. – O, må jeg ikke skamme mig over denne stad, der er sunken ned under barbarerne og som ikke ved noget bedre, end at holde fast ved en vankundig Jødes vildfarende påfund! – Fremad! Til side; – stands os ikke!
KVINDERNE
Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; –
favn os, bakkanter!
Optoget drejer under sangen ind i en sidegade; mængden ser til i stum forundring.
bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en mindre døråbning med forhæng for til højre.
1.utg: 280
HIS: 297
HU: 55
Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en mindre døråbning med forhæng for til højre.Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt af to tjenere, der bærer tepper.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
råber imod rummet til højre
Han går ud til højre med begge tjenerne.
Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu panterhuden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne stav. Han går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han staven hen i en krog.
ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu panterhuden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne stav. Han går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han staven hen i en krog.
KEJSER JULIAN
Var der skønhed i dette? – –
Hvor var oldingerne med det hvide skæg? Hvor var de rene jomfruer med bånd om panden, med sømmelige lader, tugtige midt i dansens glæde?
(han river panterhuden af og kaster den tilside)
oldingerne med det hvide skæg? Hvor var de rene jomfruer med bånd om panden, med sømmelige lader, tugtige midt i dansens glæde?Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke kejseren byde den stå op igen, og så står den op?
Tvi over denne stinkende utugt! – –
Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af disse forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder –
Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig.
HIS: 298
BADETJENEREN AGILO
i døråbningen til højre
Badet er rede, nådigste herre!
Badet? Lad blive med det. Hvad er legemets smuds at regne imod alt det andet? Gå!
(Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker)
Hvori ligger svælget mellem hint og dette? – –
KEJSER JULIAN
Hvad vil du, mand?
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
på knæ
Herre!
KEJSER JULIAN
Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; – er det virkelig dig?
KEJSER JULIAN
Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke over at jeg gør brug af min fordums ret til at gå ud og ind hos dig.
HIS: 299
KEJSER JULIAN
koldt
Jeg spurgte hvad du vilde mig.
Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg kunde kaste glemselens slør over hine tider!
KEJSER JULIAN
som før
Jeg forstår. Du mener at –
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
KEJSER JULIAN
Hvad ønsker du at sige med det?
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her ligger jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og kalder dig min nye lærer.
KEJSER JULIAN
Rejs dig, Hekebolios!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
rejser sig
Du skal høre alt, herre, og døm mig så efter din retfærdighed. – Da du var borte blev det mig næsten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof. Jeg ved ikke om du har erfaret at jeg forfremmedes til kejserindens forelæser og pralende dyd til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for enhver, som kunde opveje klingende ord med klingende guld. O, min kejser, du ved ikke hvad her har gåt i svang –!
1.utg: 283
til uddeler af milde gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet af min HIS: 300
Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud at se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for enhver, som kunde opveje klingende ord med klingende guld. O, min kejser, du ved ikke hvad her har gåt i svang –!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
KEJSER JULIAN
Lykkelige Hekebolios!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige gerninger til Kreta –
KEJSER JULIAN
Ah!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
KEJSER JULIAN
spændt
Nu; nu!
HIS: 301
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter igennem på ny. Lys for lys gik op for mig –; o, at måtte tilstå dette!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
kaster sig på knæ
KEJSER JULIAN
med udbredte arme
Kom i min inderste favn!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod de udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan du ikke dette, så straf mig fordi jeg gør det i dit sted –
Kom, kom i min åbne favn, siger jeg!
(han løfter ham op, trykker ham i sine arme og kysser ham)
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Herre, hvorledes skal jeg forstå dette?
KEJSER JULIAN
O, du ved da ikke –? Hvad tid kom du til staden?
HIS: 302
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Jeg gik fra skibet for en time siden.
KEJSER JULIAN
Og iled lige hid?
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
På angstens og angerens vinger, herre!
KEJSER JULIAN
Uden at tale med nogen?
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Ja, ja, uden at tale med nogen; men –?
KEJSER JULIAN
O, så kan du jo ikke vide –
(han omfavner ham igen)
Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget, har jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har modtaget sit offer af mine ydmyge hænder, og hvis du i dette øjeblik finder mig træt og en smule afkræftet, så er det fordi jeg
1.utg: 286
nylig har fejret en højtid til ære for den guddommelige Dionysos.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Jeg hører, og jeg forbauses!
KEJSER JULIAN
Se her, – endnu sidder kransen i mit hår. Under mængdens glade tilråb –, ja, der var temmelig mange –
HIS: 303
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Og jeg, som ikke har anet så store ting!
KEJSER JULIAN
Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.
Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.
KEJSER JULIAN
Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, – i talrigt følge, og med et ansigt, som tyder på noget vigtigt.
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede mænds navn?
KEJSER JULIAN
Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke min elskede Gregors broder? Spørg, spørg!
Sig mig da, o herre –
(han bemærker Hekebolios)
Hvad ser jeg! Hekebolios her?
KEJSER JULIAN
Nys hjemkommen –
HIS: 304
KEJSER JULIAN
KEJSER JULIAN
Hvad taler du om?
LIVLÆGEN CÆSARIOS
KEJSER JULIAN
Undersøgelser, højst nødvendige undersøgelser, min Cæsarios!
LIVLÆGEN CÆSARIOS
O, men, herre, forbyd ham at fare så voldsomt frem. Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater, en viss prætorian-høvding, hvis navn du har forbudt at nævne; du ved, hvem jeg
Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater, 1.utg: 288
og ligeså en viss prætorian-høvding, hvis navn du har forbudt at nævne; du ved, hvem jeg HU: 60
mener, herre, – denne ulykkelige mand, der allerede med hele sit hus holder sig skjult i angst for dig.
HIS: 305
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Lad så være; men nu er han jo uskadelig. Dog ikke han alene trues med undergang; også skatmesteren Ursulos er fængslet –
KEJSER JULIAN
Ah, Ursulos? Det var altså dog fornødent.
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Fornødent! Var det fornødent, herre? Tænk dig dog Ursulos, denne olding, på hvem ingen plet hviler, – denne mand, for hvis ord høj og lav bøjer sig i ærefrygt –
KEJSER JULIAN
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Og dog beder vi dig, herre, så mange vi her står for dig: vær højmodig – både imod Ursulos og imod de øvrige.
LIVLÆGEN CÆSARIOS
HIS: 306
KEJSER JULIAN
Hvorfor standser du?
LIVLÆGEN CÆSARIOS
nølende
Herre, – blandt de anklagede er også hof-forelæseren Hekebolios.
KEJSER JULIAN
Hvad?
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Jeg? Umuligt!
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Anklaget for at have taget stikpenge af uværdige embedssøgere –
KEJSER JULIAN
Og det skulde Hekebolios –? En mand, som Hekebolios –?
Hvilken skændig bagvaskelse! O, Kristus – hvad jeg vilde sige – o, I himmelske guddomme!
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Ah!
LIVLÆGEN CÆSARIOS
koldt
Intet, min nådigste kejser!
HIS: 307
KEJSER JULIAN
Cæsarios!
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Ja, min høje herre?
KEJSER JULIAN
Ikke herre; kald mig din ven.
KEJSER JULIAN
Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæsarios! Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle hine anklagede mænd er kristne? Viser ikke det kun at de kristne har forståt at tilrane sig alle indbringende embeder? Men tør kejseren tillade at rigets vigtigste embeder forvaltes slet?
(til de øvrige)
I mener dog vel ikke at det er eders tro, som har optændt mig til harm imod de uredelige? Jeg kalder alle guder til vidne på at jeg ikke vil man skal fare frem imod eder kristne uden efter lov og dom, og heller ikke at man overhovedet skal tilføje eder noget ondt. I, eller i al fald også I tilbeder den herre, der er almægtig og som hersker over hele den synlige verden. – O, min Cæsarios, er det ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun under andre navne?
Jeg kalder alle guder til vidne på at jeg ikke vil man skal fare frem imod eder kristne uden efter lov og dom, og heller ikke at man overhovedet skal tilføje eder noget ondt. I, eller i al fald 1.utg: 291
mange af eder, er jo dog fromme, eftersom jo også I tilbeder den herre, der er almægtig og som hersker over hele den synlige verden. – O, min Cæsarios, er det ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun under andre navne?
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Forund mig, nådigste herre –
HIS: 308
KEJSER JULIAN
KEJSER JULIAN
Heller ikke vil jeg at man ubarmhjertigt skal tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg tænker således på hin hårskærer, som jeg jog bort. Det fortryder mig. Manden kan blive. Han så mig ud til at være et menneske, som forstår sit håndværk tilgavns. Ære være deslige mænd! Så vidt kan jeg gå, min Cæsarios, men heller ikke videre. Ursulos får selv bære følgerne. Jeg må handle således at retfærdighedens blinde og dog så nøjeseende gudinde ikke får nogen grund til at rynke sine øjenbryn over en dødelig, i hvis hænder hun har nedlagt et så stort ansvar.
jog bort. Det fortryder mig. Manden kan blive. Han så mig ud til at være et menneske, som forstår sit håndværk tilgavns. Ære være deslige mænd! Så vidt kan jeg gå, min Cæsarios, men heller ikke videre. Ursulos får selv bære følgerne. Jeg må handle således at retfærdighedens blinde og dog så nøjeseende gudinde ikke får nogen grund til at rynke sine øjenbryn over en dødelig, i hvis hænder hun har nedlagt et så stort ansvar.
KEJSER JULIAN
Det vil du?
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Ja, nådigste kejser!
HIS: 309
LIVLÆGEN CÆSARIOS
De nye ting giver mig meget at tænke på.
KEJSER JULIAN
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Gud ved, hvad jeg for en måned siden havde kunnet; – nu kan jeg det ikke.
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Nej, nådigste herre!
KEJSER JULIAN
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Nej, nådigste herre!
HIS: 310
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Nådigste herre, jeg vil også til de østlige landskaber; men jeg vil rejse alene.
KEJSER JULIAN
Og hvad vil du der?
KEJSER JULIAN
Gå!
LIVLÆGEN CÆSARIOS
Lev vel, min kejser!
Han vinker med hånden; Cæsarios og hans ledsagere bøjer sig dybt og går ud til venstre.
KEJSER JULIAN
Mit hjerte er såret tilblods af dette og af meget andet. Du, min Hekebolios, skal følge mig. Jorden brænder under mig i denne forgiftede galilæiske stad! Jeg vil skrive til hine visdomsvenner Kytron og Priskos, som har vundet så stort ry i de senere år. Maximos kan jeg hver dag vente hid; han skal gå med os. – Jeg siger dig, der forestår os lykkelige sejersdage, Helios nærmere i hans opstandelse. – O, denne dragende længsel imod sol-kongen –!
galilæiske stad! Jeg vil skrive til hine visdomsvenner Kytron og Priskos, som har vundet så stort ry i de senere år. Maximos kan jeg hver dag vente hid; han skal gå med os. – Jeg siger dig, der forestår os lykkelige sejersdage, HIS: 311
Hekebolios! I Antiokia, ven, – der kommer vi til at mødes med den uforlignelige Libanios, – og der er vi Helios nærmere i hans opstandelse. – O, denne dragende længsel imod sol-kongen –!
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Ja, ja, ja –!
KEJSER JULIAN
omfavner ham
Min Hekebolios! – Visdom; lys; skønhed!
HIS: 312
En stor forhal i kejserens palats i Antiokia. Åben indgang i baggrunden; på den venstre væg er en dør, som fører ind til de indre værelser.
På et ophøjet sæde i forgrunden til højre sidder kejser Julian omgiven af sit hof. Dommere, talere, digtere og lærere, iblandt disse læreren Hekebolios, sidder på lavere sæder nedenfor ham. Lænet op imod væggen, nær ved udgangen, står en mand, klædt som kristen prest; han skjuler ansigtet i sine hænder og synes hensunken i bøn. En stor forsamling af stadens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren står vagt; ligeså ved døren til venstre.
han skjuler ansigtet i sine hænder og synes hensunken i bøn. En stor forsamling af stadens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren står vagt; ligeså ved døren til venstre.
KEJSER JULIAN
taler til de forsamlede
Så stor fremgang har guderne forundt mig. Knapt en eneste stad har jeg nærmet mig på min rejse, uden at jo Galilæere i hele hobe har strømmet mig imøde på landevejen, jamrende over sine vildfarelser og givende sig ind under de guddommelige magters varetægt. Hvad er spotternes dårlige adfærd at regne imod dette? Er ikke spotterne nærmest at ligne med hunde, der i sin uvidenhed hyler op imod måneskiven? Dog vil jeg ikke nægte at det har fortørnet mig at erfare at enkelte af denne stads indbyggere har ladet falde hånlige ord om den levevis, som 1.utg: 296
jeg har indskærpet Kybeles, den gode gudindes, prester at føre. Burde ikke ærefrygten for så ophøjet en guddom fritage hendes tjenere for at gøres til genstande for spot? Jeg tilråber hine dumdristige mennesker: er I barbarer, eftersom I ikke ved, hvem Kybele er? Skal jeg være nødt til alvorligen at minde eder om at dengang det romerske herredømme truedes så hårdt af hin puniske feltherre, HIS: 314
hvis grav jeg for ikke lang tid siden har set i Libyssa, – da gav HU: 65
den kumæiske Sibylle det råd at tage Kybeles billedstøtte ud af templet i Pessinos og føre det til Rom? Hvad nu presternes levemåde vedkommer, da har nogle opholdt sig over at det er bleven dem forbudt at spise rødder og alt, hvad der gror langs henad jorden, medens det tillades dem at nyde urter og frugter, som har sin vækst i højden. O, I højst vankundige, – jeg ynker eder, at I ikke fatter dette! Kan da menneskets ånd nære sig af det, der kryber langs jorden? Lever ikke sjælen af alt det, som higer opad imod himlen og imod solen? Disse ting vil jeg ikke vidtløftigere omtale idag. Hvad mere derom er at sige, det vil I erfare af et skrift, som jeg arbejder på i mine vågende nætter, og som jeg håber om føje tid skal blive forelæst både i læresalene og på torvene.Og hermed, mine venner, hvis ingen har noget yderligere at foredrage –
KEJSER JULIAN
sætter sig atter
Visst ikke, min ven! Hvem er du?
BORGEREN
KEJSER JULIAN
Frem med din sag, mand!
HIS: 315
MEDON
KEJSER JULIAN
Aha, min gode Medon, du ser dog velnæret nok ud.
MEDON
KEJSER JULIAN
Han håner dog ikke guderne?
KEJSER JULIAN
Så? Hvilke ord har han brugt?
MEDON
Han har slet ingen ord brugt; han har brugt det, som værre er.
KEJSER JULIAN
Og hvad er værre?
HIS: 316
MEDON
MEDON
KEJSER JULIAN
Dette klædebon, købt for penge, som kunde været dine –
MEDON
KEJSER JULIAN
Sig mig, gode Medon, hvad slags klædningsstykker bærer Alites foruden purpurkåben?
MEDON
Det husker jeg sandelig ikke, herre; jeg tænker, de vanlige; jeg har kun lagt mærke til purpurkåben.
MEDON
Ja, herre; det ser ligeså latterligt som uforskammet ud.
HIS: 317
KEJSER JULIAN
Den ting må vi bøde på, Medon!
MEDON
lykkelig
Ah, nådigste herre –!
KEJSER JULIAN
Imorgen tidlig kommer du hid i palatset –
KEJSER JULIAN
Du melder dig hos min husmester –
MEDON
Ak, ak, min gavmilde herre og kejser!
KEJSER JULIAN
MEDON
O!
HIS: 318
KEJSER JULIAN
– og når du det har gjort, kan du fortælle ham fra mig at han er en nar, hvis han tror sig hædret ved purpurkåben uden at eje purpurets magt. – Gå; og kom igen efter støvlerne imorgen!
Kornhandleren Medon går slukøret bort under borgernes latter; hofmændene, talerne, digterne samt de øvrige klapper i hænderne og tilråber kejseren bifald.
Aha; jeg synes, jeg kender dit ansigt. Var ikke du en af dem, som råbte foran min vogn da jeg drog ind i staden?
BORGEREN
KEJSER JULIAN
Og derom kommer du til mig? Gives her ikke dommere –?
SKATTEOPKRÆVEREN MALKOS
KEJSER JULIAN
Se, se; kirkegods altså?
MALKOS
MALKOS
Min modstander er dristigere end jeg, herre! Han går ud og ind af sit hus, som før; han flygtede ikke fra staden da det rygtedes at du vilde komme.
HIS: 320
MALKOS
KEJSER JULIAN
Sandelig, Malkos, imod denne mand har jeg ligeså stor grund til klage, som du.
MALKOS
Tifold større, min nådige kejser!
KEJSER JULIAN
Du tifold dårlige! Thalassios går ud og ind af sit hus som før, siger du? Han er ikke flygtet fra staden ved mit komme. Thalassios har kendt mig bedre end du. Væk med dig, menneske! Når jeg forklager Thalassios for mit hoved, kan du forklage ham for din mark.
hændervridende
HIS: 321
MALKOS
hændervridende
Jeg tifold ulykkelige!
KEJSER JULIAN
Ret så, mine venner; glæd eder over at det er lykkedes mig, ikke ganske uværdigt, at begynde denne dag, der særligt er viet til en højtid for den strålende Apollon. Thi er det ikke en visdomsven værdigt at overse de fornærmelser,
Thi er det ikke en visdomsven værdigt at overse de fornærmelser, 1.utg: 304
der rettes imod ham selv, medens han strængt straffer den uret, som tilføjes de udødelige guder? Jeg mindes ikke om hin lærdommens kronede dyrker, Mark Aurel, nogensinde har været i et lignende tilfælde; men har han været det, da bør vi håbe at han har handlet ikke aldeles uligt mig, der sætter en ære i ydmygt at følge hans fodspor.Lad dette tjene eder til rettesnor for, hvad I har at iagttage for fremtiden. I palatset, på torvet, ja, i theatret – hvis jeg ikke væmmedes ved at betræde et sådant dårskabens sted – kan det være sømmeligt at I hilser mig med tilråb og en glad klappen i hænderne. En slig hyldest, ved jeg, er bleven vel optagen både af den makedoniske Alexander og af Julius Cæsar, hvilke mænd det af lykkens gudinde også blev forundt at skinne fremfor andre dødelige.
i theatret – hvis jeg ikke væmmedes ved at betræde et sådant dårskabens sted – kan det være sømmeligt at I hilser mig med tilråb og en glad klappen i hænderne. En slig hyldest, ved jeg, er bleven vel optagen både af den makedoniske Alexander og af Julius Cæsar, hvilke mænd det af lykkens gudinde også blev forundt at skinne fremfor andre dødelige.Men ser I mig træde ind i et tempel, da er det en anden sag. Da vil jeg at I skal tie eller rette eders tilråb imod guderne og ikke imod mig, hvem I ser skride frem med nedslagne øjne og en sænket pande. Og allermest har at ofre til en så højst overordentlig og mægtig guddom, som han, hvem vi kender under navn af solkongen, og som bliver end større i vore øjne når vi betænker
HU: 70
håber jeg at I vil iagttage dette idag, da jeg har at ofre til en så højst overordentlig og mægtig guddom, som han, hvem vi kender under navn af solkongen, og som bliver end større i vore øjne når vi betænker HIS: 322
at han er den samme, hvem visse østerlandske folkeslag kalder Mithra.Og hermed, – hvis ellers ingen har noget at sige –
PRESTEN
En Guds og kejserens tjener.
KEJSER JULIAN
Kom nærmere. Hvad vil du?
PRESTEN
Tale til dit hjerte og til din samvittighed.
KEJSER JULIAN
springer op
Hvilken røst! Hvad ser jeg! Trods skæg og klædning –! Gregor!
PRESTEN
Ja, min høje herre!
KEJSER JULIAN
Gregor! Gregor fra Nazianz!
GREGOR FRA NAZIANZ
Ja, nådige kejser!
HIS: 323
KEJSER JULIAN
er stegen ned, har grebet hans hænder og ser længe på ham
GREGOR FRA NAZIANZ
O, var det dog så med dig, herre!
GREGOR FRA NAZIANZ
Dit hjerte? Ak, kejser, af dit hjerte har du udrevet en bedre ven end mig.
KEJSER JULIAN
Du mener Basilios?
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg mener en større end Basilios.
KEJSER JULIAN
formørket
Ah, så! Det er dette, du kommer for at sige mig? Og i denne klædning –
KEJSER JULIAN
Du ikke? Hvem da?
KEJSER JULIAN
Jeg kender disse galilæiske talemåder. For vort venskabs skyld, spring dette over.
GREGOR FRA NAZIANZ
Lad mig da begynde med at sige dig hvorledes det er gåt til at du ser mig her, viet til prest i den kirke, som du forfølger.
Forfølger!
(han stiger atter op på forhøjningen og sætter sig)
Nu kan du tale videre.
GREGOR FRA NAZIANZ
Du ved, hvad jeg mente om de guddommelige ting under vort glade samliv i Athen. Men fjernt lå det dengang fra min tanke at forsage jordens glæder. Ærelyst eller tørst efter rigdom, det tør jeg nok sige, har aldrig fristet mig; dog blev jeg neppe sandheden tro, hvis jeg vilde nægte at mit øje og mit sind hang undrende ved al den herlighed, som oplod sig for mig i Grækernes gamle videnskab og kunst. Kævlerierne, alle hine smålige stridigheder i vor kirke, bedrøvede mig dybt; men jeg tog ingen del i dem; jeg tjente mine landsmænd i verdslige ting; videre ikke. –
oplod sig for mig i Grækernes gamle videnskab og kunst. Kævlerierne, alle hine smålige stridigheder i vor kirke, bedrøvede mig dybt; men jeg tog ingen del i dem; jeg tjente mine landsmænd i verdslige ting; videre ikke. –Da kom tidender fra Konstantinopel. Det sagdes at Konstanzios var død af skræk over dine foretagender og havde indsat dig til sin arving. Modtagen som en overmenneskelig, og med sejersrygtet flyvende foran dig, var du, Galliens og Germaniens helt, uden sværdslag stegen op på Konstantins sæde. Verden lå for dine fødder.
tidender fra Konstantinopel. Det sagdes at Konstanzios var død af skræk over dine foretagender og havde indsat dig til sin arving. Modtagen som en overmenneskelig, og med sejersrygtet flyvende foran dig, var du, Galliens og Germaniens helt, uden sværdslag stegen op på Konstantins sæde. Verden lå for dine fødder.
HIS: 325
Da kom atter tidender. Verdens herre rusted sig til krig imod himlens herre –
GREGOR FRA NAZIANZ
GREGOR FRA NAZIANZ
KEJSER JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Lad så være, min kejser; men jeg siger dig at der er fældet en dødsdom, som retfærdighedens gud aldrig kan tilgive dig. Ursulos! Denne mand, som var dig en ven i trængselsfulde dage! Ursulos, som med fare for sit eget liv forstrakte dig med penge i Gallien; Ursulos, brøde var hans kristentro og hans oprigtighed –
forstrakte dig med penge i Gallien; Ursulos, 1.utg: 309
hvis hele brøde var hans kristentro og hans oprigtighed –
HIS: 326
KEJSER JULIAN
Ah, dette har du fra din broder Cæsarios!
GREGOR FRA NAZIANZ
Straf mig, herre; men skån min broder.
KEJSER JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
KEJSER JULIAN
Nevita er nidkær for sit hverv, og jeg kan ikke selv være overalt. Over Ursulos har jeg oprigtigt sørget, og jeg beklager dybt at hverken tid eller omstændigheder tillod mig selv at undersøge hans sag. Jeg havde visselig skånet ham, Gregor! Jeg har også tænkt på at give hans arvinger tilbage, hvad han måtte have efterladt sig.
Høje kejser, du skylder mig intet regnskab for dine handlinger. Jeg har kun villet sige dig at alle disse tidender slog ned som et lyn både i Cæsaræa og i Nazianz og i de øvrige kappadokiske stæder. Hvorledes skal jeg skildre dig virkningen? Vore indbyrdes tvistemål forstummede usunde lemmer faldt fra; men i mange ligegyldige hjerter tændtes Herrens lys i en aldrig før anet klarhed. Under alt dette brød trængslerne ind over Guds folk. Hedningerne – ja, min kejser, de, som jeg kalder hedninger – begyndte at true, at forurette, at forfølge os –
Hvorledes skal jeg skildre dig virkningen? Vore indbyrdes tvistemål forstummede 1.utg: 310
under den fælles fare. Mange af kirkens usunde lemmer faldt fra; men i mange ligegyldige hjerter tændtes Herrens lys i en aldrig før anet klarhed. Under alt dette brød trængslerne ind over Guds folk. Hedningerne – ja, min kejser, de, som jeg kalder hedninger – begyndte at true, at forurette, at forfølge os –
HIS: 327
KEJSER JULIAN
Gengæld, – gengæld, Gregor!
GREGOR FRA NAZIANZ
Det være langt fra mig at ville forsvare alt, hvad mine troesbrødre kan have forøvet i udskejende iver for kirkens sag. Men du, som er højt oplyst, og som er alles hersker, du tør ikke tåle at de levende straffes for de dødes fejl. Dette er dog sket i Kappadokia. De kristnes fiender, få i antal, men tørstende efter vinding og brændende af iver efter at være de nye embedsmænd til behag, har vakt uro og bekymring hos befolkningen både i stæderne og på landet.Jeg tænker ikke her nærmest på de forhånelser, vi har måttet lide, ej heller på de krænkelser af vor vel erhvervede ejendomsret, som vi i den senere tid idelig har været udsatte for. Hvad der mest bekymrer mig og alle mine alvorlige brødre, det er den fare, som dette medfører for sjælene. Mange er ubefæstede i troen og mægter ikke ganske at se bort fra de jordiske må døjes af enhver den, der bærer kristennavnet, har allerede havt mere end et frafald til følge. Herre, dette er et sjæleran fra Guds rige.
idelig har været udsatte for. Hvad der mest bekymrer mig og alle mine alvorlige brødre, det er den fare, som dette medfører for sjælene. Mange er ubefæstede i troen og mægter ikke ganske at se bort fra de jordiske 1.utg: 311
goder. Den hårde medfart, som nu må døjes af enhver den, der bærer kristennavnet, har allerede havt mere end et frafald til følge. Herre, dette er et sjæleran fra Guds rige.
GREGOR FRA NAZIANZ
Nådige kejser, jeg er ikke af den mening. Jeg har selv været en ligegyldig i troen, og jeg holder enhver sådan for en syg, der har helbredens mulighed i sig så længe han blir i kirkens skød. Således tænkte også vor lille menighed i Nazianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom sammen for at rådslå om Min fader er affældig, og – som han med sorg bekender – han har ikke det faste uryggelige sind, som i disse trængselens dage kræves af den, der sidder på bispesædet. Da vedtog forsamlingen, at der til hans medhjælper skulde udkåres en yngre mand, som kunde holde Herrens hjord sammen.
skød. Således tænkte også vor lille menighed i Nazianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom sammen for at rådslå om HIS: 328
hjælp imod tidens nød. Med dem forenede sig udsendinger fra Cæsaræa og fra de andre stæder. Min fader er affældig, og – som han med sorg bekender – han har ikke det faste uryggelige sind, som i disse trængselens dage kræves af den, der sidder på bispesædet. Da vedtog forsamlingen, at der til hans medhjælper skulde udkåres en yngre mand, som kunde holde Herrens hjord sammen.Valget faldt på mig.
KEJSER JULIAN
Ah!
Jeg var den tid fraværende på en rejse. Men i mit fravær, og uden at rådspørge mig, indviede min fader mig til prest og sendte mig den prestelige klædning.Dette budskab traf mig i Tiberina, på min landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sammen med min broder og med min ungdomsven Cæsaræeren Basilios.
Tiberina, på min landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sammen med min broder og med min ungdomsven Cæsaræeren Basilios.Herre, – var min dødsdom bleven mig forkyndt, det kunde ikke have forfærdet mig mere end dette.
Jeg prest! Jeg vilde det, og jeg vilde det ikke. Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke. Jeg brødes med Gud Herren, således som patriarken brødes med ham i den gamle pagts dage. Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte på, det ved jeg ikke. Men det ved før hanen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den korsfæstede. – Da blev jeg hans.
patriarken brødes med ham i den gamle pagts dage. Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte på, det ved jeg ikke. Men det ved HU: 75
jeg, at før hanen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den korsfæstede. – Da blev jeg hans.
KEJSER JULIAN
Dårskab; dårskab! Jeg kender disse drømme.
HIS: 329
GREGOR FRA NAZIANZ
På hjemrejsen kom jeg gennem Cæsaræa. O, hvilken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der! Jeg fandt staden fuld af flygtende landboere, som havde forladt hus og hjem, fordi tørken i denne sommer havde sviet sæden af og lagt alle vinberge, alle oljehaver øde. For at undgå hungersdet store jordskælv for to år siden? Og midt under dette, under brændende hede, under hyppige jordstød, måtte vi se ugudelige offerfester foregå ved dag og nat. De omstyrtede altere genopbyggedes i al hast; offerblodet randt i strømme; gøglere og skøger drev under sang og dans gennem stadens gader.
sørgelig tilstand fandt jeg ikke der! Jeg fandt staden fuld af flygtende landboere, som havde forladt hus og hjem, fordi tørken i denne sommer havde sviet sæden af og lagt alle vinberge, alle oljehaver øde. For at undgå hungers1.utg: 313
døden havde de tyet til de hungrende. Der lå de – mænd, kvinder og børn – i klynger langs husvæggene; feber rysted dem, sulten grov i deres indvolde. Hvad havde Cæsaræa at byde dem, – denne udarmede ulykkelige stad, som endnu kun halvt har rejst sig efter det store jordskælv for to år siden? Og midt under dette, under brændende hede, under hyppige jordstød, måtte vi se ugudelige offerfester foregå ved dag og nat. De omstyrtede altere genopbyggedes i al hast; offerblodet randt i strømme; gøglere og skøger drev under sang og dans gennem stadens gader.
KEJSER JULIAN
Hvilke tegn sigter du til?
GREGOR FRA NAZIANZ
KEJSER JULIAN
Du vil da vel ikke dermed sige at –?
KEJSER JULIAN
Nu, nu? Og om så var?
GREGOR FRA NAZIANZ
GREGOR FRA NAZIANZ
KEJSER JULIAN
hæst
Gregor – fordums ven, – har du dit liv kært?
GREGOR FRA NAZIANZ
Menigheden fattede da en beslutning, som jeg ikke kunde billige, men som fik næsten alle stemmer for sig. Men da vi frygtede for at sagen skulde komme i en forvansket skikkelse
billige, men som fik næsten alle stemmer for sig. Men da vi frygtede for at sagen skulde komme i en forvansket skikkelse 1.utg: 315
for dine ører, og måske optænde dig til vrede imod staden, så blev det vedtaget at en mand skulde begive sig hid for at lade dig vide, hvad vi har besluttet og hvad der nu vil ske.
det tempel, hvori hedningerne i sin tid dyrkede en falsk guddom under navnet Fortuna, skal nedrives og jævnes med jorden.
HIS: 331
Ophøjede hersker, – der fandtes ingen anden, som var villig til at påtage sig dette hverv. Jeg måtte da påtage mig det. Det er derfor, herre, at jeg her i ydmyghed står for dig og lader dig vide at vi kristne i Cæsaræa har vedtaget at det tempel, hvori hedningerne i sin tid dyrkede en falsk guddom under navnet Fortuna, skal nedrives og jævnes med jorden.
KEJSER JULIAN
springer op
Og dette må jeg fornemme med mine egne ører! Så uhørte ting vover en enkelt mand at sige mig!
HOFMÆND, TALERE og DIGTERE
O, fromme kejser, tål ikke dette! Straf denne forvovne!
Han er afsindig, herre! Lad ham gå. Se, se, – vanvidet gnistrer ud af hans øjne.
KEJSER JULIAN
Ja, vel må dette kaldes vanvid. Men det er mere end vanvid. At ville nedrive dette udmærkede tempel, oprejst for en ligeså udmærket gudinde! Og er det ikke netop denne gudinde, hvis gunst jeg skylder de gerninger, hvorom selv formastelige værk.
1.utg: 316
de fjerneste folkeslag taler? Hvad håb om sejr og held skulde jeg efter denne dag kunne gøre mig, hvis jeg lod sligt ske? – Gregor, jeg befaler dig at rejse tilbage til Cæsaræa og lade borgerne vide at jeg forbyder dette formastelige værk.
GREGOR FRA NAZIANZ
Det er ikke gørligt, herre! Sagen er nu kommen dertil, at den er bleven os et valg imellem menneskefrygt og lydighed under Gud. Vi kan ikke vige.
HIS: 332
KEJSER JULIAN
Da skal I vel få føle, hvor langt kejserens arm rækker!
GREGOR FRA NAZIANZ
Kejserens arm er vældig i de jordiske ting; og jeg, som andre, bæver under den.
KEJSER JULIAN
Larm ved indgangen. Hårskæreren Eunapios, fulgt af flere borgere, styrter ind.
KEJSER JULIAN
Hvad er dette? Eunapios, hvad er hændt dig?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
O, at mine øjne måtte være vidne til sligt syn!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Se, allernådigste kejser, jeg kommer blodig, forslåt, og dog lykkelig over at være den første, som påkalder din straf –
KEJSER JULIAN
Tal mand; – hvem har slåt dig?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Tillad mig, herre, at bære min klage frem.
det lille Venus-tempel, som du nys har ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød sang og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte skønne danse i forhallen, og indenfor fandt jeg det hele rum fyldt af en jublende skare, mens presterne foran alteret foretog de ofringer, du har påbudt.
HIS: 333
HU: 78
Jeg gik i denne morgenstund udenfor byen for at opsøge det lille Venus-tempel, som du nys har ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød sang og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte skønne danse i forhallen, og indenfor fandt jeg det hele rum fyldt af en jublende skare, mens presterne foran alteret foretog de ofringer, du har påbudt.
KEJSER JULIAN
Ja, ja; og så?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Knapt havde jeg fåt tid til i andagt at vende mine tanker imod denne henrykkende gudinde, hvem jeg særligt ærer og dyrker, – da trængte en stor sværm af unge mænd ind i templet –
KEJSER JULIAN
Dog ikke Galilæere?
KEJSER JULIAN
Ah!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Hvilket optrin fulgte så ikke på! Grædende under voldsmændenes skældsord og stokkeslag flygtede hine dansende piger fra forhallen ind til os. Galilæerne faldt over os alle, mishandlede os og forhånede os på den skændigste måde.
HIS: 334
KEJSER JULIAN
stiger ned af forhøjningen
Vent, vent!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Ak, havde denne overlast blot rammet os alene! Men de utæmmelige gik videre. Ja, nådigste kejser, – med et ord: alteret er nedrevet, gudindens billedstøtte knust i stykker, offerdyrenes indvolde kastet udenfor til føde for hundene –
KEJSER JULIAN
går op og ned
Vent, vent, vent!
GREGOR FRA NAZIANZ
Herre, denne ene mands ord er ikke nok –
KEJSER JULIAN
Ti!
(til Eunapios)
Kendte du nogen af disse tempelskændere?
Tag vagt med eder. Grib så mange af de skyldige, som I kan få fat på. Kast dem i fængsel. De fangne skal navngive de øvrige; og når jeg har dem alle i min magt –
GREGOR FRA NAZIANZ
Hvad da herre?
HIS: 335
KEJSER JULIAN
Det vil bøddelen kunne sige dig. Både du og borgerne i Cæsaræa skal erfare, hvad I har at vente, dersom I med galilæisk stivsind holder fast ved eders forehavende.
Kejseren går i heftig vrede ud til venstre; Eunapios og hans vidner fjerner sig med vagten; den øvrige forsamling skilles ad.
Et torv i Antiokia. I forgrunden til højre munder en gade ud på torvet; til venstre i baggrunden ser man ind i et trangt og bugtet stræde.
stræde.En stor menneskemængde opfylder torvet. Sælgere råber med kramvarer. På flere steder er borgerne stimlet sammen i ivrigt talende klynger.
råber med kramvarer. På flere steder er borgerne stimlet sammen i ivrigt talende klynger.
EN BORGER
Men, du gode himmelens gud, hvad tid skede denne ulykke?
EN ANDEN BORGER
Imorges, siger jeg; ganske tidligt imorges.
Kære mand, finder du det passende at kalde dette en ulykke? Jeg kalder det en forbrydelse, og det, til og med, en højst fræk forbrydelse.
DEN ANDEN BORGER
Ja, ja; det er ganske sandt; det var højst frækt gjort.
HIS: 336
FARVEREN FOKION
Tænke sig til – ja, er det ikke overfaldet i Venus-templet I taler om? Jo. Tænke sig til, siger jeg, på en tid, da kejseren selv er i staden –! Og så at vælge en dag, som denne, – en dag –
EN TREDJE BORGER
nærmer sig de talende
Hør, sig mig, gode fremmede, hvad er det egentlig –?
FARVEREN FOKION
Jeg siger, en dag som denne, da vor ophøjede hersker selv vil forrette ved Apollon-festen.
FARVEREN FOKION
Hvad? Fængsler man dem? Er man virkelig kommen dem på spor?
(høje skrig høres)
Hyss; hvad er det? Ja, ved guderne, tror jeg ikke man har dem!
1.utg: 321
En gammel kvinde, forstyrret og med udslåt hår, baner sig vej gennem menneskemassen; hun er omringet af andre kvinder, som forgæves søger at holde hende tilbage.
DEN GAMLE KVINDE
HIS: 337
DEN GAMLE KVINDE
EN AF BORGERNE
til Fokion
Hvem er den kvinde?
BORGEREN
Ah, ja, ja, ja!
KVINDEN PUBLIA
Hilarion! Mit barn! Hvad vil de gøre med ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds lykke at jeg traf en kristen broder –
KVINDEN PUBLIA
DELINGS-FØREREN
Til side; gør plads her!
HIS: 338
KVINDEN PUBLIA
O, kom, gode Fokion; – hjælp mig for vort venskabs og vort broderskabs skyld –
FARVEREN FOKION
Jeg er ikke søn af nogen. Gå fra mig, kvinde! Du er jo gal. Jeg kender dig ikke; jeg har aldrig set dig.
Han skynder sig ind i trængselen.
EN UNDERFØRER
med soldater fra højre
Gør ryddigt her!
Soldaterne trænger menneskemængden ind imod husvæggene. Den gamle Publia falder om i kvindernes arme til venstre. Alle stirrer forventningsfuldt henad gaden.
Ja, ved solens gud, kommer han ikke der, den velsignede herre!
EN SOLDAT
Træng ikke så på der bag!
HIS: 339
FARVEREN FOKION
EN BORGER
Den mand, som er ganske hvidklædt?
FARVEREN FOKION
Ja, ja, netop han.
BORGEREN
Men hvorfor er han hvidklædt?
FARVEREN FOKION
Rimeligvis for hedens skyld; – eller nej, bi lidt, jeg tænker det er som offerprest at han –
EN ANDEN BORGER
Vil da kejseren ofre selv?
FARVEREN FOKION
Ja, kejser Julian gør alting selv.
EN TREDJE BORGER
Han ser ikke så vældig ud som kejser Konstanzios.
FARVEREN FOKION
Det synes jeg dog. Han er ikke så høj, som den forrige kejser; men så er hans arme hins. Og så har han et blik, – o, I venner –! Ja, nu kan I ikke se det; han slår øjet ærbart ned under gangen. Ja, ærbar er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til. Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død har han ikke ret mange gange –; barnefødt her i staden; men jeg har levet femten år i Konstantinopel indtil nu for ganske nylig –
1.utg: 324
længere end hins. Og så har han et blik, – o, I venner –! Ja, nu kan I ikke se det; han slår øjet ærbart ned under gangen. Ja, ærbar er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til. Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død har han ikke ret mange gange –; HIS: 340
jeg skal sige eder, han skriver hele natten. Derfor er også hans HU: 82
fingre ofte så sorte som en farvers; ja, ligesom mine. Jeg er også farver. I må tro, jeg kender kejseren bedre end de fleste. Jeg er barnefødt her i staden; men jeg har levet femten år i Konstantinopel indtil nu for ganske nylig –
FARVEREN FOKION
EN BORGER
Ak, ak, det skulde være harmeligt!
FARVEREN FOKION
Det havde også jeg stolet på; derfor flytted jeg over. Men nu får vi gøre vort bedste, venner; når kejseren kommer forbi, vil vi opløfte glade tilråb både til ham og til Apollon.
HIS: 341
DEN ANDEN BORGER
DEN FØRSTE BORGER
Ja så; ja, nu synes jeg, jeg mindes det.
FARVEREN FOKION
Ej, ej, ej, det er ikke den Apollon; det er en ganske anden; det er solkongen, – den store lyrespillende Apollon.
DEN ANDEN BORGER
Ah så; den Apollon! Er han bedre?
FARVEREN FOKION
Ja, det skulde jeg mene. – Se, se, der kommer han. O, den højst velsignede herre!
Kejser Julian, klædt som yppersteprest, kommer omgiven af offerprester og tempeltjenere. Hofmænd og lærde, hvoriblandt læreren Hekebolios, har sluttet sig til toget; ligeså borgerfolk. Foran kejseren går fløjtespillere og harpeslagere. Soldater og stadstjenere med lange stokke gør ryddigt foran og på siderne.
yppersteprest, kommer omgiven af offerprester og tempeltjenere. Hofmænd og lærde, hvoriblandt læreren Hekebolios, har sluttet sig til toget; ligeså borgerfolk. Foran kejseren går fløjtespillere og harpeslagere. Soldater og stadstjenere med lange stokke gør ryddigt foran og på siderne.Priset være kejseren! Lovet være Julian, helten og den lykkebringende!
FARVEREN FOKION
Hilset være Julian og solkongen! Leve Apollon!
Kejser Julian giver et tegn med hånden; toget standser.
KEJSER JULIAN
Borgere af Antiokia! Ikke ved jeg i hast at nævne den ting, der skulde kunne fryde mit hjerte mere, end disse eders opmuntrende tilråb. Og vel kan mit hjerte tiltrænge denne vederkvægelse.
i hast at nævne den ting, der skulde kunne fryde mit hjerte mere, end disse eders opmuntrende tilråb. Og vel kan mit hjerte tiltrænge denne vederkvægelse.Det var med åndens nedslagenhed at jeg tiltrådte denne vandring, der skulde være en glædens og en opløftelsens gang. Ja, jeg vil ikke lægge skjul på det, jeg var imorges ikke langt fra at bringes ud af den sindets ligevægt, som det for en visdomselsker er sømmeligst at bevare under alle tilskikkelser.
tilskikkelser.
KVINDEN PUBLIA
Herre, herre!
FARVEREN FOKION
O, fromme og retsindige kejser, straf disse forvovne!
KVINDEN PUBLIA
Herre, giv mig Hilarion igen!
HIS: 343
KEJSER JULIAN
Søg at vinde gudernes yndest, da har I visselig min. Og er det ikke billigt at Antiokia heri går foran? Er det ikke som om solgudens øje med særligt velbehag hvilte på denne stad? Forhør eder hos vidt berejste mænd, og I skal erfare, i hvilket sørgeligt overmål det andetsteds er lykkedes vildfarelsen at lægge
billigt at Antiokia heri går foran? Er det ikke som om solgudens øje med særligt velbehag hvilte på denne stad? Forhør eder hos vidt berejste mænd, og I skal erfare, i hvilket sørgeligt overmål det andetsteds er lykkedes vildfarelsen at lægge HU: 84
vore hellige steder øde. Hvad står tilbage? En levning hist og her; og intet af det bedste.Men hos eder, I borgere af Antiokia! O, mine øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første gang så denne uforlignelige helligdom, Apollons eget hus, som man neppe skulde kunne tænke sig opført af menneskehænder. Står ikke den herliges billede derinde som før i ukrænket skønhed? Ikke en kant er afhakket eller smuldret på hans alter; ikke en revne er at se i de ranke bærende støtter.
Apollons eget hus, som man neppe skulde kunne tænke sig opført af menneskehænder. Står ikke den herliges billede derinde som før i ukrænket skønhed? Ikke en kant er afhakket eller smuldret på hans alter; ikke en revne er at se i de ranke bærende støtter.O, når jeg betænker dette, – når jeg føler bindet om min pande, – når jeg ser nedad denne klædning, der er mig dyrebarere end purpurkåben, da fornemmer jeg gudens nærhed i en hellig isnen.
isnen.Se, se, lyset sittrer om os i herlighed!
Føl, føl, luften er svanger med friske kranses duft!
hvad du var, skal du vorde! – I solkongens favn! Mithra, Mithra!
1.utg: 328
Skønne jord, lysets og livets hjem, glædens hjem, og lykkens og skønhedens hjem, – hvad du var, skal du vorde! – I solkongens favn! Mithra, Mithra!Fremad på vor sejersgang!
Toget sætter sig atter, under mængdens bifaldsråb, i bevægelse, men de forreste standser ved indgangen til det trange stræde, hvorigennem et andet tog kommer ned imod torvet.
KEJSER JULIAN
Hvad hindrer os?
HIS: 344
LÆREREN HEKEBOLIOS
Nådigste herre, der er noget på færde oppe i gaden.
FARVEREN FOKION
Galilæerne, herre! Man har dem!
KVINDEN PUBLIA
Hilarion!
FARVEREN FOKION
Man har dem! Jeg hører lænkerne –
KEJSER JULIAN
Forbi dem –!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
HIS: 345
KEJSER JULIAN
Jeg vil ikke se dem. Fremad, har jeg befalet!
KEJSER JULIAN
De afsindige. Ikke så nær til mig! Vagt, vagt!
Begge tog er imidlertid stødt sammen i trængselen. Apollon-toget nødes til at gøre holdt, medens toget med fangerne, mænd i lænker, omgivne af soldater og ledsagede af en stor menneskemængde, skrider forbi.
KVINDEN PUBLIA
Mit barn! Hilarion!
HILARION
blandt fangerne
Glæd dig, min moder!
KEJSER JULIAN
HIS: 346
VAGTFØREREN
Herre, det var denne, som talte.
KEJSER JULIAN
med et skrig
Agathon!
Fangen ser på ham og tier.
KEJSER JULIAN
Agathon, Agathon! Svar mig; er du ikke Agathon?
FANGEN
Jo.
KEJSER JULIAN
Du imellem disse! Tal til mig!
KEJSER JULIAN
Du kender mig ikke? Du ved ikke, hvem jeg er?
Og barnet –? Er det din unge broder?
(til vagtføreren)
Denne mand må være uskyldig.
HIS: 347
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Herre, denne mand er just lederen af det hele. Han har selv tilståt det; ja, han har endog rost sig af sin gerning.
KEJSER JULIAN
Så sælsomt kan da hunger og sygdom og ulykke forvilde et menneskes sind.
(til fangerne)
Sig blot med et ord at I angrer, og der skal intet ondt tilføjes eder.
KVINDEN PUBLIA
skriger
Sig det ikke, Hilarion!
AGATHON
Vær stærk, kære broder!
KVINDEN PUBLIA
Gå, gå til det, som venter dig, min eneste!
KEJSER JULIAN
Hør og betænk jer, I andre –
AGATHON
til fangerne
Vælg mellem Kristus og kejseren!
Forfærdelig er Galilæerens vildledende magt. Dette må knækkes. Forbi dem, de vederstyggelige! De skygger for glæden; mørkner dagen med sin rugende dødslængsel. – Fløjtespillere, – mænd, kvinder, – stem i! Sang, – sang til pris for liv og lys og lykke!
vederstyggelige! De skygger for glæden; HIS: 348
de mørkner dagen med sin rugende dødslængsel. – Fløjtespillere, – mænd, kvinder, – stem i! Sang, – sang til pris for liv og lys og lykke!
FANGETOGET
Saligt at kvæles i osende blod.
APOLLON-TOGET
Nydelsens fyldte flømmende skåler
rigt du, Apollon, din dyrker tilmåler.
APOLLON-TOGET
Dejligt at juble i solhåbs-gløden!
Den hellige lund omkring Apollons tempel. Forhallen, båren af søjler, og hvortil en bred trappe fører op, ses mellem træerne i baggrunden til venstre.En mængde mennesker løber forskrækkede og under høje klageråb omkring i lunden. Langt borte høres musiken fra festtoget.
EN ANDEN MAND
Var det virkelig så? Var det jorden, som skalv?
MANGE STEMMER
Hør, hør, hør!
NOGLE
Det er vogne inde på brostenene.
ANDRE
Det er trommer. Hør musiken –; kejseren kommer!
1.utg: 334
HIS: 350
Apollon-toget ses kommende fra højre side gennem lunden og opstiller sig under spil af fløjter og harper i en halvkreds foran templet.
KEJSER JULIAN
vendt imod templet, med oprakte hænder
Buesvingeren er iblandt os. Jorden drønner under hans hæl, således, som den drønnede fordum, da han i vrede tramped den trojanske strandbred.Men det er ikke imod os at han retter det rynkede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som hader ham og hans solskinnende rige.
Ja, – så visst, som lykkens eller ulykkens fylde giver den rette målestok for gudernes yndest imod de dødelige, – så visst åbenbarer sig her forskellen imellem os og hine.
Hvor er Galilæerne nu? Nogle under bøddelens hænder, andre flygtende i de trange stræder, askegrå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig mellem de halvåbne tænder –, og med håret rejsende sig i skræk eller afrevet i fortvivlelse.
stræder, askegrå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig mellem de halvåbne tænder –, og med håret rejsende sig i skræk eller afrevet i fortvivlelse.Og hvor er vi? Her, i Dafnes friske lund, hvor dryaders duftende ånde køler vore tindinger, – her, foran den herliges herlige tempel, ombølget af lyrers og af fløjters klang, – her, i lys, i lykke, i tryghed, og med guden selv åbenbaret iblandt os.
Dafnes friske lund, hvor dryaders duftende ånde køler vore tindinger, – her, foran den herliges herlige tempel, ombølget af lyrers og af fløjters klang, – her, i lys, i lykke, i tryghed, og med guden selv åbenbaret iblandt os.
HIS: 351
Han går i spidsen for toget gennem folkemængden hen imod templet.
KEJSER JULIAN
En Galilæer iblandt os?
DEN SAMME STEMME
Ikke videre, gudsfornægter!
ATTER ANDRE
Væk, væk med den skamløse!
En gammel blind mand, i prestelig klædning, og støttet af to, ligeledes presteligt klædte, yngre mænd, stødes frem så han kommer til at stå nedenfor tempeltrappen og foran kejseren.
DEN GAMLE MAND
Jo, jeg er denne vor kirkes uværdigste tjener.
Den uværdigste kalder du dig; og jeg tror ikke at du har så ganske uret. Hvis jeg ikke fejler, har du været en af dem, som ivrigst har sat splid imellem Galilæerne indbyrdes.
BISKOP MARIS
Jeg har gjort det, som tynger mig dybere ned i anger. Da du tog herredømmet, og dit sindelag rygtedes, da omspændtes mit hjerte af en usigelig angst. Alderdomssvækket, og blind, som jeg var, gav jeg ikke den tanke rum, at sætte mig op imod jordens mægtige herre. Ja, – Gud være mig nådig – jeg forlod den hjord, jeg var sat til at skærme, drog mig forsagt ud af alt det, som truende samlede sig om Herrens menighed, og søgte ly her i Syrien på min landgård –
omspændtes mit hjerte af en usigelig angst. Alderdomssvækket, og blind, som jeg var, gav jeg ikke den tanke rum, at sætte mig op imod jordens mægtige herre. Ja, – Gud være mig nådig – jeg forlod den hjord, jeg var sat til at skærme, drog mig forsagt ud af alt det, som truende samlede sig om Herrens menighed, og søgte ly her i Syrien på min landgård –
KEJSER JULIAN
BISKOP MARIS
Nu frygter jeg dig ikke længer; thi nu har Kristus helt og holdent mit hjerte. I kirkens trængsels-tid gik dens lys og herlighed op for mig. Alt det blod, du udgyder, – al den vold og uret, som du øver, skriger imod himlen, slår
thi nu har Kristus helt og holdent mit hjerte. I kirkens trængsels-tid gik dens lys og herlighed op for mig. Alt det blod, du udgyder, – al den vold og uret, som du øver, skriger imod himlen, slår 1.utg: 337
med vælde tilbage, runger for mit døve øre og viser mig i min blindheds nat, hvad vej jeg har at gå.
KEJSER JULIAN
Drag hjem, gamle mand!
Ikke før du har lovet at afstå fra denne din djævelske fremfærd. Hvad tænker du på? Vil støvet rejse sig imod ånden? Vil jordens herre styrte himlens herre? Ser du da ikke at vredens dag er over os for dine synders skyld? Kilderne udtørres, ligesom øjne, der har grædt sig læns. Skyerne, der skulde lade frugtbarhedens manna falde over os, drager vore hoveder forbi og udgyder sig ikke. Den jord, som har været forbandet siden dagenes morgen, den skælver og bæver under kejserens blodskyld!
støvet rejse sig imod ånden? Vil jordens herre styrte himlens herre? Ser du da ikke at vredens dag er over os for dine synders skyld? Kilderne udtørres, ligesom øjne, der har grædt sig læns. Skyerne, der skulde lade frugtbarhedens manna falde over os, drager vore hoveder forbi og udgyder sig ikke. Den jord, som har været forbandet siden dagenes morgen, den skælver og bæver under kejserens blodskyld!
KEJSER JULIAN
BISKOP MARIS
KEJSER JULIAN
Plads for mig!
KEJSER JULIAN
I solkongens hus.
BISKOP MARIS
Du går ikke. Jeg forbyder dig det i den enestes navn!
HIS: 354
KEJSER JULIAN
Vanvittige gubbe! – Væk med ham!
BISKOP MARIS
KEJSER JULIAN
Din gud er ingen vældig gud. Jeg skal vise dig at kejseren er stærkere end han –
LÆREREN HEKEBOLIOS
bleg
Herre og kejser, lad ikke dette ske!
BISKOP MARIS
med høj røst
Et hult rullende drøn fornemmes. Templets tag og søjler vakler og synes at styrte sammen under et tordnende brag medens hele bygningen indhylles i en støvsky. Mængden udstøder et forfærdelsens skrig; mange flygter, andre falder til jorden. En stund er der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker støvskyen og man ser Apollons tempel i ruiner.
1.utg: 339
Et hult rullende drøn fornemmes. Templets tag og søjler vakler og synes at styrte sammen under et tordnende brag medens hele bygningen indhylles i en støvsky. Mængden udstøder et forfærdelsens skrig; mange flygter, andre falder til jorden. En stund er der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker støvskyen og man ser Apollons tempel i ruiner.
HIS: 355
BISKOP MARIS
hvis begge ledsagere er flygtede, står alene og siger dæmpet
Gud talte.
KEJSER JULIAN
bleg og med dæmpet røst
BISKOP MARIS
Og jeg siger dig, det var den Herre, som lagde Jerusalems tempel i grus.
KEJSER JULIAN
Hvis så er, da skal Galilæerens kirker stænges, og hans prester skal under svøbeslag piskes til at rejse dette tempel igen.
BISKOP MARIS
KEJSER JULIAN
Ikke sten skal det lykkes dig at føje til sten; thi det er forbandet af Herren.
KEJSER JULIAN
Vent, vent; du skal få se – ifald du kunde se – du, som står der forladt og hjælpeløs, famlende ud i natten uden at vide hvorhen du skal flytte din fod.
HIS: 356
BISKOP MARIS
For mig lyser det lyn, som engang skal slå dig og dine.
Han famler sig ud. Kejser Julian står tilbage, omringet af en liden bleg og skrækslagen skare.
I Antiokia. En åben søjlegang med billedstøtter og et vandspring foran. På venstre side, inde i søjlegangen, fører en trappe op til det kejserlige palats.
billedstøtter og et vandspring foran. På venstre side, inde i søjlegangen, fører en trappe op til det kejserlige palats.En skare hofmænd, lærere, digtere og talere, blandt dem livlægen Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de fleste af dem er klædte i forrevne kapper med filtret hår og skæg.
Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de fleste af dem er klædte i forrevne kapper med filtret hår og skæg.
DIGTEREN HERAKLEOS
LIVLÆGEN ORIBASES
Det er dog alt tilhobe ret sundt.
EN HOFMAND
Er det sundt at skulle sluge kødet i store stykker, ganske blodigt, som det kommer fra slagteren?
HIS: 358
LIVLÆGEN ORIBASES
DIGTEREN HERAKLEOS
EN HOFMAND
Ha-ha-ha; du har ikke så ganske uret.
DIGTEREN HERAKLEOS
En kreds af leende tilhørere har samlet sig om ham. Mens han taler er kejser Julian kommen frem oppe på trappen i søjlegangen uden at bemærkes af dem, der står nedenfor. Han bærer en pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår og skæg er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i begge hænder, under armene og indstukne i bæltet holder han bunker af pergamentruller og papirer. Han standser og lytter til Herakleos med alle tegn på forbittrelse.
pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår og skæg er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i begge hænder, under armene og indstukne i bæltet holder han bunker af pergamentruller og papirer. Han standser og lytter til Herakleos med alle tegn på forbittrelse.
HIS: 359
DIGTEREN HERAKLEOS
vedblivende
EN HOFMAND
som har fåt øje på kejseren
Fy, fy, Herakleos, – skam dig dog!
Kejser Julian giver hofmanden et vink at han skal tie.
DIGTEREN HERAKLEOS
fortsætter
Så lad hende fare. Men går det ikke ligeså med Ceres? Lægger hun ikke for dagen en højst sørgelig – jeg kunde næsten kalde det kejserlig – gærrighed? Ja, tro mig, havde vi lidt mere samkvem med det høje Olymp nuomstunder, vilde vi få mange lignende ting at høre. Jeg tør sværge på at nektar og ambrosia tilmåles så knapt, som vel muligt. O Zeus, hvor må du ikke være bleven slunken! O, du skalkagtige Dionysos, hvor meget er der vel nu tilovers af dine lænders fylde? O, du lystne, alle ægtemænd nærgående Mars –!
Ceres? Lægger hun ikke for dagen en højst sørgelig – jeg kunde næsten kalde det kejserlig – gærrighed? Ja, tro mig, havde vi lidt mere samkvem med det høje Olymp nuomstunder, vilde vi få mange lignende ting at høre. Jeg tør sværge på at nektar og ambrosia tilmåles så knapt, som vel muligt. O Zeus, hvor må du ikke være bleven slunken! O, du skalkagtige Dionysos, hvor meget er der vel nu tilovers af dine lænders fylde? O, du lystne, 1.utg: 344
let-rødmende Venus, – o, du alle ægtemænd nærgående Mars –!
DIGTEREN HERAKLEOS
Ah, min nådige kejser!
O, du frække forhåner af alle ophøjede ting! Så det skulde altså times mig, – det, at måtte høre din kvækkende tunge i den samme stund jeg træder fra min bogsal ud i den friske morgenluft!
times mig, – det, at måtte høre din kvækkende tunge i den samme stund jeg træder fra min bogsal ud i den friske morgenluft!HIS: 360
(han kommer nærmere)
DIGTEREN HERAKLEOS
Hvad, min kejser, – imod mig?
KEJSER JULIAN
Ja, et stridsskrift imod dig. Et stridsskrift, som jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller måtte jeg kanske ikke optændes til vrede over din højst usømmelige opførsel igår? Hvad var det du tillod dig i læresalen i mit og mange andre alvorlige mænds påhør? Måtte vi ikke flere timer i rad døje hine skammelige fabler om gav til bedste? Hvor turde du komme frem med slige opdigtelser? Var det ikke løgn alt tilhobe fra først til sidst?
forfattet i vrede. Eller måtte jeg kanske ikke optændes til vrede over din højst usømmelige opførsel igår? Hvad var det du tillod dig i læresalen i mit og mange andre alvorlige mænds påhør? Måtte vi ikke flere timer i rad døje hine skammelige fabler om 1.utg: 345
guderne, som du gav til bedste? Hvor turde du komme frem med slige opdigtelser? Var det ikke løgn alt tilhobe fra først til sidst?
KEJSER JULIAN
Hvad andet? O, jeg kan ikke udsige, hvilken harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din ublu tale bar hen. « Menneske, lad intet overraske dig», således fristedes jeg til med komedieskriveren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en ragget bondekøter, fremgø – ikke taknemmelighedsråb, men nogle urimelige ammestue-fortællinger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi dine vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det her i skriftet.
betog mig, da jeg fornam, hvor din ublu tale bar hen. « Menneske, lad intet overraske dig», således fristedes jeg til med komedieskriveren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en ragget bondekøter, fremgø – ikke taknemmelighedsråb, men nogle urimelige ammestue-fortællinger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi dine vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det her i skriftet.Ja, hvilken lyst følte jeg ikke til at rejse mig fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig fremføre både Dionysos og hin store udødelige, efter hvem du er opkaldt, ligesom på et theater. Men HIS: 361
når jeg betvang mig og HU: 95
blev siddende, så kan jeg forsikkre dig at det skede mindre af hensyn til digteren end til skuespillerne – om jeg tør kalde dem så. Dog skede det mest af hensyn til mig selv. Thi måtte jeg ikke nære frygt for at det skulde se ud, som om jeg flygtede lig en opskræmt due? Se, derfor lod jeg mig ikke mærke med noget, men foreholdt mig i stilhed hint vers af Homer:
LIVLÆGEN ORIBASES
Jeg beder dig, min høje herre, at du ikke forivrer dig. Lad det være dig en trøst at vi alle hørte med uvilje på denne mands tåbeligheder.
KEJSER JULIAN
DIGTEREN HERAKLEOS
Ak, min kejser, jeg er højst ulykkelig –
KEJSER JULIAN
Ja, det må du vel være; thi det er i sandhed ikke småting, dette. Eller har kanske ikke fortællingerne om guderne en stor hensigt og et vigtigt mål? Er ikke disse fortællinger blevne til de løndomsfulde den højeste gud hersker, – og derved gøre sjælene dygtige til at forenes med ham? Hvad ellers? Er det ikke af denne øjemærke er hine fortællinger kun til nytte for børn og barbarer, – ja, knapt nok det. Men var det da børn og barbarer, du havde for dig igår? Hvorfra henter du den dristighed at tale til mig, som om jeg var et barn? Mener du at du er bleven en vismand og har fåt ret til vismandens frisprog, fordi du har iført dig en forreven kappe og taget tiggerstaven i hånd?
Er ikke disse fortællinger blevne til HIS: 362
i det øjemed at føre menneskeånden ad en både behagelig og let vej opad til de løndomsfulde 1.utg: 347
boliger, hvor den højeste gud hersker, – og derved gøre sjælene dygtige til at forenes med ham? Hvad ellers? Er det ikke af denne HU: 96
grund at de gamle digtere opfandt deslige fortællinger, og er det ikke derfor at både Platon og andre gentog dem, eller vel endog forøged deres tal? Jeg siger eder, at udenfor dette øjemærke er hine fortællinger kun til nytte for børn og barbarer, – ja, knapt nok det. Men var det da børn og barbarer, du havde for dig igår? Hvorfra henter du den dristighed at tale til mig, som om jeg var et barn? Mener du at du er bleven en vismand og har fåt ret til vismandens frisprog, fordi du har iført dig en forreven kappe og taget tiggerstaven i hånd?
EN HOFMAND
O, hvor sandt sagt, min kejser! Nej, nej, der hører visselig mere til.
KEJSER JULIAN
Han blader i papirbunkerne. I det samme kommer taleren Libanios, rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.
I det samme kommer taleren Libanios, rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.
LIVLÆGEN ORIBASES
dæmpet
Ah, hvilket held at du kom, højt hædrede Libanios!
TALEREN LIBANIOS
til Oribases
Hvad held mener du, ven?
LIVLÆGEN ORIBASES
Kejseren er i stor vrede; dit komme vil formilde ham.
LIVLÆGEN ORIBASES
Herre, det er –
KEJSER JULIAN
Godt, godt, godt! Nu skal I få høre om jeg kender eder eller ikke. Der gives iblandt de ulykkelige Galilæere et antal rasende, som kalder sig bodfærdige. Disse kaster vrag på alt jordisk gods, på det nær at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke så tåbelig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var fast i det stykke, så vilde I snart overløbe hoffet med eders uforskammethed. Eller gør I det ikke allerede? Er der ikke mange iblandt eder, som vilde komme igen, selv om jeg jog dem bort? efterfølgere af Diogenes, hvis klædning og lader I har taget på? I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i læresalene som hos min skatmester. O, hvor er dog ikke visdommen bleven en jammerlig og foragtelig ting for eders
Nu skal I få høre om jeg kender eder eller ikke. Der gives iblandt de ulykkelige Galilæere et antal rasende, som kalder sig bodfærdige. Disse kaster vrag på alt jordisk gods, HU: 97
men kræver dog store gaver af alle de tåbelige, der hylder dem lig hellige og næsten tilbedelsesværdige. Se, disse folk ligner I, på det nær at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke så tåbelig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var fast i det stykke, så vilde I snart overløbe hoffet med eders uforskammethed. Eller gør I det ikke allerede? Er der ikke mange iblandt eder, som vilde komme igen, selv om jeg jog dem bort? 1.utg: 349
O, mine kære venner, hvad skal dette føre til? Er I visdomselskere? Er I efterfølgere af Diogenes, hvis klædning og lader I har taget på? I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i læresalene som hos min skatmester. O, hvor er dog ikke visdommen bleven en jammerlig og foragtelig ting for eders HIS: 364
skyld! O, I hyklere og højst uvidende talere! O, I – – men hvad vil dog den fede mand hist henne?
KEJSER JULIAN
Stadsforstanderen får vente. De sager, her handles om, går foran alle ringere ting. Eller hvad? Denne mand har en så utålmodig mine. Er det da så vigtigt –?
TALEREN LIBANIOS
Ingenlunde, herre; jeg kan komme igen en anden dag.
Han vil gå.
LIVLÆGEN ORIBASES
KEJSER JULIAN
Jeg trode kejseren vidste at borgerne i Antiokia havde valgt mig til formand for stadsforstanderne.
KEJSER JULIAN
HIS: 365
TALEREN LIBANIOS
Kejseren havde ikke ytret noget ønske om at høre Libanios tale ved den lejlighed.
KEJSER JULIAN
Taleren Libanios burde vide, hvad kejseren ønsker i så måde.
TALEREN LIBANIOS
TALEREN LIBANIOS
Priskos, din nye ven, bragte mig det.
TALEREN LIBANIOS
Hovedpine og vigtige sysler –
TALEREN LIBANIOS
HIS: 366
KEJSER JULIAN
Maximos viser sig aldrig ved hoffet.
TALEREN LIBANIOS
KEJSER JULIAN
O, min Libanios, har jeg ikke indrømmet dig mit hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos hans palats?
TALEREN LIBANIOS
Jeg misunder ingen. Jeg misunder ikke engang mine medbrødre Themisteos og Mamertinos, skønt du har vist dem så store prøver på jeg er endog glad ved at jeg er den eneste, fornemmelig på veltalenhed, vel vidende at dette er den udmærkelse, som skiller os fra barbarerne. Nu har du frygtet for, at jeg – ligesom visse andre – skulde blive lunken i min kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere til sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg helst fortier. Det er for statens hæders og vels skyld at du ikke har givet mig noget. Du vil at jeg skal mangle rigdom for at jeg kan have overflod på veltalenhed.
HU: 99
din yndest. Ej heller misunder jeg Hekebolios, hvis ejendomme du har forøget med så anselige gaver. Ja, jeg er endog glad ved at jeg er den eneste, 1.utg: 352
hvem du intet har skænket. Thi jeg fatter vel grunden til denne undtagelse. Du har villet at dit kejserriges stæder skal have overflod på alt, og fornemmelig på veltalenhed, vel vidende at dette er den udmærkelse, som skiller os fra barbarerne. Nu har du frygtet for, at jeg – ligesom visse andre – skulde blive lunken i min kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere til sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg helst fortier. Det er for statens hæders og vels skyld at du ikke har givet mig noget. Du vil at jeg skal mangle rigdom for at jeg kan have overflod på veltalenhed.
KEJSER JULIAN
Og jeg, min Libanios, har også fattet grunden til at min ungdomslærer har ladet mig blive her i Antiokia i flere måneder sagtens ment, at ringere talere egnede sig bedst for så middelmådige ting. End videre har vel Libanios undladt alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja, du har visselig frygtet for at se kejseren beruset af overmod, ravende, lig den, udgyde for ham et så kostbart offer.
HIS: 367
uden at fremstille sig. Libanios har rimeligvis ment at de tjenester, som hans fordums lærling kan have ydet guderne og staten eller videnskaben, ikke var store nok til med rette at fortjene lovprisning af den mand, der kaldes veltalenhedslærernes konge. Libanios har sagtens ment, at ringere talere egnede sig bedst for så middelmådige ting. End videre har vel Libanios undladt alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja, du har visselig frygtet for at se kejseren beruset af overmod, ravende, lig den, 1.utg: 353
der i tørstighed har drukket med altfor stort begær af en løvkranset vinskål, dersom du ødslede på ham noget af den kunst, som alle Grækere beundrer hos dig, og derved i visse måder hævede ham til gudernes højde ved at udgyde for ham et så kostbart offer.
KEJSER JULIAN
TALEREN LIBANIOS
Er det virkelig så? O, min kronede broder, lad mig da sige dig at siden din hidkomst er ingen dag gåt til ende uden at jeg har forbandet den standhaftighed, som ikke tillod mig at gøre det første skridt. Mine venner lod – ikke uden et visst skin af ret – give tilkende at du skulde have foretaget denne lange rejse nærmest for at se mig og høre mig tale. Men Julian selv lod ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så gøre? Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede som menneske?
det første skridt. Mine venner lod – ikke uden et visst skin af ret – give tilkende at du skulde have foretaget denne lange rejse nærmest for at se mig og høre mig tale. Men Julian selv lod ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så gøre? Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede som menneske?
omfavner og kysser ham
HIS: 368
KEJSER JULIAN
omfavner og kysser ham
Min Libanios!
LIVLÆGEN ORIBASES
Hvor hædrende for begge!
HOFMÆND og LÆRERE
klapper i hænderne
Hvor skønt! Hvor ophøjet!
KEJSER JULIAN
TALEREN LIBANIOS
Ak, du var dog bedre stillet end jeg; thi du havde dog nogen, med hvem du kunde tale om din fraværende ven.
KEJSER JULIAN
Sig ikke så. Jeg havde kun de stakkels forelskedes trøst; den nemlig, bedrøvet at gentage dit navn og udråbe: Libanios, Libanios!
TALEREN LIBANIOS
Ah, mens du talte så til den tomme luft, talte jeg til mit kammers fire vægge. De fleste havde Julians øre.
HU: 101
af døgnets timer tilbragte jeg i sengen og udmalede mig, hvem der nu var hos dig, – snart HIS: 369
denne, snart hin. Fordum var det anderledes, 1.utg: 355
sagde jeg til mig selv, – da var det mig, som havde Julians øre.
KEJSER JULIAN
TALEREN LIBANIOS
O, er da ikke jeg undergåt en lige så stor forandring? Du kendte mig jo ikke igen.
KEJSER JULIAN
(de omfavner og kysser hinanden på ny)
TALEREN LIBANIOS
Min længsel fraregnet – er det så. Gid en anden var udsendt i mit sted! Men den hædersplads, hvortil borgernes tillid har kaldt mig, gør mig det til pligt at bære det ene som det andet.
KEJSER JULIAN
Tal, min Libanios, og sig, hvori jeg kan tjene dig.
TALEREN LIBANIOS
Lad mig da begynde med at sige dig at denne stads indvånere er nedsunkne i sorg fordi du har taget din nåde fra dem.
TALEREN LIBANIOS
KEJSER JULIAN
Aha; så!
TALEREN LIBANIOS
KEJSER JULIAN
Jeg ved det godt, Libanios!
Alexandros er voldsom i al sin færd, og retfærdigheden gælder ikke stort i hans øjne –
KEJSER JULIAN
Jeg ved det; jeg ved det altsammen. Alexandros er en rå mand uden sæder og uden veltalenhed. Alexandros har ingenlunde fortjent en så stor ophøjelse. Men du kan sige Antiokias borgere at de har fortjent Alexandros. Ja, de havde, om muligt, fortjent en endnu værre hersker, de gærrige og ulærvillige mennesker.
TALEREN LIBANIOS
Det er altså, hvad vi frygtede; det er en straf –
Hør mig, Libanios! Hvorledes kom jeg hid? Med fortrøstning til denne stads indbyggere. Antiokia, som solkongen særligt har kåret til sit sæde, skulde hjælpe mig at gøre god igen al den uret og utaknemmelighed, som så længe har været øvet imod de udødelige. Men hvorledes har I mødt mig? Nogle med trods, andre med lunkenhed. Hvad må jeg ikke opleve her? Driver ikke hin Kappadokier, Gregor fra Nazianz, endnu omkring i staden og ophidser de uvidende Galilæere med sine forvovne taler? Er der ikke opståt en digter iblandt dem – en viss Apollinaris – som øger deres vildfarelser lige til afsind med sine vilde sange?
forvovne taler? Er der ikke opståt en digter iblandt dem – en viss Apollinaris – som øger deres vildfarelser lige til afsind med sine vilde sange?Og hvad må jeg ikke erfare andetsteds fra? Har man ikke i Cæsaræa gjort alvor af sin trusel! Brudt Fortunas tempel ned! O, skam og skændsel! Hvor var gudindens dyrkere imens? Mon de forhindrede det? Nej, de lod det roligt ske, Libanios, skønt de burde have ofret livet for at forsvare helligdommen.
Brudt Fortunas tempel ned! O, skam og skændsel! Hvor var gudindens dyrkere imens? Mon de forhindrede det? Nej, de lod det roligt ske, Libanios, skønt de burde have ofret livet for at forsvare helligdommen.Men vent, vent! Galilæerne i Cæsaræa skal bøde med sit blod og hele staden skal gå op i ildsluer, så snart jeg får tiden nogenlunde til min rådighed.
Tillad mig først. Ja, sig selv om jeg bør tåle dette? Sig, om min nidkærhed kan bære over med deslige forhånelser imod de guddommelige, der stiller sig skærmende bag mig og over mig? Men hvad skal jeg gribe til? Har jeg ikke i lange nætter skrevet imod disse usalige vildfarelser, – skrevet, Libanios, således at mine øjne er bleven røde og mine fingre sorte af blæk? Og hvad mener du det har frugtet? Spot har jeg fåt til tak, ikke alene af de vildfarende selv, men endog af dem, der siger harmeligheder må jeg idag opleve at se dig her som talsmand for nogle borgere, der fører klage over Alexandros, om hvem det dog må siges at han gør sit bedste for at holde Galilæerne i tømme.
gribe til? Har jeg ikke i lange nætter skrevet imod disse usalige vildfarelser, – skrevet, Libanios, således at mine øjne er bleven røde og mine fingre sorte af blæk? Og hvad mener du det har frugtet? Spot har jeg fåt til tak, ikke alene af de vildfarende selv, men endog af dem, der siger HIS: 372
at de deler mine meninger. Ja, og som topmål på alle disse harmeligheder må jeg idag opleve at se dig her som talsmand for nogle borgere, der fører klage over Alexandros, om hvem det dog må siges at han gør sit bedste for at holde Galilæerne i tømme.
TALEREN LIBANIOS
O, min ophøjede ven, – at han det gør, er netop vor grund til klage.
KEJSER JULIAN
Hvad må jeg høre af dig!
TALEREN LIBANIOS
Det er ikke med min gode vilje at jeg går stadens ærende. I forsamlingen lagde jeg borgerne på hjerte, at til dette hverv måtte de vælge byens mest udmærkede mand, derved givende tilkende at jeg ikke ønskede at kåres. Til trods
1.utg: 359
for dette fingerpeg faldt valget dog på mig, som visselig ikke –
KEJSER JULIAN
Godt, godt, godt! Men at jeg af din mund, o Libanios, må høre –!
TALEREN LIBANIOS
Jeg beder min kronede broder betænke at jeg taler i stadens navn. Hvad mig selv angår, da skatter jeg de udødelige guder så højt som nogen. Hvad vilde veltalenhedens kunst være uden de fortællinger, som digterne i de fremfarne tider efterlod os? Er ikke disse fortællinger at ligne ved et bergværk, hvoraf en dannet taler kan smede sig både våben og prydelser, når han forstår at nytte metallet med skønsomhed? flade og usmagelige, når de skulde udtrykkes uden billeder og lignelser, hentede fra det overjordiske?
HU: 104
kosteligt bergværk, hvoraf en dannet taler kan smede sig både våben og prydelser, når han forstår at nytte metallet med skønsomhed? HIS: 373
Ja, hvor vilde ikke visdommens regler falde flade og usmagelige, når de skulde udtrykkes uden billeder og lignelser, hentede fra det overjordiske?Men sig, o ven, – kan du håbe at finde denne synsmåde hos hoben, besynderligen i en tidsalder som vor? Jeg forsikrer dig, i Antiokia står det i al fald ikke så vel til. Borgerne her – både Galilæerne og de bedre oplyste – har i de senere år levet med hinanden uden at agte synderlig på deslige ting. Der gives knapt nogen husstand i staden, hvor der ikke hersker forskellige meninger om det guddommelige. Men dette har, indtil for kort tid siden, ikke forstyrret det gode forhold.
hoben, besynderligen i en tidsalder som vor? Jeg forsikrer dig, i Antiokia står det i al fald ikke så vel til. Borgerne her – både Galilæerne og de bedre oplyste – har i de senere år levet med hinanden uden at agte synderlig på deslige ting. Der gives knapt nogen husstand i staden, hvor der ikke hersker forskellige meninger om det guddommelige. Men dette har, indtil for kort tid siden, ikke forstyrret det gode forhold.
dyrtid hersker og hungersnød står for døren.
1.utg: 360
Nu er det blevet anderledes. Man er begyndt at drøfte lære imod lære. Der er kommen splid imellem de nærmeste slægtninge. Ja, nylig har en borger, hvis navn jeg nødig vil nævne, gjort sin søn arveløs, fordi det unge menneske sagde sig løs fra Galilæernes samfund. Handel og vandel lider under alt dette, dobbelt føleligt nu, da dyrtid hersker og hungersnød står for døren.
KEJSER JULIAN
Nok, nok, – mere end nok, Libanios! I klager over dyrtid. Men sig mig om overdådigheden nogensinde har blomstret mere end nu? Står skuepladsen nogen dag tom, når det rygtes at en ny løve er kommen fra Afrika? Da der i forrige uge var tale om for dyrtidens skyld at udvise af staden alle dagdrivere og lediggængere, krævede så ikke borgerne med høje råb at der skulde gøres en undtagelse med fægterne og danserinderne; thi dem mente man ikke at kunne være foruden!
Ak, vel må guderne slå hånden af eder i vrede over eders dårlighed! Der er visdomslærere nok i denne hvor træder så få i mit fodspor? Hvorfor blir man stående ved Sokrates? Hvorfor går man ikke et lidet stykke videre og følger Diogenes eller – om jeg så tør sige – mig, da vi dog fører eder til lykken? Thi er ikke lykken formålet for al visdomslære? Og hvad er lykken overensstemmelse med sig selv? Kræver ørnen guldfjære? Ønsker løven sig klør af sølv? Eller eftertragter granattræet at bære frugter af funklende stene? Jeg siger eder at intet menneske har ret til at nyde, forinden han har vist sig hærdet nok til at bære nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre nydelsen med sin fingerspids, før han er i stand til at træde den under fødder.
HU: 105
stad; men hvor HIS: 374
er visdommen? Hvorfor træder så få i mit fodspor? Hvorfor blir man stående ved Sokrates? Hvorfor går man ikke et lidet stykke videre og følger Diogenes eller – om jeg så tør sige – mig, da vi dog fører eder til lykken? Thi er ikke lykken formålet for al visdomslære? Og hvad er lykken 1.utg: 361
andet end det, at være i overensstemmelse med sig selv? Kræver ørnen guldfjære? Ønsker løven sig klør af sølv? Eller eftertragter granattræet at bære frugter af funklende stene? Jeg siger eder at intet menneske har ret til at nyde, forinden han har vist sig hærdet nok til at bære nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre nydelsen med sin fingerspids, før han er i stand til at træde den under fødder.Ah, sandelig, der er langt frem. Men jeg vil lægge al min kraft på dette. For disse tings skyld vil jeg opgive andre, som også er vigtige. Perserkongen har – ængstet ved min nærmelse – gjort mig fredstilbud. Dem tænker jeg at gå ind på for at få frie hænder til at oplyse og forbedre eder, I ulærvillige! Hvad det øvrige angår, da blir det som det er. Alexandros skal I beholde. Se til at komme ud af det med ham.
Perserkongen har – ængstet ved min nærmelse – gjort mig fredstilbud. Dem tænker jeg at gå ind på for at få frie hænder til at oplyse og forbedre eder, I ulærvillige! Hvad det øvrige angår, da blir det som det er. Alexandros skal I beholde. Se til at komme ud af det med ham.Dog, min Libanios, vil jeg ikke det skal hede at jeg har ladet dig gå fra mig i unåde –
TALEREN LIBANIOS
Ah, min kejser –
KEJSER JULIAN
Du talte med en viss bitterhed om at jeg havde skænket Themisteos og Mamertinos meget. Men fratog jeg dem ikke også noget? Fratog jeg dem ikke min daglige omgang? Dig agter jeg at skænke noget mere end hine.
HIS: 375
KEJSER JULIAN
Jeg agter ikke at skænke dig guld eller sølv. Så tåbelig var jeg kun i den første tid, høstfolk om en kilde, alle puffende og stødende hverandre, alle fremrækkende den hule hånd for at få den fyldt først og få den fyldt højest til randen. Jeg er bleven klogere siden. Navnlig tror jeg det må siges at visdommens gudinde ikke har unddraget mig sin bistand ved de handlinger, jeg har foretaget til denne stads bedste.
HU: 106
indtil jeg så, hvorledes man stimled sammen om mig, lig tørstige høstfolk om en kilde, alle puffende og stødende hverandre, alle fremrækkende den hule hånd for at få den fyldt først og få den fyldt højest til randen. Jeg er bleven klogere siden. Navnlig tror jeg det må siges at visdommens gudinde ikke har unddraget mig sin bistand ved de handlinger, jeg har foretaget til denne stads bedste.
TALEREN LIBANIOS
Visselig, visselig!
TALEREN LIBANIOS
Ah, hvilken hæder –!
KEJSER JULIAN
Du skal affatte den med særligt øjemærke på de velgerninger, hvorfor Antiokias borgere skylder mig taknemmelighed. Jeg håber du vil affatte den således, at den blir både taleren og genstanden værdig. Dette hverv, min Libanios, være min gave til dig. Jeg ved ikke noget bedre at skænke en mand som dig.
affatte den med særligt øjemærke på de velgerninger, hvorfor Antiokias borgere skylder mig taknemmelighed. Jeg håber du vil affatte den således, at den blir både taleren og genstanden værdig. Dette hverv, min Libanios, 1.utg: 363
være min gave til dig. Jeg ved ikke noget bedre at skænke en mand som dig.
TALEREN LIBANIOS
O, min kronede ven, hvilken overvættes nåde!
KEJSER JULIAN
Og nu vil vi gå til fægtesalen. Derpå, mine venner, vandrer vi gennem gaderne for at give disse opblæste indfødte et gavnligt forbillede på tarvelighed i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
HIS: 376
gavnligt forbillede på tarvelighed i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
LIVLÆGEN ORIBASES
Gennem gaderne, herre? Ak, i denne middagshede –
EN HOFMAND
O, herre, hav mig undskyldt, men jeg føler mig højst upasselig –
DIGTEREN HERAKLEOS
Jeg også, nådigste herre! Hele denne morgenstund har jeg kæmpet med en kvalme i maven –
KEJSER JULIAN
Han går i vrede bort gennem søjlegangen.
ringe gade i udkanten af staden. I husrækken til venstre ligger en liden kirke.
1.utg: 364
HIS: 377
En ringe gade i udkanten af staden. I husrækken til venstre ligger en liden kirke.En stor mængde veklagende kristne er forsamlede. Salmedigteren Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem. Kvinder med børn på armene udstøder høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem gaden.
veklagende kristne er forsamlede. Salmedigteren Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem. Kvinder med børn på armene udstøder høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem gaden.
KVINDER
løber til og holder ham fast ved hans klædning
GREGOR FRA NAZIANZ
EN KVINDE
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg har hørt det; men jeg kan ikke tro på slig dårskab.
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS
LÆREREN KYRILLOS
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS
Den tid vil komme, da I skal kives med dem, I nu bærer på eders arme, om hvad der rettelig stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da eders børnebørn skal spotte over eder og ikke vide hvo og hvad Kristus var.
kives med dem, I nu bærer på eders arme, om hvad der rettelig stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da eders børnebørn skal spotte over eder og ikke vide hvo og hvad Kristus var.
HU: 108
Den tid vil komme, da det skal være udslettet af hjerterne at verdens frelser engang led og døde.
GREGOR FRA NAZIANZ
O, Gregor, hvor tør du kræve at vi skal blive standhaftige midt under disse rædsler? – Brødre og søstre, – ved I, hvad der er hændt i Arethusa? De vantroende har mishandlet Markos, den gamle biskop, slæbt ham efter håret gennem gaderne, kastet ham i kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op igen, oversmurt ham med honning og hejset ham op i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer.
hvor tør du kræve at vi skal blive standhaftige midt under disse rædsler? – Brødre og søstre, – ved I, hvad der er hændt i Arethusa? De vantroende har mishandlet Markos, den gamle biskop, slæbt ham efter håret gennem gaderne, kastet ham i kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op igen, oversmurt ham med honning og hejset ham op i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer.
HIS: 379
GREGOR FRA NAZIANZ
Og har da ikke Guds kraft just herligt åbenbaret sig i Markos? Hvad var Markos tilforn? En mand af tvivlsom tro. Ja, da urolighederne brød ud i Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, – neppe havde han i sit skjul erfaret at de rasende mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse brødre, førend han frivilligt vendte tilbage. Og hvorledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans bødler selv således at de, for at kunne trække sig med et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans svar: nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren var hos ham. Han hverken døde eller gav efter. Hans ansigt viste
tilforn? En mand af tvivlsom tro. Ja, da urolighederne brød ud i Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, – neppe havde han i sit skjul erfaret at de rasende mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse brødre, førend han frivilligt vendte tilbage. Og hvorledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans bødler selv således at de, for at kunne trække sig med et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans svar: nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren var hos ham. Han hverken døde eller gav efter. Hans ansigt viste HU: 109
hverken forfærdelse eller utålmodighed. I træet, hvor han hang, priste han sig lykkelig, fordi han var løftet nogle trin nærmere imod himlen, mens de andre, som han sagde, kravlede om på den flade jord.Der må være sket et under med denne standhaftige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt skrigene fra fængslet den dag i sommer, da Hilarion og de andre pintes –! De ligned ingen andre skrig, – ufrivilligt, brølende, blandende sig med hvislende lyd, hver gang jernet, hvidglødende, grov sig ind i det flåede kød.
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS
O, Kyrillos, glemmer du sangen, som løste skrigene af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil han udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke Agathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog ham og han vågned op i vanvid?
Sang ikke Hilarion i døden? Sang ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil han udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke Agathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog ham og han vågned op i vanvid?Sandelig siger jeg eder, så længe sangen runger over vor nød, så længe skal ikke Satan sejre!
HIS: 380
GREGOR FRA NAZIANZ
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS
KVINDERNE
Ve, ve!
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS
GREGOR FRA NAZIANZ
Vredens Gud krydrede måltidet. Hvorledes er det bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan få se hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer, med øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og forstandens brug. Rædsel har slåt staden. Mange hedninger har omvendt sig siden hin nat.
bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan få se hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer, med øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og forstandens brug. Rædsel har slåt staden. Mange hedninger har omvendt sig siden hin nat.Derfor frygter jeg heller ikke dette uheldsvangre dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ikke denne helvedes lejesvend, som pønser på at fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham falde over os med ild, med sværd, med vilde dyr på skuepladsen! Ja, skulde hans vanvid end drive ham videre, end sket er til denne dag, – hvad gør så det til sagen? Imod alt dette er der en lægedom og en vej til sejr!
uheldsvangre dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ikke denne helvedes HIS: 381
kronede lejesvend, som pønser på at fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham falde over os med ild, med sværd, med vilde dyr på skuepladsen! Ja, skulde hans vanvid end drive ham videre, end sket er til denne dag, – hvad gør så det til sagen? Imod alt dette er der en lægedom og en vej til sejr!
KVINDERNE
Kristus, Kristus!
NOGLE
Hvem?
ANDRE
Kejseren! Morderen! Gudsfienden!
GREGOR FRA NAZIANZ
Stille! Lad ham drage forbi i taushed.
En afdeling af de kejserlige hustropper kommer gennem gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hofmænd og visdomsvenner, alle omgivne af vagt. En anden afdeling palats-soldater, anførte af høvedsmanden Fromentinos, slutter toget.
EN ANDEN KVINDE
Han må være fra sig selv.
HIS: 382
EN TREDJE KVINDE
EN FJERDE KVINDE
Gem eders børn ved brystet. Lad ikke deres øjne se rædselen.
KEJSER JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Du har stængt vore kirker; derfor står vi udenfor og priser Herren vor Gud.
Se, det er dig, Gregor? Ja, du driver jo endnu om her. Men vogt dig; længe tåler jeg det ikke.
GREGOR FRA NAZIANZ
KEJSER JULIAN
Eders talemåder trætter mig. Jeg vil ikke se eder her. Hvorfor holder I jer ikke i eders stinkende huler? Gå hjem, siger jeg!
EN KVINDE
O, kejser, hvor er vore hjem?
EN ANDEN KVINDE
Hvor er vore huse? Hedningerne har plyndret dem og jaget os ud.
HIS: 383
STEMMER I HOBEN
Dine soldater har taget vor ejendom fra os!
ANDRE STEMMER
O, kejser, kejser, hvorfor har du taget vor ejendom?
KEJSER JULIAN
Det spørger I om? Jeg skal sige jer det, I uvidende mennesker! Har man taget eders ejendom fra eder, så er det sket af omsorg for eders sjæles vel. Har ikke Galilæeren sagt at I ikke skal eje sølv eller guld? Har ikke eders mester I engang skal opfare til himmels? Burde I da ikke takke mig fordi jeg gør eder farten så let som muligt?
Galilæeren sagt at I ikke skal eje sølv eller guld? Har ikke eders mester 1.utg: 371
lovet eder at I engang skal opfare til himmels? Burde I da ikke takke mig fordi jeg gør eder farten så let som muligt?
VISDOMSVENNERNE
O, uforligneligt sagt!
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS
Herre, du har frataget os det, som er mere end sølv og guld. Du har frataget os Guds eget ord. Du har frataget os vore hellige skrifter.
KEJSER JULIAN
Jeg kender dig nok, du huløjede salmesanger! Du er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg tager eders urimelige bøger fra eder, så vil du snart være mand for at digte noget ligeså urimeligt ihob. Men jeg siger dig at du er en ussel bogskriver og versemager! Ved Apollon, ingen ret Græker vilde tage Det skrift, du nylig har sendt mig, og som du har været fræk nok til at kalde «Sandheden», det kan jeg lade dig vide at jeg har læst, forståt og fordømt.
HU: 112
dine vers i sin mund. Det skrift, du nylig har sendt mig, og som du har været fræk nok til at kalde «Sandheden», det kan jeg lade dig vide at jeg har læst, forståt og fordømt.
HIS: 384
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS
KEJSER JULIAN
Ha-ha; det modskrift, jeg har i arbejde, skal vise at jeg har forståt. – Men hvad angår hine føje tid skal komme til at agte dem ringere, såsom det vil vise sig at hin Jesus af Nazareth har været en løgner og bedrager.
det modskrift, jeg har i arbejde, skal vise at jeg har forståt. – Men hvad angår hine 1.utg: 372
bøger, hvis tab I nu hyler og jamrer over, så kan jeg sige jer at I om føje tid skal komme til at agte dem ringere, såsom det vil vise sig at hin Jesus af Nazareth har været en løgner og bedrager.
KEJSER JULIAN
LÆREREN KYRILLOS
Så vil ske!
KEJSER JULIAN
LÆREREN KYRILLOS
Herre, det skal du til din rædsel selv erfare. Jeg taug indtil du bespottede den hellige og kaldte ham en løgner; men
taug indtil du bespottede den hellige og kaldte ham en løgner; men HIS: 385
nu vil jeg sige dig at ikke et fnug mægter du imod den korsfæstede!
KEJSER JULIAN
tvinger sig
Hvo er du, og hvad heder du?
Det skal du høre. Først og fremst heder jeg en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn; thi det skal ingensinde udslettes af jorden.
Først og fremst heder jeg en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn; thi det skal ingensinde udslettes af jorden.Dernæst bærer jeg også navnet Kyrillos, og under det navn er jeg kendt mellem brødre og søstre.
KEJSER JULIAN
LÆREREN KYRILLOS
Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser, der fejler i dette. Det er dig, som har givet afkald på Kristus i det øjeblik han skænkte dig herredømmet over jorden.Derfor forkynder jeg dig i hans navn at han snart vil fratage dig både herredømmet og livet, og da skal du for sent erkende, hvor stærk han er, han, som du i din blindhed foragter.
Ja, ligesom du har forglemt hans velgerninger, således skal han ikke give sin kærlighed råderum, idet han rejser sig for at straffe dig.
råderum, idet han rejser sig for at straffe dig.
træde dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!
1.utg: 374
HIS: 386
Du har omstyrtet hans altere, – han skal nedstyrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din glæde i at træde hans lov under fødder, den samme lov, som du selv engang forkyndte for de troende. På samme vis skal Herren træde dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!Kvinderne flokker sig under gråd og veklage om Kyrillos.
KEJSER JULIAN
Jeg vilde gerne skånet dig, Kyrillos! Guderne er mine vidner at jeg ikke hader dig for din tros skyld. Men du har forhånet min kejserlige magt og myndighed, og det må jeg straffe.
GREGOR FRA NAZIANZ
Vær stærk, min broder Kyrillos!
LÆREREN KYRILLOS
med oprakte hænder
Jeg salige, som får lide til Herrens ære!
Soldaterne griber ham og slæber ham ud.
Vagten driver den jamrende mængde ind i sidegaderne. Kun kejseren og hans følge bliver tilbage. Da bemærker man, liggende foran kirkedøren, og hidtil skjult, en mand i sønderrevne klæder og med aske strød på sit hoved.
aske strød på sit hoved.
EN SOLDAT
støder til ham med lanseskaftet
Op, op; pak dig!
KEJSER JULIAN
O, evige guder, – Hekebolios –!
HOFMÆNDENE
Ah, i sandhed, – Hekebolios!
LÆREREN HEKEBOLIOS
Jeg heder ikke så mere! Jeg er navnløs. Jeg har svigtet den dåb, som gav mig navn!
KEJSER JULIAN
Rejs dig, ven! Dit sind er sygt –
HIS: 388
KEJSER JULIAN
Han kaster sig igen ned på sit ansigt.
KEJSER JULIAN
Slig vanvids ild tænder disse skrifter over jorden.
Han går ilsomt derfra, fulgt af visdomsvennerne.
HIS: 389
Landevej udenfor staden. Til venstre ved vejkanten står Kybeles billedstøtte mellem afhugne træstubber. Et stykke derfra, imod venstre, er en kilde med en stenkumme. Det er henimod solnedgang.På et trin ved fodstykket af gudindens billede sidder en gammel prest med en tildækket kurv på skødet. Omkring stenkummen en flok mænd og kvinder, der henter vand. Kommende og gående ses fra og til på vejen. Fra venstre kommer farveren Fokion, slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han møder hårskæreren Eunapios, der kommer fra staden.
FARVEREN FOKION
Ej, se, – min ven Eunapios i fuld hofklædning!
FARVEREN FOKION
Kalder du det spot? Jeg mente, det var den højeste ære.
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
FARVEREN FOKION
Hvorledes tror du alt dette vil ende?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Det bryr jeg mig ikke om at tænke på. Jeg ved, hvorledes det er endt med mig, og det er nok.
HIS: 390
FARVEREN FOKION
Er du ikke længere i kejserens tjeneste?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Ja, rigtig; nu farves kun kristen-rygge. Men hvad er det du slæber på?
FARVEREN FOKION
til en af mændene ved vandkummen
Hvad betyder dette?
MANDEN
Stenbilledet skal fores igen.
FARVEREN FOKION
Vil kejseren ofre her iaften?
HIS: 391
EN ANDEN MAND
Ofrer han ikke både morgen og aften, – snart hist, snart her?
EN KVINDE
Det er en ulykke for fattigfolk at den nye kejser holder så meget af guderne.
DEN FØRSTE KVINDE
Jo, det kan være; men det er nu en ulykke alligevel –
EN AF MÆNDENE
peger ud til højre
Vil I se, – der kommer han.
Kejser Julian kommer i presteklædning og med offerkniv. Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere og vagt omgiver ham. Efter dem følger en skare mennesker, dels spottende, dels forbittrede.
EN ÆLDRE MAND
Kalder du det løjer? Hvor mange sultne munde kunde ikke mættes med det, som her går tilspilde?
KEJSER JULIAN
går hen imod støtten
O, dette syn! Det fylder mit hjerte med henrykkelse og mine øjne med vemods-tårer.
Undertrykt latter blandt de nysgærrige.
KEJSER JULIAN
vender sig barskt
Men jeg føler ikke mindre henrykkelse når jeg betænker at det var mig, hvem det blev forundt at udfri den guddommelige moder af en så uværdig tilstand.
Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne tanke? – Man siger om mig at jeg har vundet nogle slag imod barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig angår, så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter til gudernes bedste; thi dem skylder vi alle vore evner og al vor omtanke.
1.utg: 380
(til dem ved vandkummen)
For resten er det mig kært at der dog gives nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser sig døve for mine opfordringer, men indfinder sig, således som sømmelig fromhed tilsiger, – og jeg tvivler ikke på at I har bragt anstændige offergaver med.
(går hen til den gamle prest)
Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor er dine tempelbrødre?
DEN GAMLE PREST
Herre, der er ingen af dem ilive uden jeg.
KEJSER JULIAN
Gamle mand, – hvor er offergaverne?
HIS: 393
DEN GAMLE PREST
peger på kurven
Her, herre!
KEJSER JULIAN
Godt, godt. Men det øvrige?
DEN GAMLE PREST
Dette er alt.
Han åbner kurven.
DEN GAMLE PREST
Ja, herre!
DEN GAMLE PREST
Jeg selv har bragt den med. O, herre, vredes ikke; jeg havde ikke flere end den ene.
Latter og mumlen blandt de forsamlede.
DÆMPEDE STEMMER
Det er nok. En gås er mere end nok.
KEJSER JULIAN
O, Antiokia, – du sætter min tålmodighed på en hård prøve!
HIS: 394
EN MAND I FLOKKEN
Først brød, siden offergaver!
FARVEREN FOKION
puffer ham i siden
Godt sagt; godt sagt!
EN ANDEN MAND
Giv borgerne at spise; guderne får hjælpe sig som de kan.
KEJSER JULIAN
Ej, I frække skrålere! I med eders Chi og Kappa! I tror kanske ikke jeg ved, hvem I mener med Chi og Kappa? Ho-ho, jeg ved det godt. Det er jo blevet et gængs ord iblandt jer. I mener Kristus og Konstanzios. Men hines opholder eder over at jeg yder guderne de skyldige ofre. I spotter med at jeg ifører mig en tarvelig klædning og lader mit skæg gro uklippet. Ja, dette skæg er eder ret en torn i øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et bukke-skæg. Men jeg siger eder, I dårer, at det er et vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig ikke ved at lade eder vide at dette skæg huser utøj, ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog bærer jeg dette mit forhånede skæg med større ære, end I eders glatragede hager!
Ho-ho, jeg ved det godt. Det er jo blevet et gængs ord iblandt jer. I mener Kristus og Konstanzios. Men hines 1.utg: 382
herredømme er forbi, og jeg skal vel hitte på midler til at bøje den trods og den utaknemmelighed, som I viser både imod guderne og imod mig. I opholder eder over at jeg yder guderne de skyldige ofre. I spotter med at jeg ifører mig en tarvelig klædning og lader mit skæg gro uklippet. Ja, dette skæg er eder ret en torn i øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et bukke-skæg. Men jeg siger eder, I dårer, at det er et vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig ikke ved at lade eder vide at dette skæg huser utøj, ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog bærer jeg dette mit forhånede skæg med større ære, end I eders glatragede hager!
HIS: 395
KEJSER JULIAN
Men tror I jeg lader disse spotterier gå hen uden at svare? Nej, nej, I skal få andet at vide. Vent kun; I skal høre fra mig snarere end I tænker. Jeg udarbejder i denne tid et skrift, som heder « Skæg-haderen». Og ved I, hvem dette skrift er rettet imod? Det er rettet imod eder, I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem jeg i skriftet kalder «de uvidende hunde». Der skal I få mine grunde både for det ene og for det andet, som nu tykkes eder sælsomt i min adfærd.
spotterier gå hen uden at svare? Nej, nej, I skal få andet at vide. Vent kun; I skal høre fra mig snarere end I tænker. Jeg udarbejder i denne tid et skrift, som heder « Skæg-haderen». Og ved I, hvem dette skrift er rettet imod? Det er rettet imod eder, I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem jeg i skriftet kalder «de uvidende hunde». Der skal I få mine grunde både for det ene og for det andet, som nu tykkes eder sælsomt i min adfærd.
KEJSER JULIAN
Ah, det tænkte jeg nok.
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
KEJSER JULIAN
O, de lastefulde, som tvinger os til at bruge slige midler!
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
For ikke at røve ham livet måtte vi til slut løslade den hårdnakkede mand. Da var han en stund ganske stille og syntes
HIS: 396
at betænke sig; men pludselig begærte han dog at fremstilles for kejseren.
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
Ja, herre, – der kommer de med ham.
En deling soldater fører læreren Kyrillos mellem sig.
LÆREREN KYRILLOS
KEJSER JULIAN
Nu, jeg tænker at jeg, uden varsler, tør tro du er kommen til fornuft, at du afstår fra dine vildfarelser om Galilæerens magt, og at du nu erkender både kejseren og vore guder for at være større end han.
LÆREREN KYRILLOS
KEJSER JULIAN
Kyrillos, – er dette, hvad du har at sige?
HIS: 397
LÆREREN KYRILLOS
Nej; jeg kommer for at takke dig. Før skalv jeg for dig og dine pinsler. Men i kvalens stund vandt jeg åndens sejr over det forkrænkelige. Ja, kejser, da dine lejesvende tænkte jeg hang i vånde under fængselstaget, – da lå jeg, salig som et barn, i min frelsers arme; og da dine bødler tyktes at de flængte strimler af mit legeme, da strøg Herren med sin lindrende hånd tornekronen bort og påsatte mig livsens krone.
det forkrænkelige. Ja, kejser, da dine lejesvende tænkte jeg hang i vånde under fængselstaget, – da lå jeg, salig som et barn, i min frelsers arme; og da dine bødler tyktes at de flængte strimler af mit legeme, da strøg Herren med sin lindrende hånd 1.utg: 385
over sårene, tog tornekronen bort og påsatte mig livsens krone.Derfor takker jeg dig; thi intet menneske har vist mig en så stor velgerning som du.
(han slår sin kappe tilside, sønderriver sine sår og kaster stykker for kejserens fødder)
– se, se; – mæt dig med mit blod, som du tørster efter! Men om mig skal du vide at jeg mætter mig af Jesus Kristus.
Skrig af forfærdelse høres blandt mængden.
FLERE STEMMER
Dette fører ulykke over os alle!
Soldater omringer Kyrillos og slæber ham hen til vandkummen; samtidigt høres sang af kvinder udenfor til højre.
KEJSER JULIAN
Se hist, Fromentinos, – hvad er det for et sælsomt optog –?
HIS: 398
KEJSER JULIAN
Ah, hint forbund af rasende kvinder –
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
KEJSER JULIAN
med knyttede hænder
Trods; trods – både fra kvinder og mænd!
Den gamle Publia og en stor skare kvinder kommer fremover landevejen.
KVINDERNES KOR
I muld; i muld!
PUBLIA
De myrded vore brødre; de myrded vore sønner.
Stig, sangens duer, med hævnens bønner!
KVINDERNES KOR
Hævnens bønner!
PUBLIA
får øje på kejseren
Der står han! Ve over den ugudelige, som har brændt Herrens ord! Tror du at du kan opbrænde Herrens ord? Jeg skal sige dig, hvor ordet brænder.
den ugudelige, som har brændt Herrens ord! Tror du at du kan opbrænde Herrens ord? Jeg skal sige dig, hvor ordet brænder.HIS: 399
(hun griber en kniv fra en af offerpresterne, sønderskærer sit bryst og flænger i såret)
Hun kaster kniven fra sig.
Ordet skal stå; –
ordet skal stå!
De tager Publia imellem sig og går videre udover landet.
FOLK VED BRØNDEN
Ve os; Galilæernes gud er den stærkeste!
ANDRE STEMMER
Hvad mægter alle vore guder imod denne ene?
KEJSER JULIAN
O, I dårer! I frygter for at opirre en, som længst er død, – en falsk forkynder; – ja, I skal selv få se. Han er en løgner, siger jeg! Giv blot tål en liden tid endnu. Hver dag, hver time kan jeg vente budskab fra Jerusalem –
HIS: 400
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt fra højre
Nådigste kejser, tilgiv at din tjener søger dig her.
KEJSER JULIAN
med et glædesskrig
Jovian! O, glade budskab –!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Jeg kommer lige fra Jødeland. I palatset hørte jeg du var her ude –
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
med et blik på mængden
Herre, – skal jeg fortælle alt?
KEJSER JULIAN
Alt, alt, – fra først til sidst!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
KEJSER JULIAN
Ser I; ser I vel!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Medens dette stod på, blev umådelige kalkdynger slæbt sammen HIS: 401
til den nye bygning. Da opstod ganske uventet en hvirvlende storm, som spredte kalken lig en sky ud over den ganske egn.
KEJSER JULIAN
Videre; videre!
KEJSER JULIAN
Videre, siger jeg!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
KEJSER JULIAN
Jovian, – hvad så?
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Herre, da brød en forfærdelig, en uhyre ildstrøm ud af hulerne. Et tordnende drøn rysted hele staden. Hvælvingerne søndersprængtes, hundreder af arbejdere dræbtes dernede, og de få, som redded sig, flygtede med sønderrevne lemmer.
HVISKENDE STEMMER
Galilæernes gud!
HIS: 402
KEJSER JULIAN
Kan jeg tro alt dette? Så du det?
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Og så –? Med et ord, – hvad har kejseren udrettet i Jerusalem?
KEJSER JULIAN
Fuldbyrdet –
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Ved dig blev det ord til fuld sandhed: ikke sten på sten skal lades tilbage.
MÆND og KVINDER
Galilæeren har sejret over kejseren! Galilæeren er større end Julian!
KEJSER JULIAN
til Kybeles prest
Du kan gå hjem, gamle mand! Og tag din gås med dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring iaften.
(vender sig til mængden)
Jeg hørte nogle her sige at Galilæeren har sejret. Det kunde synes så; men jeg siger eder, det er en vildfarelse. I uvidende; I foragtelige dosmere, – I kan tro mig: det skal ikke vare længe før bladet har vendt sig! Jeg skal –; jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg et skrift imod Galilæeren. Det skal være i syv kapitler; og når hans tilhængere får det at læse, – og når derhos «Skæg-haderen» – –
(til vagten, idet han går forbi vandkummen)
dosmere, – I kan tro mig: det skal ikke vare længe før bladet har vendt sig! Jeg skal –; jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg HIS: 403
forbereder mig allerede på et skrift imod Galilæeren. Det skal være i syv kapitler; og når hans tilhængere får det at læse, – og når derhos «Skæg-haderen» – –Giv Kyrillos fri!
Han går med sit følge tilbage til staden.
Måneskinsnat. På Apollon-templets ruiner.
Kejser Julian og mystikeren Maximos, begge i lange klæder, kommer frem mellem de omstyrtede søjler i baggrunden.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvor hen, min broder?
KEJSER JULIAN
Hvor der er ensomst.
KEJSER JULIAN
Er ikke den hele verden en grusdynge?
HIS: 404
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du har dog vist at det sunkne kan genoprejses.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvorfor ikke? Sker ikke alle ting stykkevis? Hvad er helheden andet, end den fulde sum af samtlige stykker?
KEJSER JULIAN
Dårlig visdom!
(peger på det omstyrtede Apollon-billede)
Se dette næseløse hoved. Se denne sønderknuste albue, – disse splintrede lænder. Er alle disse hæsligheders sum den hele fulde guddommelige fordums skønhed?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvoraf ved du at hin fordums skønhed var skøn – i og for sig – undtagen i beskuerens forestilling?
KEJSER JULIAN
Ak, Maximos, der er netop kernen. Hvad er i og for sig? Jeg ved intet at nævne efter denne dag.
(han sparker til Apollon-hovedet)
Har du nogen tid været mægtigere i dig selv?
HIS: 405
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du ved godt at dette er ugørligt. Kejser og Galilæer! Hvorledes forene det modsigende?
Ja, denne Jesus Kristus er den største oprører, som nogen tid har levet. Hvad var Brutus, – hvad var Kassius imod ham? De myrded kun den ene Julius Cæsar; men han myrder Cæsar og Augustus overhovedet. Eller er der at tænke på forligelighed mellem Galilæeren og kejseren? Er der rum for de to tilhobe på jorden? Og han lever på jorden, Maximos, – Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både Jøder og Romere bildte sig ind at de havde dødet ham; – han lever i menneskenes opsætsige sind; han lever i deres trods og hån imod al synlig magt.
Hvad var Brutus, – hvad var Kassius imod ham? De myrded kun den ene Julius Cæsar; men han myrder Cæsar og Augustus overhovedet. Eller er der at tænke på forligelighed mellem Galilæeren og kejseren? Er der rum for de to tilhobe på jorden? Og han lever på jorden, Maximos, – Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både Jøder og Romere bildte sig ind at de havde dødet ham; – han lever i menneskenes opsætsige sind; han lever i deres trods og hån imod al synlig magt.
KEJSER JULIAN
Ja, den, der kunde være nøjsom, lig hine. Men kalder du det at styre jordens rige? Konstantin udvided sit herredømmes grænser. Men drog han ikke grænserne snevert sammen om sin ånd og om sin vilje? I stiller den mand for højt, når I kalder
Konstantin udvided sit herredømmes grænser. Men drog han ikke grænserne snevert sammen om sin ånd og om sin vilje? I stiller den mand for højt, når I kalder HIS: 406
ham den store. Min forgænger vil jeg ikke engang tale om; han var mere slave end kejser, og jeg kan ikke blive stående ved navnet.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ja, min broder, jeg kan sige dig udgangen.
KEJSER JULIAN
Gå under –? Begge –?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Begge. Om i vore tider, eller om hundreder af år, det ved jeg ikke; men ske skal det når den rette kommer.
KEJSER JULIAN
Og hvem er den rette?
HIS: 407
MYSTIKEREN MAXIMOS
Han, som skal opsluge både kejseren og Galilæeren.
KEJSER JULIAN
Du løser gåden med en end mørkere gåde.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hør mig, sandhedsven og broder! Jeg siger, de skal begge gå under – men ikke forgå.
Går ikke barnet under i ynglingen, og ynglingen igen i manden? Men hverken barnet eller ynglingen forgår.
KEJSER JULIAN
Ah, Maximos, der ligger år imellem. Tal!
Du ved, jeg har aldrig billiget, hvad du, som kejser, har foretaget dig. Du har villet skabe ynglingen om til barn igen. Kødets rige er opslugt af åndens rige. Men åndens rige er ikke det afsluttende, ligeså lidt som ynglingen er det. Du har villet hindre ynglingens vækst, – hindre ham fra at vorde mand. O, du dåre, som har draget sværdet imod vordende, – imod det tredje rige, hvor den tvesidige skal herske!
billiget, hvad du, som kejser, har foretaget dig. Du har villet skabe ynglingen om til barn igen. Kødets rige er opslugt af åndens rige. Men åndens rige er ikke det afsluttende, ligeså lidt som ynglingen er det. Du har villet hindre ynglingens vækst, – hindre ham fra at vorde mand. O, du dåre, som har draget sværdet imod HU: 128
det vordende, – imod det tredje rige, hvor den tvesidige skal herske!
KEJSER JULIAN
Og denne –?
HIS: 408
KEJSER JULIAN
langt og tankefuldt
Messias? – Hverken kejser eller forløser?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Begge i en og en i begge.
KEJSER JULIAN
Kejser-gud; – gude-kejser. Kejser i åndens rige – og gud i kødets.
KEJSER JULIAN
«Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er.» Ja, ja, – da er kejseren i Gud, og Gud i kejseren. – Ah, drømme, drømme; – hvo bryder Galilæerens magt!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvori ligger Galilæerens magt?
KEJSER JULIAN
Jeg har forgæves grublet derover.
HIS: 409
KEJSER JULIAN
Ja – ja – ja!
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
Ja, dette udenfor –! Derfor er kejseren magtesløs.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Gude-kejseren.
KEJSER JULIAN
Kejser-guden.
KEJSER JULIAN
Maximos, – hvorledes vorder han?
KEJSER JULIAN
Min elskede lærer, – jeg må forlade dig.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvor går du hen?
HIS: 410
KEJSER JULIAN
KEJSER JULIAN
Jeg vil eje verden. – God nat, min Maximos!
Han vinker med hånden til afsked og går hurtigt bort. Maximos ser tankefuld efter ham.
SALMESYNGERSKERNES KOR
langt borte på martyr-gravene
I skal smuldre i muld!
Ved kejser-rigets østlige grænse. Vildt berglandskab. En dyb dalkløft skiller den høje forgrund fra de bagenfor liggende fjelde.Kejser Julian, i krigsklæder, står tæt ude på en bergknat og ser ned i dybet. Lidt fra ham, til venstre, står hærføreren Nevita, den persiske fyrst Hormisdas, krigsøversten Jovian og flere andre befalingsmænd. Til højre, ved et råt opbygget stenalter ligger spåmanden Numa og to andre etruskiske spåmænd, beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs indvolde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren Maximos på en sten, omringet af visdomslærerne Priskos og Kytron samt af flere andre. Fra og til drager mindre afdelinger af let bevæbnede over højden fra venstre til højre.
Julian, i krigsklæder, står tæt ude på en bergknat og ser ned i dybet. Lidt fra ham, til venstre, står hærføreren Nevita, den persiske fyrst Hormisdas, krigsøversten Jovian og flere andre befalingsmænd. Til højre, ved et råt opbygget stenalter ligger spåmanden Numa og to andre etruskiske spåmænd, beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs indvolde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren Maximos på en sten, omringet af visdomslærerne Priskos og Kytron samt af flere andre. Fra og til drager mindre afdelinger af let bevæbnede over højden fra venstre til højre.
KEJSER JULIAN
Hvilke skærende hyl –!
HÆRFØREREN NEVITA
Det er Skyternes vanlige sang, herre!
KEJSER JULIAN
De romerske legioner må allerede være ude på sletterne. Alle omboende folkeslag iler til og underkaster sig.
(han vender sig til krigsførerne)
Alle omboende folkeslag iler til og underkaster sig.På Eufrat ligger samlede de tolv hundrede skibe, som har alle vore forråd og fornødenheder inde. Jeg har nu fåt fuld visshed for at flåden, gennem hin gamle kunstigt gravede rende, kan løbe op i Tigris. Hele hæren modstrømmen tillader flåden at følge os.
Eufrat ligger samlede de tolv hundrede skibe, som har alle vore forråd og fornødenheder inde. Jeg har nu fåt fuld visshed for at flåden, gennem hin gamle kunstigt gravede rende, kan løbe op i Tigris. Hele hæren HU: 131
skal gå over på skibene. Derefter rykker vi fremad langs den østlige bred, så hurtigt, som modstrømmen tillader flåden at følge os.Sig mig, Hormisdas, hvad tro har du til disse forholdsregler?
FYRST HORMISDAS
Uovervindelige hærfører, jeg ved at det skal forundes mig under din sejrrige beskyttelse igen at betræde mit fædreland.
KEJSER JULIAN
Hvilken lettende følelse at være ude af hine trangbrystede borgeres samkvem! Med hvilken skræk i øjnene løb de ikke rundt om min vogn da jeg forlod staden? «Kom snart tilbage, og Tharses.
(går hen til spåmændene)
trangbrystede borgeres samkvem! Med hvilken skræk i øjnene løb de ikke rundt om min vogn da jeg forlod staden? «Kom snart tilbage, og 1.utg: 402
vær os da nådigere end nu», skreg de. Jeg vender aldrig tilbage til Antiokia. Jeg vil ikke se denne utaknemmelige stad mere. Når jeg har sejret, lægger jeg hjemvejen over Tharses.Numa, – hvilke varsler for vort tog læser du denne morgenstund?
HIS: 413
SPÅMANDEN NUMA
Varslet fraråder dig i dette år at overskride dit riges grænser.
KEJSER JULIAN
Hm! Hvorledes tyder du dette varsel, Maximos?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Jeg tyder det således: varslet tilråder dig at underlægge dig alt det land, du drager igennem; da overskrider du ikke dit riges grænser.
KEJSER JULIAN
Således er det. Vi må give nøje agt på deslige underfulde tegn; thi der ligger som oftest en dobbelt mening i dem. Ja, det synes stundom som om hemmelighedsfulde magter satte en glæde i at føre menneskene vild, især under store foretagender. Var der ikke også nogle, som vilde udtyde det til vor skade at søjlegangen i Hierapolis styrted sammen og begrov et halvt hundrede soldater, just som vi drog gennem strafsoldater, der kun højst ugerne gik i krigen og derfor af skæbnen tildeltes et på engang så brat og uhæderligt endeligt.
thi der ligger som oftest en dobbelt mening i dem. Ja, det synes stundom som om hemmelighedsfulde magter satte en glæde i at føre menneskene vild, især under store foretagender. Var der ikke også nogle, som vilde udtyde det til vor skade at søjlegangen i Hierapolis styrted sammen og begrov et halvt hundrede soldater, just som vi drog gennem HU: 132
staden? Men jeg siger at dette forkynder et dobbelt held. Thi først varsler det at Perser-riget skal styrte 1.utg: 403
sammen, og dernæst bebuder det os de ulykkelige Galilæeres undergang. Thi hine soldater, som dræbtes, – hvem var det vel? Det var galilæiske strafsoldater, der kun højst ugerne gik i krigen og derfor af skæbnen tildeltes et på engang så brat og uhæderligt endeligt.
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Nådigste kejser, hist kommer en høvedsmand fra fortropperne.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
kommer fra højre
Herre, du har befalet mig at melde, om noget sælsomt skulde hænde ved udrykningen.
HIS: 414
KEJSER JULIAN
Nu ja! Er noget sådant hændt imorges?
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Ja, herre, et dobbelt varsel.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
KEJSER JULIAN
Ah!
SPÅMANDEN NUMA
beskæftiget ved alteret
Vend om; vend om, kejser Julian!
KEJSER JULIAN
Vende om efter dette? Som løven hist foran Zaita, således skal landenes løve falde for vore pile. Eller har jeg ikke tidligere
Maximian sejrede over Perser-kongen Narseus, da blev ligeledes vildsvin – nedlagt foran de romerske rækker?
(til Ammian)
HIS: 415
vidnesbyrd at støtte mig til når jeg udtyder dette til vor fordel? Behøver jeg at minde så oplyste mænd om, at da kejser
Maximian sejrede over Perser-kongen Narseus, da blev ligeledes HU: 133
en løve – og derhos et vældigt vildsvin – nedlagt foran de romerske rækker?Men nu det andet –? Jeg syntes du talte om to tegn.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Det andet er mere tvivlsomt, herre! Din stridshest Babylonios blev, som du havde befalet, fuldt opsadlet ført frem for at vente dig ved nedstigningen hinsides berget. Men se, i det samme dreves en afdeling af de galilæiske strafoverstænktes og tilsøledes det guldsmykkede ridetøj af vejens smuds.
Din stridshest Babylonios blev, som du havde befalet, fuldt opsadlet ført frem for at vente dig ved nedstigningen hinsides berget. Men se, i det samme dreves en afdeling af de galilæiske straf1.utg: 405
soldater forbi. Tungt belæssede, som de var, og ikke synderlig villige, gjordes det nødvendigt at bruge piskeslag imod dem. Ikke desto mindre oprakte de sine arme, ligesom i glæde, og istemte en høj sang til ære for deres guddom. Over denne pludselige larm blev Babylonios sky, stejled i skræk, faldt bagover, og idet den vælted sig på jorden, overstænktes og tilsøledes det guldsmykkede ridetøj af vejens smuds.
SPÅMANDEN NUMA
ved alteret
Kejser Julian, – vend om, vend om!
KEJSER JULIAN
Dette har Galilæerne gjort af ondskab, – og dog har de derved imod sin vilje bragt tilveje et varsel, som jeg hilser med høj glæde.
HIS: 416
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Ved guderne, således er det!
DE ANDRE VISDOMSLÆRERE
Således, og ikke anderledes!
KEJSER JULIAN
til Nevita
Hæren skal vedblive at rykke frem. Dog vil jeg denne aften, for en end større sikkerheds anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte bekræfte.
1.utg: 406
skyld, anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte bekræfte.Men hvad angår jer, I etruskiske gøglere, som jeg med så stor bekostning har ladet komme hid, da skal I forvovenhed! Bort med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.
etruskiske gøglere, som jeg med så stor bekostning har ladet komme hid, da skal I HU: 134
vide at jeg ikke længer tåler jer i lejren, hvor I kun bidrager til at gøre soldaterne modfaldne. Jeg siger, I forstår intet af det vanskelige håndværk, som I har påtaget eder. Hvilken frækhed! Hvilket overmål af forvovenhed! Bort med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.Nogle af livvagten driver spåmændene ud til venstre.
KEJSER JULIAN
Babylonios faldt. Løven lå under for mine soldater. Dog ved vi ikke derfor, hvilken usynlig hjælp vi tør stole på. Guderne, hvis væsen langt fra ikke er tilstrækkeligt udforsket, synes stundom – hvis jeg så tør sige – at slumre eller overhovedet kun lidt at gribe ind i de menneskelige ting. Vi, mine kære venner, befinder os desværre i en sådan tid. Ja, vi har endog været vidne til at visse guder har undladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende til deres egen tarv og ære.
langt fra ikke er tilstrækkeligt udforsket, synes stundom – hvis jeg så tør sige – at slumre eller overhovedet kun lidt at gribe ind i de menneskelige ting. Vi, mine kære venner, befinder os desværre i en sådan tid. Ja, vi har endog været vidne til at visse guder har undladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende til deres egen tarv og ære.Vi tør dog ikke dømme videre herom. Det kunde tænkes at de udødelige, som styrer og opholder verden, til enkelte tider nedlægger sin magt i menneskelige hænder, – hvorved guderne visselig ikke i nogen måde forringes; thi det skyldes
HIS: 417
dog dem at en så særligt benådet – ifald han findes – har kunnet fremstå på jorden.O, mageløse kejser, giver ikke dine egne gerninger vidnesbyrd om dette?
KEJSER JULIAN
Jeg ved ikke, o Priskos, om jeg tør værdsætte mine gerninger så højt. At Galilæerne tillægger Jøden Jesus fra Nazareth en sådan udvælgelse, vil jeg ikke tale om; thi disse mennesker tager fejl, – hvilket jeg udførligt skal vise i mit skrift imod dem. Men jeg vil nævne Prometheus i gamle dage, hvilken fortrinlige helt skaffede menneskene endog større goder, end de udødelige syntes at unde dem, – hvorfor han også måtte lide meget, både smerte og
mit skrift imod dem. Men jeg vil nævne Prometheus i gamle dage, hvilken fortrinlige helt skaffede menneskene endog større goder, end de udødelige syntes at unde dem, – hvorfor han også måtte lide meget, både smerte og HU: 135
hånlig medfart, indtil han endelig optoges i gudernes samkvem, – det han i grunden den hele tid havde tilhørt.
KEJSER JULIAN
Jeg drømte at jeg så for mine øjne et barn, som efterstræbtes af en rig mand, der ejede talløse hjorder, men som ringeagtede gudernes dyrkelse.
1.utg: 408
HIS: 418
Jeg drømte at jeg så for mine øjne et barn, som efterstræbtes af en rig mand, der ejede talløse hjorder, men som ringeagtede gudernes dyrkelse.Denne onde mand udryddede barnets samtlige slægtninge. Men over barnet selv ynkedes Zeus, og han holdt sin hånd over det.
Da steg Hermes ned på marken i en ung mands skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig den vej, som fører til den øverste guds bolig! – Så ledte han ynglingen til foden af et såre stejlt berg. Der forlod han ham.
Hermes ned på marken i en ung mands skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig den vej, som fører til den øverste guds bolig! – Så ledte han ynglingen til foden af et såre stejlt berg. Der forlod han ham.Da brød ynglingen ud i gråd og klage og råbte med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva og sol-kongen, som hersker over jorden, ned i hans nærhed, løftede ham op til fjeldets tinde, pegte ud for ham og viste ham hele hans slægts arv.
Da forkyndte de ynglingen at alt dette skulde tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham derhos: han skulde ikke sove, som hans slægtninge havde gjort; han skulde ikke lytte til hykleres råd; og endelig skulde han ære som guder dem, der ligner guderne. Glem ikke, sagde de vorde en gud ligesom vi.
HU: 136
Da forkyndte de ynglingen at alt dette skulde tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham derhos: han skulde ikke sove, som hans slægtninge havde gjort; han skulde ikke lytte til hykleres råd; og endelig skulde han ære som guder dem, der ligner guderne. Glem ikke, sagde de 1.utg: 409
idet de forlod ham, at du har en udødelig sjæl og at denne din sjæl er af guddommeligt udspring. Og følger du vore råd, skal du se vor fader og vorde en gud ligesom vi.
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Hvad er tegn og varsler at agte imod dette!
HIS: 419
VISDOMSLÆREREN KYTRON
KEJSER JULIAN
Vi tør ikke med sikkerhed bygge på en sådan undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at finde denne drøm påfaldende, skønt min broder Maximos ved sin taushed – imod al billig forventning – hverken synes at finde behag i drømmen eller i den iklædning, jeg har givet den. – Dette får vi imidlertid at bære!
(han tager en papirrulle frem)
tør ikke med sikkerhed bygge på en sådan undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at finde denne drøm påfaldende, skønt min broder Maximos ved sin taushed – imod al billig forventning – hverken synes at finde behag i drømmen eller i den iklædning, jeg har givet den. – Dette får vi imidlertid at bære!Se her, Jovian; her har jeg tidligt denne morgenstund på mit leje optegnet, hvad jeg drømte. Tag dette, og lad det i talrige afskrifter oplæse for de forskellige dele af hæren. Jeg holder det for vigtigt på et så voveligt tog, at soldaterne, midt under alle farer og besværligheder, med tryghed lægger sin skæbne i førerens hænder, agtende ham for ufejlbar i de ting, som afgør krigens udfald.
voveligt tog, at soldaterne, midt under alle farer og besværligheder, med tryghed lægger sin skæbne i førerens hænder, agtende ham for ufejlbar i de ting, som afgør krigens udfald.
KEJSER JULIAN
Hvad vil du dermed sige?
At jeg ikke tør låne min hånd til noget, som er sandheden imod. – O, hør mig, min ophøjede kejser og herre! Gives der en eneste af dine soldater, som tvivler på at han er sikker i dine hænder? Har du ikke på Galliens grænser, trods fiendtlig overmagt og vanskeligheder af forskellig slags, tilkæmpet dig
på Galliens grænser, trods fiendtlig overmagt og vanskeligheder af forskellig slags, tilkæmpet dig HIS: 420
større sejervindinger, end nogen anden hærfører i vore dage kan rose sig af?
KEJSER JULIAN
Ej, – se, se, hvilke nyheder!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Alle ved, at lykken i vidunderligt mål har fulgt dig indtil denne tid. I lærdom står du over alle andre dødelige, og i veltalenhedens skønne kunst bærer du prisen mellem de ypperste.
KEJSER JULIAN
Og så –? Til trods for dette –?
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Den er visselig lige så dristig som den vidner om ukyndighed.
KEJSER JULIAN
HIS: 421
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
KEJSER JULIAN
med et langt blik på ham
Ah, Jovian! –
Sig mig, – igår aftes, da jeg tog varsler for den kommende nat, da trådte du til og bragte mig et budskab just som jeg med renselses-vand skylled blodet af mine hænder.
KEJSER JULIAN
KEJSER JULIAN
Var det din tanke at det skulde undgåt mig?
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Ja, herre; thi det var en sag imellem mig og den eneste sande Gud.
KEJSER JULIAN
Galilæer!
HIS: 422
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
KEJSER JULIAN
Er det muligt! Er dette virkelig muligt? Således griber altså hint smitsomme vanvid om sig! Mine nærmeste omgivelser, – mine egne krigsførere falder fra mig –
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Liv og blod.
KEJSER JULIAN
Liv og blod er ikke nok. Den, som skal herske, må kunne herske over viljerne, over menneskenes sind. I dette er det at hin Jesus af Nazareth står mig imod og gør mig magten stridig.
Bild dig ikke ind at jeg vil straffe dig, Jovian! De, du tilhører, higer efter sligt, som efter en lykke. Og så kalder man eder blodvidner bagefter. Eller hvad?
HU: 139
Har man ikke således ophøjet dem, jeg var nødt til at revse for deres genstridigheds skyld?Gå til fortroppen! Jeg vil nødigt se dig tiere. – O, dette bedrag imod mig, som I tilhyller med talemåder om en dobbelt HIS: 423
pligt og et dobbelt rige! Dette skal vorde anderledes. Der gives andre konger end Perser-kongen, som skal få føle min fod på sin nakke.Til fortroppen, Jovian!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Jeg skal gøre min skyldighed, herre!
Han går ud til højre.
KEJSER JULIAN
Vi vil ikke at denne morgenstund, der er oprunden under så mange lykke-forkyndende varet jævnt sind. Min drøm skal dog kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du, min Priskos, og I andre venner, vil sørge for at det sker på en værdig måde.
oprunden under så mange lykke-forkyndende var1.utg: 414
sler, skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og andet mere, med et jævnt sind. Min drøm skal dog kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du, min Priskos, og I andre venner, vil sørge for at det sker på en værdig måde.
VISDOMSLÆRERNE
Med glæde, med usigelig glæde, herre!
De modtager papirrullen og går ud til højre.
KEJSER JULIAN
Alle, undtagen kejseren og Maximos går ud til højre.
MYSTIKEREN MAXIMOS
efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har siddet, og går hen til kejseren
Min syge broder!
HIS: 424
KEJSER JULIAN
Mere såret end syg. Hjorten, som træffes af en skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor ikke dyrene kan se den. Det var mig utåleligt at vise mig længere på Antiokias gader; – nu synes jeg ikke jeg kan vise mig for hæren.
Ingen ser dig, ven; thi de famler i blindhed. Men du skal vorde en læge for deres øjne, og da skal de se dig i din herlighed.
Hvor dybt under os! Hvor svindende små bugter de sig ikke frem mellem krat og torner langs med den stenede strøm.
Da vi stod foran denne snevring, da stævned førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det var en times vej at korte, en smule møje at spare – på vandringen imod døden.
snevring, da stævned førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det var en times vej at korte, en smule møje at spare – på vandringen imod døden.Og flokkene fulgte dem så villigt. Ingen tanke på at lægge vejen ovenom; ingen længsel efter den fri luftning heroppe, som vider brystet ud og gør åndedraget rummeligt. Der går de, og går og går, og ser ikke at de har trang himmel over sig – og ved ikke at der gives højder, hvor den er større. – Er det ikke, Maximos, som om menneskene leved for at komme til at dø? Galilæerens ånd er i dette. Er det sandt, som der siges, at hans fader skabte verden, da foragter sønnen faderens værk. Og just for dette formastelige vanvid er det at han prises så højt!
rummeligt. Der går de, og går og går, og ser ikke at de har trang himmel over sig – og ved ikke at der gives højder, hvor den er større. – Er det ikke, Maximos, som om menneskene leved for at komme til at dø? Galilæerens ånd er i dette. Er det sandt, som der siges, at hans fader skabte verden, da foragter sønnen faderens værk. Og just for dette formastelige vanvid er det at han prises så højt!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvorfor? Jeg skal sige dig hvorfor.
I nærheden af en viss stad, hvor jeg engang leved, var der et vinberg, vidt berømt for sine druer; og når
en viss stad, hvor jeg engang leved, var der et vinberg, vidt berømt for sine druer; og når HU: 141
borgerne i staden ønsked ret søde frugter på sit bord, da skikked de sine tjenere ud til hint vinberg og lod hente druer der.Mange år efter kom jeg til den samme stad; men da vidste ingen længer besked om de fordum så højt priste druer. Da søgte jeg vingårdsmanden op og spurgte ham: sig mig, o ven, er dine vinstokke uddøde, såsom ingen mere kender dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden, men du ved at unge vinstokke yder gode druer men ringe vin; gamle vinstokke derimod dårlige druer men god vin. Derfor, o fremmede, tilføjede han, glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter med dette vinbergs overflod, kun i en anden skikkelse, – som vin, og ikke som druer.
såsom ingen mere kender dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden, men du ved at unge vinstokke yder gode druer men ringe vin; gamle vinstokke derimod dårlige druer men god vin. Derfor, o fremmede, tilføjede han, glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter med dette vinbergs overflod, kun i en anden skikkelse, – som vin, og ikke som druer.
KEJSER JULIAN
tankefuld
Ja, ja, ja!
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
HIS: 426
MYSTIKEREN MAXIMOS
Last ikke tiden. Havde tiden været større, så var du bleven mindre. Verdens-sjælen er som en rig mand, der har utallige sønner. Deler han sin rigdom lige imellem alle sønnerne, da blir de alle velhavende, men ingen af dem rig. Gør han dem derimod alle arveløse på en nær, og skænker alt til denne ene, da står denne ene som en rig mand i en kreds af fattige.
Verdens-sjælen er som en rig mand, der har utallige sønner. Deler han sin rigdom lige imellem alle sønnerne, da blir de alle velhavende, men ingen af dem rig. Gør han dem derimod alle arveløse på en nær, og skænker alt til denne ene, da står denne ene som en rig mand i en kreds af fattige.
KEJSER JULIAN
Ingen lignelse passer mindre end denne. – Eller står jeg således? Findes det ikke netop delt på mange hænder, det, som verdens hersker skulde hin rasende Apollinaris i Antiokia sangens og henrykkelsens magt i en fylde, som jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kappadokieren Gregor! Har ikke han viljens ubændige magt i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham det for en undersåt upassende tilnavn: den store! Ja, – hvad end sælsommere er, – det samme tilnavn gives Gregors ven, Basilios, manden med det bløde sind og det pigeagtige øje. Og dog træder han ikke frem i verden; her lever han, denne Basilios, – just i denne fjerne egn, iført en eneboers klædning, i samkvem alene med sine lærlinge, og med sin søster Makrina og andre kvinder, der kaldes fromme og hellige. Og hvorledes virker ikke både han og søsteren gennem de breve, som stundom udgår fra dem? Alt, selv forsagelsen og tilbagetrukketheden, vorder magt imod min magt. Men værst af dem alle er dog den korsfæstede Jøde.
HU: 142
besidde i rigere mål end alle andre; ja, jeg tør vel sige – som han alene skulde besidde! O, hvor er ikke magten delt! Har ikke Libanios veltalenhedens magt i så fuldt et mål, at man har kaldt ham talernes konge? Har ikke du, min Maximos, den gådefulde visdoms magt? 1.utg: 418
Har ikke hin rasende Apollinaris i Antiokia sangens og henrykkelsens magt i en fylde, som jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kappadokieren Gregor! Har ikke han viljens ubændige magt i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham det for en undersåt upassende tilnavn: den store! Ja, – hvad end sælsommere er, – det samme tilnavn gives Gregors ven, Basilios, manden med det bløde sind og det pigeagtige øje. Og dog træder han ikke frem i verden; her lever han, denne Basilios, – just i denne fjerne egn, iført en eneboers klædning, i samkvem alene med sine lærlinge, og med sin søster Makrina og andre kvinder, der kaldes fromme og hellige. Og hvorledes virker ikke både han og søsteren gennem de breve, som stundom udgår fra dem? Alt, selv forsagelsen og tilbagetrukketheden, vorder magt imod min magt. Men værst af dem alle er dog den korsfæstede Jøde.
HIS: 427
MYSTIKEREN MAXIMOS
Så bryd med al denne spredte myndighed! Men tro ikke at du kan knuse oprørerne, hvis du kommer over dem som en feltherre, udsendt af en hersker, hvem de ikke kender. I eget navn må du komme, Julian! Kom Jesus af Nazareth som udsending fra en anden? Sagde han sig ikke at være den, der udsendte ham? Sandelig, i dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det ikke. Peger ikke alle tegn og varsler med en
Jesus af Nazareth som udsending fra en anden? Sagde han sig ikke at være den, der udsendte ham? Sandelig, i dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det ikke. Peger ikke alle tegn og varsler med en 1.utg: 419
usvigelig finger lige hen på dig? Skal jeg minde dig om din moders drøm –?
KEJSER JULIAN
Hun drømte at hun fødte Akilleus.
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Der er en, som altid, med visse mellemrum, kommer igen i menneskeslægtens liv. Han er ligesom en rytter, der på ridebanen skal tæmme en vild hest. Hver gang kaster hesten ham af. En stund, så er rytteren i sadlen igen, altid sikrere, altid mere øvet; men af måtte han i sine skiftende skikkelser hver gang indtil denne dag. Af måtte han som den gudsoprundne mand i Edens lund; af måtte han som verdensrigets grundlægger; – af må han som gudsrigets fyrste. Hvo ved, hvor mange gange han har vandret iblandt os uden at nogen kendte ham?
den gudsoprundne mand i Edens lund; af måtte han som verdensrigets grundlægger; – af må han som gudsrigets fyrste. Hvo ved, hvor mange gange han har vandret iblandt os uden at nogen kendte ham?Ved du, Julian, om du ikke var i ham, som du nu forfølger?
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
Tror du på denne spådom?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Jeg tror på den kommende.
KEJSER JULIAN
Altid gåder!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Jeg tror på den fri nødvendighed.
KEJSER JULIAN
End gådefuldere.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Se, Julian, – da Kaos væltede sig i det tomme forfærdelige øde, og Jehova var alene, – den dag, da han, efter de gamle jødiske skrifter,
da Kaos væltede sig i det tomme forfærdelige øde, og Jehova var alene, – den dag, da han, efter de gamle jødiske skrifter, HU: 144
slog ud med sin hånd og delte mellem lys og mørke, mellem hav og land, – den dag stod den store skabende gud på sin magts tinde.
1.utg: 421
HIS: 429
Men med menneskene opstod viljer på jorden. Og mennesker og dyr og træer og urter skabte sine lige efter evige love; og efter evige love går alle stjerner i himmelrummet.To år? I to år kan jeg lægge jorden under mit herredømme.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du talte, min Julian; – hvad sagde du?
KEJSER JULIAN
Jeg er ung og stærk og sund. Maximos, – det er min vilje at leve længe.
Han går ud til højre. Maximos følger ham.
vandløb mellem træerne. Oppe på højden en liden landgård. Det er henimod solnedgang.
1.utg: 422
HIS: 430
En bakket skogegn med et vandløb mellem træerne. Oppe på højden en liden landgård. Det er henimod solnedgang.Hærafdelinger drager fra venstre til højre forbi nedenunder bakkerne. Basilios fra Cæsaræa og hans søster Makrina, begge i eneboerklæder, står nede ved vejkanten og rækker vand og frugter til de udmattede soldater.
hans søster Makrina, begge i eneboerklæder, står nede ved vejkanten og rækker vand og frugter til de udmattede soldater.
MAKRINA
O, Basilios, se, – den ene blegere, den ene mere udtæret end den anden!
MAKRINA
Tror du dette forfærdelige om ham?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ja, Makrina, det går mere og mere op for mig at det er os, slaget skal ramme. Alle de nederlag, han har lidt i Antiokia, al den modstand, han har mødt, alle de ydmygelser og skuffelser, han har måttet døje for sin ugudelige færd, det tænker han alt sammen at dække over med glemsel ved et sejrrigt krigstog. Og det vil lykkes ham. En stor sejr vil udslette alt hint. Menneskene er ikke anderledes; de ser retten i lykken, og under magten bøjer de fleste sig.
En afdeling soldater kommer forbi; en ung mand i rækken falder af udmattelse om på vejen.
EN UNDERFØRER
slår ham med sin kæp
Op med dig, du lade hund!
MAKRINA
iler til
O, slå ham ikke!
SOLDATEN
Lad dem slå; – jeg lider så gerne.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
kommer
Atter ophold! – Nå, det er ham. Kan han virkelig ikke mere?
UNDERFØREREN
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, herre; han falder hvert øjeblik.
MAKRINA
O, vær tålmodig! Hvem er denne ulykkelige? – Se her; sug saften af disse frugter. – Hvem er han, herre?
HØVEDSMANDEN AMMIAN
En Kappadokier, – en af de vildfarende, som var med at skænde Venus-templet i Antiokia.
MAKRINA
O, en af hine blodvidner –!
AGATHON
rejser sig
Jeg kan godt tåle det. Og jeg er fuldt ved min forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider så gerne.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
til underføreren
Fremad; her er ikke tid at spilde.
UNDERFØREREN
til soldaterne
Fremad; fremad!
AGATHON
Soldaterne drives ud til højre.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
til Basilios og Makrina
Han går ud til højre.
HIS: 433
MAKRINA
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Jeg kendte ham ikke.
(peger ud til venstre)
O, se, se, – der er han selv!
MAKRINA
Kejseren? Er det kejseren?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ja, det er ham.
Kejser Julian med flere krigsøverster, ledsaget af livvagtsføreren Anatolos samt en vagtafdeling kommer fra venstre.
KEJSER JULIAN
til sine ledsagere
Ej, hvad træt? Skulde en hests fald bringe mig til at standse? Eller skulde det være mindre sømmeligt at gå tilfods, end at bestige et ringere dyr? Træt! Min stamfader har udsagt at
det HU: 147
bør sig en kejser at dø stående. Jeg siger at det bør sig en kejser, i hans hele liv – ikke blot i dødsstunden – at vise en efterfølgelsesværdig udholdenhed; jeg siger – – Ah, ved himlens store lys, ser jeg ikke der for mine øjne Cæsaræeren Basilios!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
bøjer sig dybt
Din ringe tjener, o mægtigste herre!
Ja, det skal jeg tro! Du tjener mig i sandhed godt, Basilios!
(går nærmere)
Så dette er altså det landhus, der er kommet i så stort ry ved de breve, som udgår herfra. Man taler trindt i alle lande mere om dette hus, end man taler om læresalene, skønt jeg hverken har skyet flid eller møje for at bringe dem på fode igen.
HIS: 434
Så dette er altså det landhus, der er kommet i så stort ry ved de breve, som udgår herfra. Man taler trindt i alle lande mere om dette hus, end man taler om læresalene, skønt jeg hverken har skyet flid eller møje for at bringe dem på fode igen.Ikke sandt, – denne kvinde er sikkerlig din søster Makrina?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Så er det, herre!
KEJSER JULIAN
Du er en skøn kvinde, og ung endnu. Og dog har du, som jeg hører, givet afkald på livet.
KEJSER JULIAN
Tro ikke, herre, at jeg er blind for den fare, som ligger i forsagelsen. Jeg ved vel at min ven Gregor har ret når han skriver at han trøster sig til at være eneboer med hjertet uden at være det med legemet. Og jeg ved også at denne grove klædbåder min sjæl, ifald jeg regner mig det til fortjeneste at bære den.
være eneboer med hjertet uden at være det med legemet. Og jeg ved også at denne grove klædHU: 148
ning lidet båder min sjæl, ifald jeg regner mig det til fortjeneste at bære den.Men således føler jeg det ikke. Dette tilbagetrukne liv fylder mig med en usigelig lykke; det er alt. Hine vilde brydninger, som verden oplever i denne tid, træder mig ikke her for
således føler jeg det ikke. Dette tilbagetrukne liv fylder mig med en usigelig lykke; det er alt. Hine vilde brydninger, som verden oplever i denne tid, træder mig ikke her for HIS: 435
øje i sin uskønhed. Her fornemmer jeg mit legeme opløftet i bønnen, og min sjæl renset ved en tarvelig levemåde.
KEJSER JULIAN
O, min nøjsomme Basilios, jeg tror dog du eftertragter noget mere. Hvis man har sagt sandt, så har din søster her forsamlet om sig en hob unge kvinder, hvilke hun oplærer efter sit forbillede. Og du selv har jo, ligesom din galilæiske mester, kåret dig tolv lærlinge. Hvad er din agt med dem?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
At sende dem ud til alle lande for at styrke vore brødre i striden.
KEJSER JULIAN
Ja så! Udrustet med alle veltalenhedens våben sender du din hær imod mig. Og hvor til vor største skade!
1.utg: 428
har du denne veltalenhed, denne skønne græske kunst fra? Du har den fra vore læresale. Og med hvilken ret besidder du den? Du har listet dig som en spejder ind i vor lejr for at udforske, hvor vi sikkrest kan rammes. Og nu nytter du denne kundskab til vor største skade!Ved du vel, Basilios, at jeg ikke er tilsinds at tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil slå eder dette våben ud af hænderne. Hold eder til Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede bogskrivere. Men I skal ikke herefter få lov til at fortolke vore gamle digtere og heller ikke vore gamle visdomslærere; thi jeg agter det ubilligt at I suger kundskab og fordel af disse kilder, på hvis sandhed I slet ingen tro har. Ligervis skal det forbydes alle galilæiske lærlinge at komme i vore læresale; thi hvad vil de vel der? Frastjæle os vor kunst for at bruge den imod os selv.
Hold eder til Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede bogskrivere. Men I skal ikke herefter få lov til at fortolke vore gamle digtere og heller ikke vore gamle visdomslærere; thi jeg agter det ubilligt at I suger kundskab og fordel af disse kilder, på hvis sandhed I slet ingen tro har. Ligervis skal det forbydes alle galilæiske lærlinge at komme i vore læresale; thi hvad vil de vel der? Frastjæle os vor kunst for at bruge den imod os selv.Herre, jeg har allerede før hørt dette sælsomme forsæt omtale. Og jeg må give Gregor medhold når han skriver at du ikke har nogen udelukkende ret til den græske lærdom, ej heller til den græske talekunst. Jeg må give ham medhold når han siger at du jo bruger bogstavskriften, som dog er opfunden hos Egypterne, og at du ifører dig purpuret, skønt det først kom i brug hos folkene i Tyros.
hørt dette sælsomme forsæt omtale. Og jeg må give Gregor medhold når han skriver at du ikke har nogen udelukkende ret til den græske lærdom, ej heller til den græske talekunst. Jeg må give ham medhold når han siger at du jo bruger bogstavskriften, som dog er opfunden hos Egypterne, og at du ifører dig purpuret, skønt det først kom i brug hos folkene i Tyros.
KEJSER JULIAN
Nok om dette! Jeg vil ikke oftere høre sligt. I taler som om der gaves to verdensherskere, og med den indvending prøver I at standse mig på alle mine veje. O, I latterlige! I stiller en død imod en levende. Men I skal snart få vide, hvorledes det hænger sammen. Det skrift imod eder, som jeg længe har arbejdet på, det må I ikke tro at jeg har lagt tilside under krigens sysler. Tænker I kanske at jeg tilbringer mine nætter med at sove? Ah, I forregner eder! For « Skæg-haderen» høsted jeg kun spot, – og det selv hos dem, som kunde havt besynderlig gavn af at lægge sig visse sandheder på hjerte. Men det skal ingenlunde afskrække mig. Eller skulde det sømme sig for en mand med kæp i hånden at vige tilbage for en flok gøende hunde? – Hvorfor smilte du, kvinde? Hvad var det du lo af?
Det skrift imod eder, som jeg længe har arbejdet på, det må I ikke tro at jeg har lagt tilside under krigens sysler. Tænker I kanske at jeg tilbringer mine nætter med at sove? Ah, I forregner eder! For « Skæg-haderen» høsted jeg kun spot, – og det selv hos dem, som kunde havt besynderlig gavn af at lægge sig visse sandheder på hjerte. Men det skal ingenlunde afskrække mig. Eller skulde det sømme sig for en mand med kæp i hånden at vige tilbage for en flok gøende hunde? – Hvorfor smilte du, kvinde? Hvad var det du lo af?
HIS: 437
MAKRINA
Hvorfor, o herre, ivrer du så stærkt imod en, som du kalder død?
Jeg vil dermed sige at du, o mægtige herre, i dit hjerte føler at han visselig lever.
KEJSER JULIAN
Jeg? Hvad nu! Jeg skulde føle –?
MAKRINA
Hvad er det, du hader og forfølger? Ikke ham men din tro på ham. Og lever han ikke i dit had og i din forfølgelse, således, som han lever i vor kærlighed?
KEJSER JULIAN
Jeg kender eders vredne talemåder. I Galilæere siger et og mener dermed et andet. Og sligt kalder I for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken dårskab! Jeg skulde føle at den korsfæstede Jøde lever? O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje med sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags. Galskab regnes for visdom. Hvorledes har ikke jeg i usigelig mange nætter våget og gransket for at finde tingenes rette grund? Men hvor er de, som følger mig efter? Mange priser min tale; men få eller ingen lader sig overtyde.
vredne talemåder. I Galilæere siger et og mener dermed et andet. Og sligt kalder I for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken dårskab! Jeg skulde føle at den korsfæstede Jøde lever? O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje med sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags. Galskab regnes for visdom. Hvorledes har ikke jeg i usigelig mange nætter våget og gransket for at finde tingenes rette grund? Men hvor er de, som følger mig efter? Mange priser min tale; men få eller ingen lader sig overtyde.Dog, sandelig, enden er ikke endnu. Der skal komme noget over eder som en overraskelse. alt det, som I nu foragter, det har herligheden i sig, – og det kors, en stige for ham, som I ikke kender.
1.utg: 431
I skal fornemme, hvor alt det spredte stræber hen, for at ene sig i et. I skal erfare at alt det, som I nu foragter, det har herligheden i sig, – og det kors, HIS: 438
som I hænger eders fortrøstning på, det vil jeg tømre om til en stige for ham, som I ikke kender.
MAKRINA
Og jeg siger dig, kejser, at du ikke er andet end en svøbe i Guds hånd, – en svøbe, som må slå os for vore synders skyld. Ve os, at dette skulde komme! Ve os, at vi, splidagtigt og kærlighedsløst, veg af fra den rette vej!
en svøbe i Guds hånd, – en svøbe, som må slå os for vore synders skyld. Ve os, at dette skulde komme! Ve os, at vi, splidagtigt og kærlighedsløst, veg af fra den rette vej!Der var ingen konge mere i Israel. Derfor slog Herren dig med vanvid, at du skulde tugte os.
Hvilken ånd har han ikke formørket, for at den skulde rase imod os! Hvilket blomstrende træ har han ikke kvistet af til ris for vore skyldtyngede skuldre!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Kom, Makrina!
Ve mig at jeg fik se disse skinnende øjne! Engel og slange, enet til et; den frafaldnes længsel og fristerens list på en gang! O, hvorledes har vore brødre og søstre kunnet bære sejershåbet højt i denne udsendings nærhed? I ham er en større. Ser du det ikke, Basilios, – i ham vil Gud Herren slå os til døden.
HIS: 439
KEJSER JULIAN
Du har sagt det!
MAKRINA
Ikke jeg!
KEJSER JULIAN
Første vundne sjæl!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Kom, – kom!
KEJSER JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Herre, det kan du ikke ville.
KEJSER JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Nej, nej, herre, – denne voldsgerning –
HIS: 440
KEJSER JULIAN
MAKRINA
Synkende sol over hjemmet; synkende håb og synkende verdens lys! O, Basilios, at vi skulde opleve at se natten.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Lyset er.
KEJSER JULIAN
Han går ud til højre; alle følger ham.
1.utg: 434
HIS: 441
Hinsides Eufrat og Tigris. En vid slette med den kejserlige teltlejr. Småkrat til venstre og i baggrunden dølger Tigris-flodens krumninger. Skibsmaster rager op over krattet i en lang uoverskuelig række. Skyfuld aften.Soldater og krigsfolk af alle slags er ifærd med at slå lejr på sletten. Allehånde forråd bringes fra skibene. Vagtilde langt borte. Hærføreren Nevita, krigsøversten Jovian og flere høvdinger kommer fra flåden.
Allehånde forråd bringes fra skibene. Vagtilde langt borte. Hærføreren Nevita, krigsøversten Jovian og flere høvdinger kommer fra flåden.
HÆRFØREREN NEVITA
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Nej, herre, ad denne vej har fienden visselig ikke ventet os.
HÆRFØREREN NEVITA
Du siger dette, som om du endnu holdt fast ved at valget af denne vej var uklogt.
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Ja, herre, det er fremdeles min mening at vi heller skulde slåt ind på en nordligere retning. Der kunde vi støttet vor venstre fløj til Armenien, som er os venligt sindet, og hentet alt fornødent underhold fra dette overflødige landskab. Men her? Hæmmet i vor fremgang af de tunge lastskibe. Rundt om os en øde slette, næsten ørk – – Ah, kejseren kommer. Jeg vil gå; han er mig ikke nådig i denne tid.
slåt ind på en nordligere retning. Der kunde vi støttet vor venstre fløj til Armenien, som er os venligt sindet, og hentet alt fornødent underhold fra dette overflødige landskab. Men her? Hæmmet i vor fremgang af de tunge lastskibe. Rundt om os en øde slette, næsten 1.utg: 435
en ørk – – Ah, kejseren kommer. Jeg vil gå; han er mig ikke nådig i denne tid.
HIS: 442
HU: 153
Han går ud til højre. I det samme kommer kejser Julian med nogle ledsagere fra skibene. Livlægen Oribases, visdomslærerne Priskos og Kytron samt nogle flere træder frem mellem teltene på højre side og går kejseren imøde.
KEJSER JULIAN
Således ser vi kejser-riget vokse. Hvert skridt, jeg træder imod øst, flytter rigets grænse.
(han stamper i jorden)
Denne jord er min! Jeg er i riget, ikke udenfor. – Nu, Priskos –?
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Uforlignelige kejser, dit bud er udført. Hvad du så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse for alle hærens afdelinger.
KEJSER JULIAN
Vel, vel. Og hvad virkning lod min drøm til at øve på soldaterne?
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Nogle priste dig med glad røst og kaldte dig den guddommelige; andre derimod –
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Disse andre var Galilæere, o Kytron!
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Jeg vil ikke blive stående ved dette. De brystbilleder af mig, som jeg har ladet forfærdige for at opstille dem i de byer, jeg HIS: 443
kommer til at undertvinge, de skal oprejses trindt om i lejren ved alle borde, hvor skatmestrene uddeler krigsfolkets lønning. Lamper skal tændes ved siden af billederne, et fyrfad med vellugtende røgelse skal brænde foran, og hver soldat skal, idet han går frem for at modtage sin løn, kaste nogle røgelsekorn på ilden.
LIVLÆGEN ORIBASES
Min nådigste kejser, tilgiv mig, men – er det rådeligt?
KEJSER JULIAN
Hvorfor ikke rådeligt? Jeg forbauses over min Oribases.
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Skulde ikke en Julian turde vove, hvad mindre guddommelige mænd har vovet?
KEJSER JULIAN
Jeg finder også at det voveligste her vilde være at lægge dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er det kommen så vidt at de guddommelige nedlægger sin magt i jordiske
lægge dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er det kommen så vidt at de guddommelige nedlægger sin magt i jordiske 1.utg: 437
hænder, – hvilket vi af mange tegn tør slutte at være tilfældet, – så vilde det i sandhed være højst utaknemmeligt at fordølge sådant. Det er under så farefulde forholde, som disse, ingenlunde ligegyldigt om soldaterne yder sin dyrkelse til den urette, da de dog skulde påkalde en helt anden.Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder andre, – om der ellers findes nogen anden her, som således vil afstikke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vilde være
afstikke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vilde være HIS: 444
den virkelige ugudelighed, og at jeg derfor nødes til at ivre derimod.Har ikke allerede Platon forkyndt den sandhed, at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad mente han med dette udsagn? Svar mig på det, – hvad mente han? Langt være det fra mig at ville påstå, at Platon – denne for øvrigt mageløse vismand, – dermed, ligesom i en spådom skulde have sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne til de forstyrrelser, som flyder af at den højeste magt ligesom kløves og deles på flere hænder.Nok om dette. Jeg har allerede påbudt at de kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren.
Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?
Ophøjede kejser, denne Antiokier er udsendt fra statholderen Alexandros og bringer dig et brev, som han siger er vigtigt.
KEJSER JULIAN
Ah, lad dog se! Lys hid!
En fakkel bringes; kejseren åbner brevet og læser.
KEJSER JULIAN
Kan dette være muligt! Lys bedre! Ja, det står der; – og her –; hvad nu? – Dette går i sandhed over alt, hvad jeg kunde tænkt mig!
HIS: 445
KEJSER JULIAN
HÆRFØREREN NEVITA
Det kan umuligt gøres på kortere tid end treti dage.
KEJSER JULIAN
Det må gøres på kortere tid! Treti dage! En hel måned! Og imens vi kryber frem her, skulde jeg lade disse rasende –
HÆRFØREREN NEVITA
HÆRFØREREN NEVITA
Herre, vær tryg; toget skal fremmes af al magt.
KEJSER JULIAN
Det gøres vel nødigt. Kan I tænke jer, hvad Alexandros melder? Galilæernes vanvid overstiger alle grænser siden min afrejse. Og dette uvæsen øges dag for dag. De skønner at min sejr i Persien vil drage deres udryddelse efter sig; og med hin de frygiske egne forberedes hemmelige ting, som ingen ret kan få rede på –
gøres vel nødigt. Kan I tænke jer, hvad Alexandros melder? Galilæernes vanvid overstiger alle grænser siden min afrejse. Og dette uvæsen øges dag for dag. De skønner at min sejr i Persien vil drage deres udryddelse efter sig; og med hin HU: 156
skamløse Gregor som hovedmand står de nu, lig en fiendtlig HIS: 446
hær, i ryggen på mig; i de frygiske egne forberedes hemmelige ting, som ingen ret kan få rede på –
HÆRFØREREN NEVITA
Hvad vil det sige, herre? Hvad tager de sig for?
KEJSER JULIAN
Hvad de tager sig for? Beder, prædiker, synger, forkynder verdens yderste dag. O, var det endda ikke andet; – men de river vore tilhængere med sig og drager dem ind i sit oprørske forbund. I Cæsaræa har menigheden kåret dommeren Eusebios til biskop, – Eusebios, en udøbt mand, – og denne forvildede har modtaget en slig kaldelse, som til og med er ugyldig efter deres egne kirkelove.
I Cæsaræa har menigheden kåret dommeren 1.utg: 440
Eusebios til biskop, – Eusebios, en udøbt mand, – og denne forvildede har modtaget en slig kaldelse, som til og med er ugyldig efter deres egne kirkelove.
HÆRFØREREN NEVITA
Athanasios?
KEJSER JULIAN
Ja, vil I tænke jer, – nu er denne rasende sværmer kommen tilbage til Alexandria. Hans indtog var lig en konges; landevejen var belagt med tæpper og grønne palmegrene. Og hvad skede derefter? Hvad tror I vel? Samme nat brød et oprør ud blandt Galilæerne. Georgios, deres retmæssige biskop, denne retsindige og velvillige mand, hvem de beskyldte for lunkenhed
Hans indtog var lig en konges; landevejen var belagt med tæpper og grønne palmegrene. Og hvad skede derefter? Hvad tror I vel? Samme nat brød et oprør ud blandt Galilæerne. Georgios, deres retmæssige biskop, denne retsindige og velvillige mand, hvem de beskyldte for lunkenhed HIS: 447
i troen, er bleven myrdet, levende sønderrevet i stadens gader.Du må vel spørge hvor Artemios var. trængt ind i Serapeion, hint verdens herligste tempel, – har sønderslåt billedstøtterne, – har plyndret alterne og ødelagt hine umådelige bogskatte, som vi just i denne vildfarende og vankundige tid havde så højlig brug for, og som jeg vilde begræde, lig en af døden bortrykket ven, dersom min harme tillod mig at udgyde tårer.
HU: 157
Jeg skal sige dig det. Artemios er gåt over til Galilæerne! Artemios er selv med væbnet hånd trængt ind i Serapeion, hint verdens herligste tempel, – har sønderslåt billedstøtterne, – har plyndret alterne og ødelagt hine umådelige bogskatte, som vi just i denne vildfarende og vankundige tid havde så højlig brug for, og som jeg vilde begræde, lig en af døden bortrykket ven, dersom min harme tillod mig at udgyde tårer.
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Sandelig, dette går over al forestilling!
KEJSER JULIAN
Og ikke at kunne nå disse elendige for at tugte dem! At måtte være vidne til at slige udskejelser griber videre og videre om sig! – Treti dage, siger du! Hvi nøler man? Hvi slår man lejr? Hvi sover man? Ved ikke mine hærførere, hvad her står på spil? Vi må holde rådslagning. Når jeg tænker på, hvad den makedoniske Alexander udretted i treti dage –
den makedoniske Alexander udretted i treti dage –
en mand i persisk klædning, uden våben, kommer fra lejren.
HIS: 448
Krigsøversten Jovian, ledsaget af en mand i persisk klædning, uden våben, kommer fra lejren.
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Vredes ikke, herre, at jeg træder dig for øjne; men denne fremmede –
KEJSER JULIAN
En persisk kriger!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Han kom våbenløs jagende tilhest over sletten og meldte sig ved forposterne –
KEJSER JULIAN
Så er dine landsmænd i nærheden?
PERSEREN
Nej, nej!
KEJSER JULIAN
Men hvor kommer du så fra?
PERSEREN
slår sine klæder til side
PERSEREN
nærmelse, dristed mig til at forudsige ham at denne krig vilde volde hans undergang. Ved du, herre, hvorledes han har lønnet mig? Min hustru gav han til pris for sine bueskytter fra bergene; mine børn lod han sælge
HIS: 449
Ja, du vældige, du, som ved alt! Jeg stod højt i nåde hos kong Sapores indtil jeg, dreven af rædsel ved din nærmelse, dristed mig til at forudsige ham at denne krig vilde volde hans undergang. Ved du, herre, hvorledes han har lønnet mig? Min hustru gav han til pris for sine bueskytter fra bergene; mine børn lod han sælge 1.utg: 443
som slaver; alle mine ejendomme lod han sine tjenere dele imellem sig; mig selv lod han pine i ni dage. Derpå bød han mig ride ud og dø som et dyr på sletterne.
KEJSER JULIAN
Og hvad vil du mig?
PERSEREN
Hvad jeg vil dig efter denne medfart? Jeg vil hjælpe dig at ødelægge min forfølger.
KEJSER JULIAN
Hvad vil du sige med det? Rejs dig, og sig mig, hvad du mener.
PERSEREN
rejser sig
Der var ingen i Ktesifon, som tænkte at du vilde vælge denne vej –
KEJSER JULIAN
Det ved jeg.
HIS: 450
PERSEREN
Nu er det ikke nogen hemmelighed længer.
KEJSER JULIAN
Du lyver, mand! I Persere ved intet om mine hensigter.
Herre, du, hvis visdom stammer fra ilden og solen, du ved godt at mine landsmænd nu kender dine hensigter. Du har sat over floderne på dine skibe; disse skibe, flere end tusend i tallet, og ladede med alle hærens fornødenheder, skal trækkes opover Tigris, og hæren skal rykke frem jævnsides med skibene.
du, hvis visdom stammer fra ilden og solen, du ved godt at mine landsmænd nu kender dine hensigter. Du har sat over floderne på dine skibe; disse skibe, flere end tusend i tallet, og ladede med alle hærens fornødenheder, skal trækkes opover Tigris, og hæren skal rykke frem jævnsides med skibene.
KEJSER JULIAN
Utroligt –!
KEJSER JULIAN
ser sig om
Hvem har forrådt os?
PERSEREN
KEJSER JULIAN
Menneske, ved du, hvad det koster dig, ifald du ikke taler sandhed?
HIS: 451
PERSEREN
Mit legeme er i din vold, du mægtige! Taler jeg ikke sandhed, så står det dig frit for at lade mig brænde levende.
Floden lukket! Der vil kræves uger for at gøre den farbar igen.
HÆRFØREREN NEVITA
Ifald det kan gøres, herre! Slige redskaber fattes –
KEJSER JULIAN
Og dette skulde møde os nu, – nu, da det gælder at sejre med al hastighed!
PERSEREN
Du verdens hersker, jeg har sagt dig at jeg kan skænke din hær vinger.
KEJSER JULIAN
Tal! Ved du nogen kortere vej?
PERSEREN
KEJSER JULIAN
Jeg lover dig alt; blot tal – tal!
PERSEREN
Lægger du vejen tvers over sletterne, da kan du på fire dage stå udenfor Ktesifons mure.
HIS: 452
KEJSER JULIAN
Glemmer du bergryggen hinsides sletterne?
KEJSER JULIAN
Nevita!
HÆRFØREREN NEVITA
I sandhed, herre, hvis så er –
KEJSER JULIAN
Underfulde hjælp i nøden –!
PERSEREN
Men vil du frem ad hin vej, du vældige, da er ingen tid at spilde. Den persiske hær, som var trukken sammen i de nordlige landskaber, den er nu kaldt tilbage for at stænge bergkløfterne.
KEJSER JULIAN
Ved du det med visshed?
HIS: 453
PERSEREN
Nøler du, vil du selv erfare det.
KEJSER JULIAN
Nevita, vi må stå hinsides kløfterne inden tre dage!
HÆRFØREREN NEVITA
til Perseren
Er det gørligt for os at nå kløfterne på tre dage?
PERSEREN
Ja, store kriger, det er gørligt, hvis I tager denne nat til hjælp.
KEJSER JULIAN
Lejren skal brydes af! Ingen søvn; ingen hvile nu. Inden fire dage – højst fem – må jeg stå for Ktesifon. – Hvad tænker du på? Ah, jeg ved det.
HÆRFØREREN NEVITA
Flåden, herre!
KEJSER JULIAN
Ja, ja, ja, flåden.
HÆRFØREREN NEVITA
KEJSER JULIAN
HÆRFØREREN NEVITA
viger tilbage
Min store kejser –!
KEJSER JULIAN
HÆRFØREREN NEVITA
til Perseren
Ved du om borgerne i Ktesifon har forråd på korn og olje?
HIS: 455
PERSEREN
Borgerne vil åbne sine porte for dig, herre! Jeg er ikke den eneste, som hader kong Sapores. De vil rejse sig imod ham og falde dig tilfode, hvis du kommer uventet over dem, i forfærdelsens vælde, og med al din samlede magt.
KEJSER JULIAN
Just det; just det.
HÆRFØREREN NEVITA
Ah!
KEJSER JULIAN
Hans had ser, mens din troskab famler, Nevita!
KEJSER JULIAN
Min vilje, – min vilje? O, i en aften som denne – uvejrsfuld og stormende –; hvorfor kunde ikke et lyn slå ned og –
HIS: 456
MYSTIKEREN MAXIMOS
kommer ilsomt fra venstre
Du solens udkårne søn, – hør, hør!
KEJSER JULIAN
Ikke nu, min Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Intet er vigtigere end dette. Du må høre mig!
KEJSER JULIAN
I lykkens og visdommens navn, så tal, min broder!
MYSTIKEREN MAXIMOS
drager ham tilside og siger dæmpet
KEJSER JULIAN
Jeg ved at du intet har kunnet forudsige mig.
MYSTIKEREN MAXIMOS
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
Ja, ja –!
HIS: 457
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
Ah, Maximos, – og det lyder –?
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
Udsagnet, – udsagnet?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvi blev du bleg, min broder?
MYSTIKEREN MAXIMOS
HIS: 458
KEJSER JULIAN
Dette gådesvar har en tvefoldig mening. Ingen fare truer mig i kampen – men fra hint fjerne landskab. –
Nevita; Nevita!
HÆRFØREREN NEVITA
Herre –?
KEJSER JULIAN
I Frygien altså? Alexandros skriver om løndomsfulde ting, der forberedes i Frygien. Det er engang bleven forudsagt at Galilæeren skal komme igen –
forudsagt at Galilæeren skal komme igen –Brænd skibene, Nevita!
HÆRFØREREN NEVITA
Herre, er det din faste ufravigelige vilje –?
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
KEJSER JULIAN
Aha, – du tykkes rystet, min galilæiske rådgiver! Alt dette er nok ikke efter dit sind. Kanske ved du mere, end du skøtter om at sige.
tykkes rystet, min galilæiske rådgiver! Alt dette er nok ikke efter dit sind. Kanske ved du mere, end du skøtter om at sige.
HIS: 459
Gå, Nevita, – og brænd skibene!Hærføreren Nevita bøjer sig og går ud til venstre. Høvedsmanden fører Perseren bort mellem teltene.
Hæren skal bryde op! Gå, Jovian, og sørg for at fortroppen rykker ud inden en time. Perseren kender vejen. Gå!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Som du byder, min høje kejser!
Han går ud til højre.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du brænder flåden? Sikkerlig har du store ting isinde.
KEJSER JULIAN
Jeg gad vide om den makedoniske Alexander havde vovet dette?
KEJSER JULIAN
Sandt; sandt! Jeg ved det. Alle sejerbringende magter er i forbund med mig. Varsler og tegn udfolder sin hemmelighedsfulde kundskab til fromme for mit rige.
fromme for mit rige.
HIS: 460
Hvad vilde Galilæeren sige, hvis han var usynlig tilstede iblandt os?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Han vilde sige: det tredje rige er nær.
KEJSER JULIAN
Det tredje rige er kommet, Maximos! Jeg føler at verdens Messias er levende i mig. Ånden er vorden kød, og kødet ånd. Alt skabt ligger indenfor min vilje og min vælde.
vorden kød, og kødet ånd. Alt skabt ligger indenfor min vilje og min vælde.Se, se, – hist fyger de første gnister ivejret. Luerne slikker i tougværket og i de tætte masteklynger.
(råber imod ilden)
Tænd; tænd!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Vinden aner din vilje. Den vokser og tjener dig.
KEJSER JULIAN
Jeg tåler ingen uro mere. Hæren skal rykke frem.
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
Ja, min kejser, – men de genstridige Galilæere –
KEJSER JULIAN
Galilæerne? Hvad de?
HIS: 461
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
Det pålagdes hver mand, alt som han gik frem, at kaste noget røgelse i fyrfadene –
KEJSER JULIAN
Nu ja, ja?
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
KEJSER JULIAN
Aha; hvad så?
HIS: 462
KEJSER JULIAN
Ser I vel; de faldt til føje!
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
Vilde skrig høres udenfor mellem teltene.
Disse rasende! Opsætsighed til det sidste. De ved ikke at deres mesters magt er brudt.
Kristne soldater løber frem på sletten. Nogle slår sig for brystet; andre sønderriver sine klæder, alt under gråd og råb.
EN SOLDAT
Kristus døde for mig, og jeg sveg ham!
HIS: 463
SOLDATEN AGATHON
ATTER ANDRE
Gudsfornægteren er ikke vor hersker! Vi vil hjem! Hjem!
KEJSER JULIAN
Fromentinos, grib disse afsindige! Hug dem ned!
Fromentinos og flere blandt de omstående vil styrte ind på de kristne soldater. I det samme udbreder sig et stærkt lysende skin; luer slår ivejret fra skibene.
FØRERE og SOLDATER
skrækslagne
Flåden brænder!
FLERE STEMMER
Vanvid har slåt ham!
HIS: 464
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
ilsomt fra lejren
Sluk, sluk, sluk!
KEJSER JULIAN
Brænd, brænd!
Herre, du er forrådt! Hin persiske overløber var en bedrager –
KEJSER JULIAN
Du lyver, mand! Hvor er han?
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Flygtet!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
De, som ledsaged ham, udsiger at han blev ligesom borte mellem hænderne på dem.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Hans hest er også borte fra indhegningen, hvor den stod; den fremmede må være flygtet ind over sletterne.
KEJSER JULIAN
Sluk branden, Nevita!
HIS: 465
HÆRFØREREN NEVITA
Umuligt, min kejser!
KEJSER JULIAN
Sluk, sluk! Det skal være muligt!
HÆRFØREREN NEVITA
Intet er umuligere. Alle landtouge er overhugne; alle skibe driver ned på de brændende vrag.
FYRST HORMISDAS
kommer frem mellem teltene
RÅB FRA LEJREN
Flåden brænder! Skilte fra hjemmet! Døden foran os!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
Stormen vokser. Ilden er som et rullende hav –
MYSTIKEREN MAXIMOS
hvisker
Vogt dig for de frygiske egne.
KEJSER JULIAN
råber til hæren
Lad flåden brænde! Inden syv dage skal I brænde Ktesifon.
HIS: 466
En øde stenet ørkenslette uden træer og græs. Til højre kejserens telt. Eftermiddag.
Udmattede soldater ligger i klynger inde på sletten. Fra og til drager hærafdelinger forbi fra venstre til højre. Udenfor teltet går visdomslærerne Priskos og Kytron samt flere andre af kejserens ledsagere ventende i spænding og uro. Livvagtsføreren Anatolos står med soldater foran teltåbningen.
Livvagtsføreren Anatolos står med soldater foran teltåbningen.
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Ja, i sandhed, man skulde mene, her var kun to ting at vælge imellem: at rykke frem eller rykke tilbage.
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Dette er ikke til at blive klog på. –
Sig mig, gode Anatolos, hvorfor i gudernes navn rykker vi ikke frem?
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Ja, hvorfor ængster man os og gør holdt her midt i ørken?
Ser I den dirrende luft nede i himmelbrynet både i nord, øst og syd?
HIS: 468
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Ja vel, ja vel; det er heden –
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Hvad siger du! Brænder sletten?
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Spøg dog ikke så uhyggeligt, gode Anatolos! Sig os – hvad er det?
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
VISDOMSLÆREREN KYTRON
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Over Tigris og Eufrat?
Og flåden brændt! Hvorledes føres dog denne krig? O, at dog ikke kejseren tænker mere på sine venner! Hvorledes skal jeg komme hjem igen?
HIS: 469
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Du, som vi andre, ven!
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Som I andre? Som I andre! Ja, det er en god tale. Med eder er det en anden sag. I er krigsmænd. Det er eders kald at udholde visse besværligheder, som jeg slet ikke er vant til. Jeg har ikke fulgt med kejseren for at døje så meget ondt. Her pines jeg af myg og giftfluer; – se, hvorledes mine hænder ser ud!
myg og giftfluer; – se, hvorledes mine hænder ser ud!
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Tilvisse er vi ikke kommen her for dette. Vi påtog os at følge hæren for at
affatte lovtaler over de sejre, som kejseren agtede at vinde. Hvor er der blevet af disse sejre? Hvad har man udrettet i de sex møjsommelige uger siden flådens brand? Man har ødelagt nogle forladte byer af det usleste slags. Man har fremvist i lejren nogle fanger, som fortropperne skulde have taget. Jeg ved rigtignok ikke i hvilke slag det skulde være sked! Og jeg synes også at hine fanger så ligere ud til at være opsnappede hyrder og bønder –
affatte lovtaler over de sejre, som kejseren agtede at vinde. Hvor er der blevet af disse sejre? Hvad har man udrettet i de sex møjsommelige uger siden flådens brand? Man har ødelagt nogle forladte byer af det usleste slags. Man har fremvist i lejren nogle fanger, som fortropperne skulde have taget. Jeg ved rigtignok ikke i hvilke slag det skulde være sked! Og jeg synes også at hine fanger så ligere ud til at være opsnappede hyrder og bønder –
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Det hørte jeg dog ikke.
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Hvad? Sagde jeg det ikke? Hørte ikke du, o Priskos, at jeg sagde det?
HIS: 470
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Jeg ved sandelig ikke, ven; men jeg ved at jeg selv til ingen nytte ivrede imod dette ulyksalige foretagende. Ja, jeg kan sige at jeg har været imod det hele krigstog på denne årstid. Hvilken overilelse! Hvor har dog kejseren havt sine øjne? Er det den samme helt, der fægtede så overmåde heldigt ved Rhin-strømmen? Skulde man ikke tro at han var slagen med blindhed eller med en åndelig sygdom?
overilelse! Hvor har dog kejseren havt sine øjne? Er det den samme helt, der fægtede så overmåde heldigt ved Rhin-strømmen? Skulde man ikke tro at han var slagen med blindhed eller med en åndelig sygdom?
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Ja, det var visst nok lidet sømmeligt sagt af vor Priskos. Men heller ikke jeg kan nægte at jeg sporer en sørgelig mangel på visdom i flere af den kronede visdomselskers senere handlinger. Hvor overilet, at stille sit billede op i lejren og lade sig dyrke, som om han var en kommet os alle til gode under disse farefulde omstændigheder.
sporer en sørgelig mangel på visdom i flere af den kronede visdomselskers senere handlinger. Hvor overilet, at stille sit billede op i lejren og lade sig dyrke, som om han var en 1.utg: 465
gud! Hvor uklogt, så åbenbart at håne hin sælsomme lærer fra Nazareth, hvilken dog må siges at råde over en særdeles magt, der ellers kanske kunde kommet os alle til gode under disse farefulde omstændigheder.Ah, der kommer Nevita selv. Nu får vi høre –
Hærføreren Nevita kommer ud fra teltet. I åbningen vender han sig og gør et tegn indad. Straks efter kommer livlægen Oribases ud.
HÆRFØREREN NEVITA
drager lægen tilside
Sig mig ærligt, Oribases, – er der noget ivejen med kejserens sind?
HIS: 471
HÆRFØREREN NEVITA
Hvorledes skal jeg ellers tyde hans adfærd?
HÆRFØREREN NEVITA
Oribases, du må ikke dølge noget for mig.
VISDOMSLÆREREN KYTRON
nærmer sig
O, tappre hærfører, hvis det ikke er påtrængende –
HÆRFØREREN NEVITA
Siden, siden!
Vær rolig, herre! Der skal ikke ske nogen ulykke. Eutherios og jeg har lovet hverandre at holde øje med ham.
HÆRFØREREN NEVITA
Ah, du vil da vel ikke dermed sige at –?
LIVLÆGEN ORIBASES
Sidste nat var han nær ved at forkorte sit liv. Lykkeligvis kom Eutherios tilstede –; o, tal ikke til nogen om det!
HÆRFØREREN NEVITA
Slip ham ikke af syne.
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
nærmer sig
Det vilde være os en stor trøst at erfare, hvad krigsrådet –?
HIS: 472
HÆRFØREREN NEVITA
Tilgiv; jeg har vigtige ting at skøtte.
Han går ud bag teltet. Krigsøversten Jovian kommer i det samme ud fra åbningen.
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
indad
Skal ske, min nådige kejser!
Han går ud bag teltet.
Kejser Julian kommer ud fra teltet; han er bleg og indfalden. Sammen med kejseren kommer husmesteren Eutherios og flere krigsøverster, hvilke sidste straks går bort over sletten til højre.
indfalden. Sammen med kejseren kommer husmesteren Eutherios og flere krigsøverster, hvilke sidste straks går bort over sletten til højre.
KEJSER JULIAN
til visdomslærerne
Glæd jer nu, mine venner! Nu vil snart alt blive godt.
HIS: 473
KEJSER JULIAN
Vi har udveje nok, Kytron; det gælder kun at vælge den bedste. Nu vil vi ændre noget ved hærens fremrykning –
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
O, priset være din klogskab!
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Nej, nej, det er visst!
KEJSER JULIAN
Nu går vi mod nord, Kytron!
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Altså ikke vestover?
KEJSER JULIAN
Ikke vestover. Langt fra ikke vestover. Det vilde have sin vanskelighed for flodernes skyld. Og Ktesifon må vi lade ligge til senere. Uden skibene kan vi ikke tænke på at tage staden. Det var Galilæerne, som voldte dette med skibsbranden; jeg har mærket et og andet.
Langt fra ikke vestover. Det vilde have sin vanskelighed for flodernes skyld. Og Ktesifon må vi lade ligge til senere. Uden skibene kan vi ikke tænke på at tage staden. Det var Galilæerne, som voldte dette med skibsbranden; jeg har mærket et og andet.Hvo tør kalde det et tilbagetog, at jeg går nordover? Hvad ved I om mine hensigter? Perser-hæren står et steds i det nordlige; det er vi nu temmelig visse på. Har jeg først slåt Sapores –; det skal gøres af i et slag –; i Persernes lejr vil vi finde umådelige forråd –
gad jeg dog se om ikke borgerne falder mig tilfode.
HIS: 474
Når jeg fører Perser-kongen som fange gennem Antiokia og de andre stæder, så gad jeg dog se om ikke borgerne falder mig tilfode.
KRISTNE SOLDATER
drager syngende over sletten
På Golgata skyder af Herrens blod
palmen, som aldrig ældes.
(ud til højre)
KEJSER JULIAN
følger dem med øjnene
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Nys, herre?
KEJSER JULIAN
HIS: 475
KEJSER JULIAN
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Det er højt på dagen, herre; – vil du ikke tænke på måltidet?
Ja, jeg siger eder, vi må lægge vind på at vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken, så må I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne. Vi kunde lære visse ting af de mennesker. Der gives ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem; de lever som brødre og søstre indbyrdes, – og mest nu, da deres genstridighed har tvunget mig til at tugte dem. Disse Galilæere, skal I vide, har noget i hjertet, som jeg højlig skulde ønske at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterfølgere af Mon vor Priskos vilde ofre sin venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave! Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
jeg siger eder, vi må lægge vind på at vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken, så må I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne. Vi kunde lære visse ting af de mennesker. Der gives ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem; de lever som brødre og søstre indbyrdes, – og mest nu, da deres genstridighed har tvunget mig til at tugte dem. Disse Galilæere, skal I vide, har noget i hjertet, som jeg højlig skulde ønske at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterfølgere af HU: 174
Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der nogen af eder, som vilde gå glad i døden for Platons skyld? Mon vor Priskos vilde ofre sin venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave! Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!Visdomslærerne går nedslagne bort; de øvrige fjerner sig også under bekymret hvisken. Kun livlægen Oribases og husmesteren Eutherios blir tilbage hos kejseren. Livvagtsføreren Anatolos står fremdeles med sine soldater udenfor teltet.
HIS: 476
KEJSER JULIAN
Hvor sælsomt! Hvor er det ikke i sin dybeste grund ufatteligt? Oribases, – kan du forklare mig denne gåde?
KEJSER JULIAN
LIVLÆGEN ORIBASES
Ja, ja, herre; men nu vil snart en lykkelig vending af krigstoget –
KEJSER JULIAN
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Min elskede herre, vilde ikke et bad gøre dig godt?
HIS: 477
KEJSER JULIAN
Husmesteren Eutherios går ud bag teltet. Kejseren drager Oribases over til den anden side.
LIVLÆGEN ORIBASES
Nej, herre!
KEJSER JULIAN
Har han ikke fortalt dig om noget fra inat –?
LIVLÆGEN ORIBASES
Nej, min kejser, – slet intet. Eutherios er meget taus.
KEJSER JULIAN
Skulde han fortælle dig noget, så må du ikke tro det. Det er ingenlunde gåt således til, som han siger. Det er ham selv, som står mig efter livet.
LIVLÆGEN ORIBASES
Han, – din gamle trofaste tjener!
KEJSER JULIAN
Jeg vil holde øje med ham.
LIVLÆGEN ORIBASES
Det vil jeg også.
HIS: 478
KEJSER JULIAN
Vi vil begge to holde øje med ham.
LIVLÆGEN ORIBASES
Herre, jeg tror du har nydt ringe søvn inat.
KEJSER JULIAN
Ja.
Livlægen Oribases vil tale men besinder sig.
LIVLÆGEN ORIBASES
Nej, min kejser!
KEJSER JULIAN
Ja. I de sidste nætter har jeg ikke havt ro for denne skygge. Han kommer lidt efter midnat og går ikke bort før henimod morgenstunden.
HIS: 479
KEJSER JULIAN
Efter de gamles mening plejer deslige syner – – Hvor blir dog Maximos af? Men hines mening er ingenlunde at bygge på. Vi ser jo, de har faret vild i så mangt og meget. Selv hvad de fortæller
(hen for sig)
HU: 176
om guderne tør vi ikke ubetinget tro. Ikke heller om skyggerne og de magter for øvrigt, som råder for menneskenes velfærd. Hvad ved vi om disse magter? Vi ved intet, Oribases, – fraregnet deres lunefuldhed og ubestandighed, for hvilke egenskaber vi har temmelig sikkre vidnesbyrd.Her? Det er jo ikke her at det faretruende uvejr trækker op. Det skulde jo være i de frygiske egne –
LIVLÆGEN ORIBASES
Hvilke egne, herre, – og hvilket uvejr?
KEJSER JULIAN
O, intet – intet.
HÆRFØREREN NEVITA
kommer fra højre side af sletten
Nu, min kejser, er hæren sat i gang –
KEJSER JULIAN
Nordover?
KEJSER JULIAN
Ja, vi skulde dog ventet til Maximos –
HIS: 480
HÆRFØREREN NEVITA
KEJSER JULIAN
Ja, ja, vi må frem, – nordover. Nu kommer Maximos straks. Jeg har ladet de etruskiske spåmænd hente fra bagtroppen; de skal endnu Magere har jeg også fåt fat på, og de siger sig at være vel forfarne i de kaldæiske hemmeligheder. Vore egne prester tager varsler på ni forskellige steder –
ladet de etruskiske spåmænd hente fra bagtroppen; de skal endnu 1.utg: 475
engang forsøge – – Nogle Magere har jeg også fåt fat på, og de siger sig at være vel forfarne i de kaldæiske hemmeligheder. Vore egne prester tager varsler på ni forskellige steder –
HÆRFØREREN NEVITA
KEJSER JULIAN
HÆRFØREREN NEVITA
går fra ham og siger kort og bydende
Anatolos, tag kejserens telt ned!
Han hvisker nogle ord til livvagtsføreren og går ud til højre.
KEJSER JULIAN
Alle varsler har i disse firti dage været ulykkespående; og det viser just at man tør sætte lid til dem; thi i al denne tid er vor HIS: 481
sag kun lidet fremmet. Men ser du vel, min Oribases, – nu, da jeg har et nyt foretagende for øje –Ah, Maximos!
KEJSER JULIAN
Varslerne – varslerne?
KEJSER JULIAN
Tal! Jeg vil vide, hvad de har svaret.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Alle varsler tier.
KEJSER JULIAN
De tier?
MYSTIKEREN MAXIMOS
KEJSER JULIAN
Du selv, min Maximos?
HIS: 482
MYSTIKEREN MAXIMOS
Intet. – Taushed – taushed, som om solskiven var i færd med at formørkes. Alene! Ingen bro mere mellem mig og ånderne.
Hvor er du nu, du hvide sejlskinnende flåde, som kom og gik i dagglans og som bar bud mellem jord og himmel?
du hvide sejlskinnende flåde, som HU: 178
kom og gik i dagglans og som bar bud mellem jord og himmel?Flåden er brændt. Også denne flåde er brændt. O, alle mine skinnende skibe.
Eller hvad, Maximos, – hvad tror du om dette?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Jeg tror på dig.
KEJSER JULIAN
Ja, ja, – gør det!
KEJSER JULIAN
Således vil vi tyde det. Og vi får handle derefter, – skønt vi helst kunde ønsket at – – Denne taushed! At stå så helt alene.
Dog gives der andre, som også må siges at stå næsten alene. Galilæerne. De har kun den ene gud; og en gud er jo dog næsten ingen gud.
Hvorledes går det da til at vi daglig ser disse mennesker – –?
KEJSER JULIAN
Kom, I dyrebare venner!
Alle går ud til højre.
Sumpig skogegn. Et mørkt stillestående vand mellem træerne. Vagtblus langt borte. Måneskinsnat med drivende skyer.
Nogle soldater står på vagt i forgrunden.
MAKRINA og KVINDERNE
synger udenfor til venstre
Slægten er lagt
under vredens magt.
Vi skal døden se!
Da vilde jeg dog gerne være hos dem. Det er tryggere hos Galilæerne end hos os. Galilæernes gud er stærkere end vore.
HIS: 484
DEN FØRSTE SOLDAT
DEN TREDJE SOLDAT
DEN FØRSTE SOLDAT
DEN TREDJE SOLDAT
Det siges at Galilæernes gud tager sig af barbarerne også; og hvis så er, så kommer det til at gå ud over os.
DEN FØRSTE SOLDAT
Kong Sapores skal også være en stor kriger.
DEN FØRSTE SOLDAT
Nogle siger, det skal bare være fortroppen; ingen ved det så nøje.
DEN TREDJE SOLDAT
Jeg skulde ønske jeg var over hos Galilæerne.
HIS: 485
DEN FØRSTE SOLDAT
Vil du også falde fra?
DEN TREDJE SOLDAT
Der falder jo så mange fra. I de sidste dage har –
EN RØST
Venner fra forposterne!
Nogle soldater kommer frem mellem træerne med Kappadokieren Agathon imellem sig.
DEN ANDEN SOLDAT
Ho-ho; en, som har villet løbe bort.
EN AF DE KOMMENDE
Nej, han er gåt fra vid og samling.
SOLDATEN AGATHON
Jeg er ikke fra vid og samling. O, for Guds store barmhjertigheds skyld, – slip mig løs!
SOLDATEN AGATHON
Ja, ja, ja, det vil jeg. O, slip mig dog løs! Ser I dette spyd? Ved I, hvad det er for et spyd? Med dette spyd vil jeg dræbe dyret med de syv hoveder, og så får jeg min sjæl igen. Kristus har selv lovet mig det. Han var hos mig inat.
HIS: 486
DEN FØRSTE SOLDAT
Det er hunger og træthed, som har gjort ham forstyrret.
EN AF DE KOMMENDE
Til lejren med ham; der kan han sove ud.
SOLDATEN AGATHON
Slip mig! O, I skulde vide, hvad dette er for et spyd!
Soldaterne fører ham bort i forgrunden til højre.
DEN TREDJE SOLDAT
Hvad kunde han mene med det dyr?
DEN FØRSTE SOLDAT
Det er galilæiske hemmeligheder. De har så meget sådant imellem sig.
Husmesteren Eutherios og livlægen Oribases kommer hurtigt og spejdende oppe fra højre.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Ser du ham ikke?
HIS: 487
LIVLÆGEN ORIBASES
Godt, godt! Men ingen andre? Ingen af de høje herrer? Ingen af hærførerne?
LIVLÆGEN ORIBASES
Altså ikke her! O, Eutherios, hvor kunde du –?
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Ja, hvad kunde jeg –? Hvad kunde jeg –? Mine gamle øjne havde ikke lukket sig på tre nætter –
LIVLÆGEN ORIBASES
til soldaterne
SOLDATERNE
Skal ske, herre!
De går alle ud ad forskellige veje til venstre. Lidt efter kommer kejser Julian tilsyne bag et træ til højre. Han lytter, ser sig om og vinker tilbage.
MYSTIKEREN MAXIMOS
fra samme side
Oribases var den ene af dem.
HIS: 488
KEJSER JULIAN
Ja, ja; både han og Eutherios holder øje med mig. De bilder sig nok ind at – – Har ingen af dem sagt dig noget?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Nej, min Julian! Men hvorfor vækker du mig? Og hvad vil du her i den mørke nat?
KEJSER JULIAN
Jeg vil være ene med dig for sidste gang, min elskede lærer!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ikke for sidste gang, Julian!
KEJSER JULIAN
Den tid er nær, da menneskene ikke behøver at dø for at leve som guder på jorden.
Jeg fortæres af hjemve, Maximos, – af hjemve efter lyset og solen og alle stjerner.
MYSTIKEREN MAXIMOS
HIS: 489
KEJSER JULIAN
Jeg – sejre? Du ved ikke hvem der var hos mig for en time siden.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvem var hos dig?
KEJSER JULIAN
Jeg var falden i søvn på mit leje i teltet. Da blev jeg vækket ved at et stærkt rødligt skin ligesom skar igennem mine lukkede øjenlåg. Jeg så ivejret og skimted en skikkelse, der stod i teltet. Den havde over issen et langt klæde, som faldt ned til begge siderne, så ansigtet var frit.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Kendte du denne skikkelse?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Rigets ånd.
KEJSER JULIAN
MYSTIKEREN MAXIMOS
Talte den?
HIS: 490
KEJSER JULIAN
MYSTIKEREN MAXIMOS
Det afgørende står for døren.
KEJSER JULIAN
Ja, det står visselig for døren.
Og hvad vinder den sejrende? Er det møjen værd at sejre? Hvad har den makedoniske Alexander, hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere
HU: 183
og Romere taler om deres ry med kold undren, – medens den anden, Galilæeren, tømmermands-sønnen, sidder som kærlighedens konge i varme troende menneskehjerter.Hvor er han nu? – Er han virksom andetsteds efter den tid, da hint gik for sig på Golgata?
Jeg drømte nys om ham. Jeg drømte at jeg havde lagt hele jorden under mig. Jeg bød at Galilæerens minde skulde være udslettet på jorden; og så var det udslettet. – Da kom ånderne og tjente mig, og bandt vinger til mine skuldre, og jeg svinged mig ud i det endeløse rum, til jeg fæsted min fod på en anden jord.
Da kom ånderne og tjente mig, og bandt vinger til mine skuldre, og jeg svinged mig ud i det endeløse rum, til jeg fæsted min fod på en anden jord.Det var en anden jord end min. Dens runding var større, den havde et gulere lysskær, og flere måneskiver drejed sig om den.
alt, hvad jeg havde gjort, var såre godt.
HIS: 491
Da så jeg ned på min egen jord, kejserens jord, som jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg fandt at alt, hvad jeg havde gjort, var såre godt.Men se, min Maximos, – da kom et tog forbi mig på den fremmede jord, hvor jeg stod. Der var krigsmænd og dommere og bødler i spidsen, og grædende kvinder fulgte toget. Og se – midt i den langsomt skridende skare gik Galilæeren lys levende og bar et kors på ryggen. Da råbte jeg til ham og sagde: hvor hen, hovedpandestedet!
tog forbi mig på den fremmede jord, hvor jeg stod. Der var krigsmænd og dommere og bødler i spidsen, og grædende kvinder fulgte toget. Og se – midt i den langsomt skridende skare gik Galilæeren lys levende og bar et kors på ryggen. Da råbte jeg til ham og sagde: hvor hen, 1.utg: 487
Galilæer? Men han vendte sit ansigt imod mig, smilte, nikked langsomt og sagde: til hovedpandestedet!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Jeg hører larm fra vagtposterne. Kom, Julian –
KEJSER JULIAN
At tænke sig at der skal følge århundrede på århundrede, og at der i dem alle skal leve mennesker, vidende at det var mig, som bukked under, og ham, som sejred!
bukked under, og ham, som sejred!Jeg vil ikke bukke under! Jeg er ung; jeg er usårlig; – det tredje rige er nær –
(med et højt skrig)
Der står han!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvem? Hvor?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Det er månen, som spiller i vandet. Kom – kom, min Julian!
KEJSER JULIAN
går truende imod synet
Hvad gør du der? Hvad er det du tømrer? – Ah!
HUSMESTEREN EUTHERIOS
fra venstre
Alle guder være prisede! – Oribases, – hid, hid!
KEJSER JULIAN
Hvor blev han af?
LIVLÆGEN ORIBASES
fra venstre
Er han der?
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Ja. – O, min højt elskede kejser!
KEJSER JULIAN
Hvem var det, som sagde: jeg tømrer kejserens kiste?
LIVLÆGEN ORIBASES
Hvad mener du, herre?
Hvo talte, spørger jeg! Hvem var det som sagde: jeg tømrer kejserens kiste?
HIS: 493
LIVLÆGEN ORIBASES
Følg med til teltet, jeg besværger dig!
Larm og skrig høres langt borte.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Forposterne er alt i fuld kamp!
LIVLÆGEN ORIBASES
Fienden er i lejren! Ah, herre, du er våbenløs –
KEJSER JULIAN
Jeg vil ofre til guderne.
KEJSER JULIAN
Jeg vil ofre til denne eller hin. Jeg vil ofre til mange. En eller anden må dog høre mig. Jeg vil anråbe noget udenfor mig og over mig –
LIVLÆGEN ORIBASES
Her er ikke et øjeblik at spilde –!
HIS: 494
KEJSER JULIAN
Han iler ud til højre. Oribases og Eutherios følger ham.
Åben slette med en landsby langt borte. Daggry og tåget luft.
Slagtummel. Skrig og våbenlarm ude på sletten. I forgrunden romerske spydbærere under høvedsmanden Ammian i kamp med persiske bueskytter. Disse drives efterhånden tilbage mod venstre.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Ret så! Ind på dem! Stik dem ned! Giv dem ikke tid til at skyde!
HÆRFØREREN NEVITA
med følge fra højre
Godt kæmpet, Ammian!
HØVEDSMANDEN AMMIAN
O, herre, hvorfor kommer ikke rytterne til hjælp?
1.utg: 491
HIS: 495
VISDOMSLÆREREN KYTRON
i natklæder, belæsset med bøger og papirruller fra højre
O, at jeg skulde komme midt ind i disse rædsler!
HÆRFØREREN NEVITA
Har du set kejseren, ven?
VISDOMSLÆREREN KYTRON
HÆRFØREREN NEVITA
til sine ledsagere
De viger. Skjoldbærerne skal rykke frem.
VISDOMSLÆREREN KYTRON
HÆRFØREREN NEVITA
som før
Perserne har fåt forstærkning på højre hånd. De trænger frem igen.
VISDOMSLÆREREN KYTRON
Han flygter ud i forgrunden til venstre.
Kampen står. Det går hverken frem eller tilbage.
(til høvedsmanden Fromentinos, som kommer med en ny skare fra højre)
Hej, høvedsmand, – har du set kejseren?
HÆRFØREREN NEVITA
Ikke såret?
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
Han synes usårlig. Pile og kastespyd bøjer af, hvor han viser sig.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
råber tilbage fra kamptrængselen
Til hjælp; vi kan ikke holde det længer!
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
til soldaterne
Tæt sammen, og ind på dem, Grækere!
Han iler Ammian til hjælp; kampen trækker sig noget tilbage.
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
med nogle folk fra højre
Er ikke kejseren her?
HÆRFØREREN NEVITA
Ah, tror du han er kommen til skade?
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Nej, jeg tror det ikke. Der blev råbt at han var uskadt, men –
FLERE AF HÆRFØRERENS FØLGE
Der er han! Der er han!
Kejser Julian, uden hjelm og rustning, kun med sværd og skjold, ledsaget af kejserlige hustropper, kommer fra højre.
KEJSER JULIAN
Godt, at jeg fandt dig, Nevita!
HÆRFØREREN NEVITA
Ah, herre, – uden våbenklædning; hvor uforsigtigt –!
KEJSER JULIAN
HÆRFØREREN NEVITA
Min kejser, så er du dog kommen til skade?
KEJSER JULIAN
Nej; kun et stød i hovedet; lidt svimmel. Gå, gå – – Hvad er det? Der trænger så mange forunderlige skarer midt ind imellem os.
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Vær rolig, herre!
Hærføreren Nevita går med sine ledsagere ud til højre. Kejser Julian, livvagtsføreren Anatolos og nogle af hustropperne blir tilbage. Kampen på sletten fjerner sig mere og mere.
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Det er visst intet ringe antal, herre; men jeg er sikker på at der er faldne flere af Perserne.
KEJSER JULIAN
Ja, ja; men der er dog faldne mange, både Grækere og Romere. Tror du ikke?
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Min kejser, du er visselig ikke vel. Dit ansigt er ganske blegt –
KEJSER JULIAN
Ser du disse, som ligger der, – nogle på ryggen, andre forover med udstrakte arme? De er dog vel alle døde?
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Ja, herre, det er ikke at tvivle på.
HIS: 499
KEJSER JULIAN
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Herre, vi vil håbe, det blodigste arbejd er over.
KEJSER JULIAN
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Hvilket sværd, herre?
KEJSER JULIAN
Du ved, han ønskte sig et sværd, hvormed han i et eneste hugg kunde –
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Hør hærskriget, herre! Nu er jeg sikker på at Perserne viger.
KEJSER JULIAN
lytter
Hvad er det for sang i luften?
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Herre, tillad at jeg henter Oribases; eller endnu bedre, – kom, kom; du er syg!
HIS: 500
KEJSER JULIAN
Det er sang i luften. Kan du ikke høre det?
KEJSER JULIAN
Soldaten går ud til højre.
KEJSER JULIAN
Hvilke myldrende skarer! Tror du de har fåt øje på os, Anatolos?
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Hvem, herre? Hvor?
KEJSER JULIAN
Ser du dem ikke, – hist – højt oppe og langt borte! Du lyver! Du ser dem godt.
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Ved de evige guder, det er kun morgenskyerne; det er dagen, som bryder frem.
HIS: 501
KEJSER JULIAN
Det er Galilæerens hærskarer, siger jeg dig! Se, – de i de rødbræmmede klæder, det er dem, som led bloddøden. Syngende kvinder omringer spinder buestrenge af sit lange afrevne hår. Børn er i følge med dem og tvinder stenslynger af sine udhaspede tarme. Brændende fakler –! Hvor tusendfoldige, – hvor talløse! De stævner lige hid! Alle ser de på mig; alle går de ret imod mig!
bloddøden. Syngende kvinder omringer 1.utg: 497
dem og spinder buestrenge af sit lange afrevne hår. Børn er i følge med dem og tvinder stenslynger af sine udhaspede tarme. Brændende fakler –! Hvor tusendfoldige, – hvor talløse! De stævner lige hid! Alle ser de på mig; alle går de ret imod mig!
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Det er Perserne, herre! Vore rækker viger –
KEJSER JULIAN
De skal ikke vige. – I skal ikke! Stå fast, Grækere! Stå, stå, Romere! Idag skal vi frigøre verden!
Kampen har imidlertid trukket sig fremover sletten igen. Kejser Julian styrter sig med hævet sværd ind i den vildeste slagtummel. Almindelig forvirring.
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
råber ud til højre
Til hjælp! Kejseren er i den yderste fare!
Jeg ser ham; jeg ser ham! Et længere sværd! Hvem har et længere sværd at låne mig?
FREMSTORMENDE SOLDATER
fra højre
Med Kristus for kejseren!
SOLDATEN AGATHON
blandt de kommende
Med Kristus for Kristus!
Han griber i spyd-jernet for at drage det ud, men sønderskærer derved sin hånd, udstøder et højt skrig og falder.Han kaster sig våbenløs ind mellem Perserne; man ser at han nedhugges.
FORVIRREDE RÅB
Kejseren! Er kejseren såret?
MANGE STEMMER
Kejseren er falden!
LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
Kejseren er såret! Værg ham – værg ham, i gudernes navn!
Han stiller sig med fortvivlelse imod de fremtrængende Persere. Kejseren bæres afmægtig bort. I det samme kommer krigsøversten Jovian med nye skarer ud på sletten.
HIS: 503
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
VIGENDE SOLDATER
råber ham imøde
Han er falden! Kejseren er falden!
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
SOLDATER
fremstormende
Kristus er iblandt os!
AMMIANS SKARER
Galilæernes gud er iblandt os! Tæt om ham! Han er den stærkeste!
Vild slagtummel. Krigsøversten Jovian trænger ind i de fiendtlige rækker. Solopgang. Perserne flygter til alle sider.
Kejser Julian ligger bevidstløs på sit leje. Sårene i hans højre side, arm og hånd er forbundne. Tæt ved ham står livlægen Oribases og Makrina samt husmesteren Eutherios. Længere tilbage Basilios fra Cæsaræa og visdomslæreren Priskos. Ved foden af sengen står mystikeren Maximos.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Lever han virkelig endnu?
LIVLÆGEN ORIBASES
Visst lever han.
LIVLÆGEN ORIBASES
Han ånder dog.
HIS: 505
Høvedsmanden Ammian kommer sagte ind med kejserens sværd og skjold, som han lægger fra sig, og blir stående ved forhænget.
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Ak, gode høvedsmand, hvorledes står sagerne derude?
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Bedre end her. Er han allerede –?
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Nej, nej, – endnu ikke. Men er det visst at vi har drevet Perserne tilbage?
HØVEDSMANDEN AMMIAN
HØVEDSMANDEN AMMIAN
HIS: 506
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Hvilket, Ammian?
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Hvad siger du!
HUSMESTEREN EUTHERIOS
O, hvilken skamløs utålmodighed!
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Hærens farefulde stilling undskylder det tildels; og dog –
MAKRINA
Han vågner; – han slår øjnene op –
Kejser Julian ligger en stund stille og ser mildt på de omstående.
LIVLÆGEN ORIBASES
Herre, kender du mig?
KEJSER JULIAN
Ja, fuldkommen, min Oribases.
LIVLÆGEN ORIBASES
Lig blot stille.
HIS: 507
LIVLÆGEN ORIBASES
Umuligt, herre; jeg bønfalder dig –
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Sapores er slåt, herre! Han har skikket sendebud til lejren for at bede om våbenstilstand.
KEJSER JULIAN
Har han virkelig? Dette er mig såre kært. – Ham sejred jeg dog altså over.
Men ingen våbenstilstand. Jeg vil slå ham helt til jorden. – Ah, hvor har jeg mit skjold? Skulde jeg have mistet skjoldet?
KEJSER JULIAN
MAKRINA
O, herre, det er dig for tungt nu!
HIS: 508
HØVEDSMANDEN AMMIAN
KEJSER JULIAN
LIVLÆGEN ORIBASES
Ugørligt nu, herre; tænk på dine sår.
KEJSER JULIAN
Mine sår vil snart være lægte. Ikke sandt, Oribases, – lover du mig ikke –?
LIVLÆGEN ORIBASES
For al ting ro, herre!
KEJSER JULIAN
Hvilken højst uheldig hændelse! Og det just nu, da så mange vigtige sager strømmer ind fortrædeligt! – Sig mig, Ammian, hvad heder hint uheldsvangre sted?
1.utg: 504
på mig. Jeg kan ikke lægge disse sager i Nevitas hænder. I sligt har jeg ikke tillid hverken til ham eller til de andre; alt dette må jeg selv – Jeg føler mig virkelig noget mat. Højst fortrædeligt! – Sig mig, Ammian, hvad heder hint uheldsvangre sted?
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Hvilket sted, min nådige kejser?
HIS: 509
KEJSER JULIAN
Hint sted, hvor det persiske kastespyd traf mig.
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Det kaldes efter landsbyen Frygia –
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ah!
KEJSER JULIAN
Hvad kaldes –? Hvad sagde du egnen hed?
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Herre, den heder, efter landsbyen dernede, den frygiske egn.
KEJSER JULIAN
Ah, Maximos – Maximos!
Han tildækker sit ansigt og synker sammen ved foden af sengen.
LIVLÆGEN ORIBASES
Min kejser, hvad volder dig denne angst?
Intet, – intet. –
Frygia? Ja så? – Nevita og de andre får dog tage sagerne i sine hænder. Gå, og sig dem –
HIS: 510
HØVEDSMANDEN AMMIAN
Herre, de har nok allerede på dine vegne –
KEJSER JULIAN
Har de? Ja, ja, så er det godt. –
LIVLÆGEN ORIBASES
Hvad skulde jeg ville dølge, min kejser?
LIVLÆGEN ORIBASES
O, min kejser!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Julian – Julian!
Han kaster sig grædende ned ved sengen.
I skal ikke græde fordi jeg går fra eder i så ung en alder. Det er ikke stedse et tegn på skæbnemagternes mishag at de rykker et menneske bort i hans tidlige år. Hvad er vel det, at dø? betale sin gæld til støvets evigt vekslende rige? Ingen klager! Elsker vi ikke alle visdommen? Og lærer ikke visdommen os, at den højeste lyksalighed er bunden til sjælens liv og ikke til legemets? For så vidt har Galilæerne ret, endskønt –; dog, derom vil vi ikke tale. Havde livets og dødens magter forundt mig at få et visst skrift færdigt, så tror jeg nok det skulde lykkets mig at –
ikke stedse et tegn på skæbnemagternes mishag at de rykker et menneske bort i hans tidlige år. Hvad er vel det, at dø? HIS: 511
Er det andet, end at betale sin gæld til støvets evigt vekslende rige? Ingen klager! Elsker vi ikke alle visdommen? Og lærer ikke visdommen os, at den højeste lyksalighed er bunden til sjælens liv og ikke til legemets? For så vidt har Galilæerne ret, endskønt –; dog, derom vil vi ikke tale. Havde livets og dødens magter forundt mig at få et visst skrift færdigt, så tror jeg nok det skulde lykkets mig at –
KEJSER JULIAN
Nej, nej, nej. Jeg føler mig såre let og fri.
KEJSER JULIAN
Jeg ved i sandhed ikke, hvad det skulde være.
KEJSER JULIAN
Jeg har intet at angre. Den magt, som omstændighederne lagde i min hånd, og som er en udstråling af det guddommelige, den ved jeg med mig selv at jeg har brugt efter bedste evne. Jeg har aldrig villet forurette nogen. Dette krigstog havde gode og gyldige grunde for sig; og dersom enkelte skulde mene at jeg ikke har fyldestgjort alle forventninger, så bør de billig betænke, at der er en hemmelighedsfuld magt udenfor os, og at denne i væsentlig grad råder for udfaldet af de menneskelige foretagender.
Den magt, som omstændighederne lagde i min hånd, og som er en udstråling af det guddommelige, den ved jeg med mig selv at jeg har brugt efter bedste evne. Jeg har aldrig villet forurette nogen. Dette krigstog havde gode og gyldige grunde for sig; og dersom enkelte skulde mene at jeg ikke har fyldestgjort alle forventninger, så bør de billig betænke, at der er en hemmelighedsfuld magt udenfor os, og at denne i væsentlig grad råder for udfaldet af de menneskelige foretagender.
HIS: 512
MAKRINA
sagte til Oribases
O, hør – hør, han drager ånden så tungt.
LIVLÆGEN ORIBASES
Stemmen svigter ham snart.
KEJSER JULIAN
Om valget af en efterfølger drister jeg mig ikke til at give noget råd. – Du, Eutherios, skal skifte mine ejendele mellem dem, som stod mig nærmest. Jeg efterlader ikke meget; thi jeg har altid holdt for at en ret visdomselsker – –
valget af en efterfølger drister jeg mig ikke til at give noget råd. – Du, Eutherios, skal skifte mine ejendele mellem dem, som stod mig nærmest. Jeg efterlader ikke meget; thi jeg har altid holdt for at en ret visdomselsker – –Hvad er det? Går solen allerede ned?
KEJSER JULIAN
Sælsomt. Jeg synes det blev så mørkt for mine øjne. – –
Ja, visdommen – visdommen. Hold fast ved vis
HU: 196
dommen, gode Priskos! Men vær stedse rustet imod noget uudgrundeligt udenfor, som – –Er Maximos gåt bort?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Nej, min broder!
HIS: 513
MAKRINA
En drik vand, herre!
Hun holder en skål til hans læber.
LIVLÆGEN ORIBASES
hvisker til Makrina
Hans sår bløder indvendigt.
KEJSER JULIAN
Græd ikke. Ingen Grækere skal græde for mig; jeg stiger til stjernerne. – –
Skønne templer. – Billeder. – Men så langt borte.
MAKRINA
Hvad taler han om?
KEJSER JULIAN
med lukkede øjne
Alexander fik holde sit indtog – i Babylon. – Jeg vil også – – Skønne løvkranste ynglinger – dansende piger – – men så langt borte.Skønne jord – skønne jordliv –
(han slår øjnene vidt op)
O, sol, sol, – hvi bedrog du mig?
(synker sammen)
LIVLÆGEN ORIBASES
efter en stilhed
Det var døden.
DE OMSTÅENDE
Død – død!
HIS: 514
LIVLÆGEN ORIBASES
Ja, nu er han død.
Basilios og Makrina knæler i bøn. Eutherios tilhyller sit hoved. Lyd af trommer og horn høres langt borte.
RÅB FRA LEJREN
Leve kejser Jovian!
LIVLÆGEN ORIBASES
O, hørte I dette råb?
LIVLÆGEN ORIBASES
Skændige hastværk! Endnu før de vidste at –
VISDOMSLÆREREN PRISKOS
Jovian, – denne sejrrige helt, som har frelst os alle! Kejser Jovian er visselig en lovtale værd. Jeg vil dog ikke håbe at hin snedige Kytron allerede –
Han går skyndsomt ud.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Glemt, før din hånd er bleven kold. Og for denne skrøbelige herlighed solgte du din udødelige sjæl!
HIS: 515
MYSTIKEREN MAXIMOS
rejser sig
Verdensviljen skal stå til regnskab for Julians sjæl.
MYSTIKEREN MAXIMOS
nærmere ved liget
Elsket og forlokket ham. – Nej, ikke jeg!
Forlokket som Kain. Forlokket som Judas. – – Eders gud er en ødsel gud, Galilæere! Han bruger mange sjæle.Hvad er det værd at leve? Alt er spil og leg. – At ville er at måtte ville.
Han går.
MAKRINA
rejser sig bleg
Basilios, – fatted du hedningens tale?
Nej, – men stort og strålende går det op for mig at her ligger et herligt, sønderbrudt Herrens redskab.
MAKRINA
Ja, i sandhed, et dyrt og dyrebart redskab.
HIS: 516
BASILIOS FRA CÆSARÆA
MAKRINA
Udvælgelsens hemmelighed er forfærdelig. Hvad ved vi –?
MAKRINA
O, broder, lad os ikke tænke denne afgrund tilbunds.
(hun bøjer sig over liget og tildækker dets ansigt)
